Menu
• Indhold

Tejocote

Crataegus mexicana eller Crataegus hyplosia



4 hele + 2 halve frugter

Tejocote er en plante, der har været kendt blandt indianerne i Mexico i mange hundrede år. Frugterne ligner små æbler, men de er hylende sure, hvis de ikke er fuldmodne. I Mexico er der tradition for at drikke tejecote-punch ved juletid. Ellers bruges frugten mest til marmelade og saft. Tejecote vokser vildt i de mexicanske bjerge. Planten kan dyrkes i Danmark, da den ikke kræver tropisk varme. Egen avl vil nok også være eneste chance for at møde frugten her i landet, da den ikke eksporteres.

 

Generelt

Tejocote - 4 hele + 2 halve frugter

Tejocote er et eksempel fra rosenfamilien på nogle af de talrige små 'tjørneæbler', man kan støde på i et supermarked eller det lokale marked under en rejse. Denne frugt stammer fra Mexico. I Guatemala ville det f.eks. i stedet være manzanilla (Crataegus stipulosa).

Tejocote ligner et lille æble på 3-4 cm. Frugten har stilk og blomst akkurat som et æble. Der er dog tale om en frugt af tjørneart. Farven er orangegul eventuelt med røde kinder på den side, der har fået meget sol.

Der kan være nogle små mørke prikker på skindet, der på ingen måde er skadelige.

Indeni er frugtkødet lyst, men kun ganske kort. For man kan faktisk sidde og se, hvorledes frugtkødet farves brunt umiddelbart efter, at frugter er skåret over.

I centrum af frugten er der et ret stort kernehus med nogle brune kerner (frø) omgivet af et hvidt filtet væv.

Smagen er syrlig nærmest hylende sur. Frugten skal derfor være meget moden, før man får lyst til at sætte tænderne i den. Den bruges derfor til at fremstille saft eller marmelade (tilsat en god portion sukker).

I Mexico bruges frugten ved juletid til at lave en frugtpunch af. Da frugten er temmelig syrlig, bør der tilsættes sukker eller saft fra en sødlig frugt.

Frugten har et højt indhold af C-vitamin og andre vitaminer.

 

Historisk

 

Historie

Tejocote - frugter på grene

Frugten har foreløbig ikke den store kulturhistorie. Den har været spist af indianerne i Mexico allerede før spanierne kom til landet.

Det buskagtige træ vokser vildt i bjergegnene i Mexico, men dyrkes efterhånden i mange haver i landet. Da træet her bærer frugt i november og december, er der en tradition for at lave en punch af frugterne til Jul.

Dette har medført, at træet nu vokser i mange haver i Mexico.

 

Historien bag navnet

Navnet stammer tilbage fra indianerne i Mexico (mayaer og aztekere). Her betyder xocotl f.eks. lille sur frugt.

Tejocote er så den spanske udtale af navnet, hvor j'et skal 'harkes' ligesom x'et i Mexico. Derfor udtales det nærmest som: tæchokåtæ.

 

Beskrivelse og produkter

 

Beskrivelse

Tejocote - træ/busk

Træet er en mellemting mellem et træ og en busk, nøjagtigt som det er med tjørn herhjemme.

Det bliver mellem 3 og 5 meter højt.

Bladene er mørkegrønne med et stålgrønt skær. De har en længde på 4-5 cm.

Hvis træet passes, kan det bære masser af frugt. Det er et flot syn, når træet er fyldt med de orange-gule frugter.

Botanisk set kaldes frugten for en falsk frugt, da kernehuset er den reelle frugt. Den kaldes også for en kernefrugt.

 

Klima og vækst

 

Klima

Planten stammer fra et tempereret klima. Det kan måske lyde mærkeligt, når det kommer fra Mexico. Men her vokser det i højder på 2.000 m eller mere og her er klimaet tempereret. Det er et tolerant træ, der vokser fint både i subtropisk klima og koldt tempereret klima.

I princippet kan træet derfor også dyrkes i Europa, ja selv Danmark.

 

Vækst

Tejocote - blade og frugter

Træet kan formeres ved frø, da der stadig er tale om en oprindelig art, der ikke er forædlet.

Det er også muligt at tage stiklinger af træet.

Det er et tolerant træ, der vokser i naturen i mange forskellige typer af jord.

Træet kan modstå tørke, men det er dog klogt at vande det unge træ. Det giver en tættere plante og man undgår døde grene.

 

Blomstring og pasning

 

Blomstring

Blomstringen er sen i forhold til andre planter fra rosenfamilien. Samtidig er der tale om meget smukke hvide blomster, der kan minde om en blanding af tjørne- og æbleblomster.

Tejocote - gruppe af blomster
Tejocote - gruppe af blomster
Navn: Tejocote Latinsk navn: Crataegus mexicana …
Tejocote - 3-4 blomster
Tejocote - 3-4 blomster
Navn: Tejocote Latinsk navn: Crataegus mexicana …
 

Pasning

Træet er meget modstandsdygtig overfor sygdom og tørke.

Den eneste form for pasning er derfor regelmæssig vanding og lugning omkring træet, mens det er ungt.

 

Høst og pakning

 

Høst

Tejocote - masser af frugt

Frugterne har en tendens til at modnes nogenlunde samtidigt. Det sker i Mexico i november og december.

Ved modning skifter farven på frugterne fra grøn til orangegul (abrikosfarvet).

 

Pakning

I sit hjemland sælges frugterne efter vægt og behøver derfor ingen særlig behandling eller indpakning.

 

Transport og opbevaring

 

Transport

Foreløbig er der ingen eksport af tejocote.

 

Opbevaring

Frugten har en temmelig lang holdbarhed ligesom æbler, hvis den behandles på samme måde.

Frugtkødet bliver dog ekstremt hurtigt brunt efter åbning.