Menu
• Indhold

Høst og pakning

 

Høst og pakning

 

Høst

Vindrue - vinhøst

For frugter, der har en sæson, er høsten altid en herlig tid. Nu bærer årets anstrengelser i bogstaveligste forstand frugt. Langt de fleste eksotiske frugter bliver høstet manuelt (i hånden). Frugterne bliver plukket eller klippet af. I nutidens danske landbrug er mennesken efterhånden skiftet ud med maskiner. Den mekaniske høst med høstmaskiner er effektiv og besparende for lønudgifterne, men bestemt ikke lige så charmerende.

Der er dog opfundet høstmaskiner til forskellige frugter. Det sker f.eks. nogle steder i høsten af vindruer. Ofte er der dog mere tale om et transportabelt podie, der gør plukningen nemmere. Det bruges i høsten af f.eks. avocado, fersken, kaki, nektarin og citrusfrugter. Der findes også rystemaskiner til olivenhøst. Træet rystes, hvorved frugterne falder af.

Høstredskaberne kan være en lang stang, der eventuelt har et net for enden af stangen. Heri kan frugter, der sidder højt på træet falde ned uden at blive slået i stykker. I nettets ring kan der sidde en kniv til at skære frugtstilken over med eller en modhage, der rykker stilken over. Forskellige tænger bruges, når stilkene skal klippes over. De er tilpasset frugtens form og stilkens tykkelse. Til figenkaktus og andre kaktusarter er der lavet specielle redskaber, fordi planterne ofte har sylespidse torne.

Høstarbejderne har spande, baljer eller skuldersække til at lægge frugterne i. Egentlig burde skuldersækkene kaldes for mavesække, da de ofte sidder på maven, men en mavesæk sidder som sagt på den anden side af tøjet.

 

Pakning

2 damer + lyseblå kasser

Selvom de eksotiske frugter kan variere meget i størrelse og udseende, så er der mange fælles træk under pakningen. Det meste af pakningen foregår i pakkehaller, der kan være store eller små. En pakkehal kan være ejet af et stort eksportfirma, der også ejer plantagerne. Den kan også være ejet af flere plantageejere, der i et kooperativ har slået sig sammen om pakning og eksport. Der kan også være tale om et eksportfirma, der opkøber frugten og pakker den. I de to sidste tilfælde bliver de høstede frugter vejet og kvaliteten kontrolleret, når de ankommer til pakkeriet. Senere bliver plantageejeren lønnet efter mængde og kvalitet af frugterne.

Derefter bliver mange frugter renset. Nogle hældes i vand eller overspules. Andre bliver poleret med en klud. Mange citrusfrugter bliver endvidere overfladebehandlede.

Under pakningen bliver dårlige eksemplarer sorteret fra. Frugterne bliver også sorteret efter størrelse og modenhed. Da størrelse og vægt ofte hænger sammen, foregår denne sortering som regel på vægtskåle. Her tipper frugterne ned til de afdelinger, der pakker netop en bestemt størrelse af frugter.

Vandmeloner passer ikke ind i dette system. De er ganske enkelt for store. Ananaskirsebær gør heller ikke. Her skal hver enkelt frugt tjekkes inde i sit hylster. Figenkaktus skal have fjernet sine stikkende torne og lulo skal have fjernet sine brune hår. Endelig kan frugten være så skrøbelig, at den skal pakkes varsomt. Mange af de rigtigt eksotiske frugter pakkes i så små mængder, at mange forskellige frugter pakkes det samme sted.

Frugter, der sendes med køleskib, containerskib eller lastbil pakkes generelt i store kasser, mens frugter til luftfragt pakkes i små kasser. Skrøbelige frugter har som regel deres eget rum i kassen. Ellers kan kassen have skåle, som frugterne ligger i.

Nogle frugter til luftfragt pakkes endda i små bakker med 4, 6 eller 8 stykker frugt, der overtrækkes med plastfolie. Der findes også firmaer herhjemme, der sørger for denne pakning efter ankomst til Danmark.

Med til pakningen hører også selve emballagen. De fleste store pakkerier har deres egen maskine til at samle kasserne. Færdigsamlede kasser er dyre og fylder meget. I løbet af få sekunder er et stykke karton, med firmaets logo påtrykt, blevet forvandlet til en papkasse med hank og det hele. På pakkeriet er der ansat folk til at få samlet den rette mængde kasser samt sørge for, at pakkefolkene hele tiden har tomme kasser nok at pakke frugterne i.