Menu
• Indhold

Art, slægt og familie (botaniske navne)

 

Art, slægt og familie

Damer går med frugt

En art tilhører en slægt, der igen er underordnet en familie. Alt dette har navne på latin og kaldes i flæng for latinske navne, botaniske navne eller videnskabelige navne. Denne del kan for mange, især unge, virke som 'dødens pølse' at beskæftige sig med. Men navngivningen (som i øvrigt kaldes nomenklatur) er dog en fundamental 'livsnødvendighed', hvis hobbyfolk, gartnere, botanikere eller bare almindeligt interesserede skal kunne vide, hvilken frugt, der tales om. Det gælder i øvrigt ikke kun frugter, men derimod alle levende væsener. Selv vi mennesker har fået et latinsk navn, Homo sapiens.

Et enkelt eksempel kan være frugten, der i Indonesien hedder sirsak, nangka belanda eller nangka sebarang. I Thailand hedder den thurian-thet, thurian-khaek eller rian-nam. I Laos hedder den bl.a. khan thalot. Sådan kunne man blive ved for frugten er udbredt over hele det tropiske område. Derfor er det rart, at frugten har det botaniske navn Annona muricata så har man da en fair chance for at finde ud af, at frugten har det danske navn, tornet corosol!

Grundtanken i inddelingen er arten (species). Heri findes en gruppe af eksemplarer, der formerer sig fuldstændig ensartet. En art kan ikke danne formeringsdygtige hybrider med andre arter. Normalt findes der flere arter, der har nogle fællestræk. Disse arter grupperes derfor i en slægt. Alle arter har to navne i det latinske navn som f.eks Annona muricata. Det forreste navn Annona fortæller, at arten tilhører slægten Annona, hvortil også cherimoya (Annona cherimola) hører. Det bageste navn (muricata) fortæller så, at det er arten tornet corosol, der er tale om. En slægt har så normalt specielle fællestræk med andre slægter. De ordnes derfor i en familie. I dette tilfælde hedder familien smøræblefamilien med det latinske navn Annonaceae. Systemet med to navne for en art kaldes i fagsproget for binomialnomenklatur. Det må da siges at være et herligt ord …

Familier kan så igen have fællestræk med andre familier. Sådanne familier slås sammen i en orden, der igen slås. Dette ses der helt bort fra. Her er familien den højeste sammenlægning for arter og slægter.

Hele denne idé med at sætte naturen i system er skabt af svenskeren Carl von Linné (1707-78). Da han levede, var latin det internationale kommunikatiossprog. I dag er engelsk efterhånden ved at overtage denne rolle (til stor irritation for franskmændene!), men latin er stadig et vigtigt redskab til forståelse landene imellem indenfor videnskaberne. Det kan vi især takke Linné for han er en af de få personer, der undertiden citeres under hans latiniserede navn, Carolus Linnaeus. Linné's grundidé var, at blomsterplanterne kunne inddeles efter antallet af støvdragere samt bygningen af støvblade og frugtanlæg. Denne inddeling er senere blevet revideret, da systemet gav en masse rod. Dette skal dog ikke pille ved det faktum, at Linné var en ganske genial herre. Han startede også på at skabe et naturligt system, hvor andre ligheder blev medtaget i artens placering med hensyn til slægtskab og familie. Dette system bygges der videre på den dag i dag. Inddelingen kaldes for systematik eller taksanomi.

Det kan dog ofte virke irriterende, at en plante får et nyt navn. Slægter bliver også trukket ud af en familie og får deres egen familie. Derfor kan søgningen efter en enkelt frugt godt være en langsommelig affære.

Ser man helt bort fra arternes gruppering i familier og bare kigger på frugterne, er det nemt at forstå, at appelsin, citron og grapefrugt har nogle fællestræk. De er da også i samme plantefamilie. Der findes dog også fællestræk hos frugter i vidt forskellige familier. Et godt eksempel er mangostan og sentul, der har et lyst velsmagende frugtkød arrangeret på samme måde omkring et frø. Man kunne fristes til at komme dem i samme familie og passende kalde den for lækkerbiskenfamilien ('namnamceae') men den går ikke. I løbet af millioner af år har et givent område på kloden favoriseret egenskaber (fremkommet ved mutation), der er bedre tilpasset livet på dette sted. Et miljø vil favorisere visse egenskaber uanset plantens familiemæssige tilhørsforhold. Det er måske lettere at forstå, hvis man tænker på hajen (fisk) og kaskelothvalen (pattedyr). Disse to vidt forskellige arter har jo udviklet nogle af de samme 'glubske' tendenser uden overhovedet at tilhøre den samme familie.