Menu
 

Generelt

Sukkeræble (sweetsop) - mange frugter

Denne frugt ligner meget en krydsning mellem en kogle og en artiskok. Med dette ydre kan det godt være svært at forstå, at der indeni findes et ganske velsmagende frugtkød.

Sukkeræble (sweetsop) - frugter …

Sukkeræble er rund eller hjerteformet med en diameter på 5-10 cm. Jævnt fordelt over hele frugten er overfladen delt ind i bulede felter, der kan beskrives som ujævne fem-kanter. Hvert felt er i virkeligheden en frugt i sig selv. Det vi opfatter som én frugt, er nemlig mange småfrugter, der er smeltet sammen til det, der botanisk kaldes en flerfoldsfrugt. En umoden frugt er grøn med et dækkende lyst lag, der gør den blågrøn eller hvidgrøn. Ved modenhed skifter farven mere til gulgrøn. På dette tidspunkt får frugten ofte mørke pletter. Ved modenhed bliver bulen i felterne mindre markant.

Indeni er frugtkødet hvidgult. Hvis frugten skæres over i 2 halvdele på langs, kan man tydeligere se frugtens hjerteform. Frugtkødet omgiver 60-80 sorte frø, der let slipper frugtkødet. Skind og frø bør ikke spises med, da de indeholder et alkaloid, der kan forårsage opkastninger. Godt nok bruges umodne frugter og frø som ormemiddel, men i sådanne tilfælde er det nok klogere at gå på apoteket. Ude i verden findes der også en purpurfarvet sort af sukkeræble samt en grøn frugt uden frø.

I centrum af frugten fra stilkenden til midten ligger et trævlet lag (blomsterstandsaksen), der nok bør undgås.

Frugtkødet har en aroma, der minder om slægtningen tornet corosol. Den er svær at beskrive, men kan minde lidt om kanel og er ganske behagelig. Sukkeræble er kun svagt syrlig og virker derfor meget sød i smagen i forhold til sin fætter. Det sødlige kan let justeres med lidt citron- eller limesaft. Frugtkødet er ikke så saftigt som hos slægtningene. Det indeholder en del fibre og kan blive lidt melet, når frugten bliver overmoden.

Frugten kan spises frisk som en dessertfrugt, men presses i overvejende grad gennem en si til saft.

Saften kan bruges som aroma i alskens desserter, især flødeis (icecream). Der kan laves fine mælkedrikke eller saftdrikke som f.eks. sorbet.

Saften passer også fint sammen med kokosmælk eller citronsaft.

Frugten har et flot indhold af C-vitamin (35-42 mg pr. 100 g) og thiamin. Desuden et pænt indhold af mineralet kalium samt kostfibre.

 

Historisk

 

Historie

Sukkeræble (sweetsop) - marked

Sukkeræble har en uhyre spændende historie, som sandsynligvis ikke passer ind i vores nuværende opfattelse af verdenshistoriens forløb. Da spanierne kom til Amerika i 1492, var sukkeræble allerede blevet dyrket længe i tropisk Amerika. Frugten stammer sandsynligvis fra Mellemamerika, da den minder meget om sine slægtninge fra dette område. Det er der sådan set ikke noget overraskende i.

MEN: Der findes et navn for frugten på det oldindiske skriftsprog, sanskrit, der især blev anvendt i perioden 400 f.Kr. til 1000 e.Kr. altså længe før Columbus' tipoldeforældre blev født! Frugten findes også afbildet på gamle indiske vægdekorationer.

Sukkeræble kan selvfølgelig godt være en urtidsfrugt, der allerede havde sin nuværende form for 200 millioner år siden, da kontinenterne hang sammen i et superkontinent kaldet Pangæa. Men dengang lå Indien og Sydamerika i hver sin ende af superkontinentet - og annonerne kommer altså fra Sydamerika i store træk og slet ikke fra Asien.

Al logik siger, at frugten må være kommet til Indien fra Amerika før Columbus selvom det så ikke lyder ret logisk. En ting kan bestyrke denne 'teori'. I Caribien og Mexico kan man støde på navnene ata, atta og ate for sukkeræble. På malajisk betyder ati: hjerte. Netop ordet hjerte er tit knyttet til annoner, fordi de ofte har form som et hjerte, deriblandt også sukkeræble.

I dag er sukkeræble stadig vidt udbredt tropisk Amerika. I Asien findes den udbredt i Indien, Sri Lanka,

Thailand, Malaysia og Filippinerne samt i mindre omfang Indonesien og øerne i det Indiske Ocean.

Den største dyrkning til eksport foregår i Thailand.

 

Historien bag navnet

Det danske navn, sukkeræble, lægger sig op ad det engelske, sugarapple, og det tyske, Zuckerapfel.

Der er dog ikke tale om et æble, men form og størrelse er nogenlunde det samme.

Frugten har dog mange, mange andre navne. Det engelske navn, sweetsop, kan bruges mange steder.

Sop betyder nogenlunde noget, der har suget en væske op i dette tilfælde noget sødt (sweet). Frugtens fætter, tornet corosol, kaldes også for soursop ('opblødt i surt') på engelsk. På denne måde kan man skelne mellem det sødere sukkeræble og dens mere syrlige fætter.

På engelsk kaldes frugten undertiden også for custardapple men det er noget rod, da krydsningen, atemoya, samt oksehjerte også bliver kaldt dette.

 

Beskrivelse og produkter

 

Beskrivelse

Sukkeræble (sweetsop) - træ i sol

Planten af sukkeræble er en busk eller et mindre træ på 3-6 meter.

Bladene er store, aflange og svagt elliptiske. De opnår en længde på 7-17 cm og en bredde på 3-5,5 cm.

De matte, grønne blade kan være svagt dunede på undersiden.

Træet er løvfældende og taber bladene i forbindelse med en tørtid. Træet kan stå uden blade i flere måneder i en slags dvale.

Botanisk set kaldes frugten for en flerfoldsfrugt.

 

Produkt: Saft

Ligesom hos de andre annoner kan saften bruges på forskellige måder. I Caribien blandes saften med limesaft for at gøre den søde saft lidt syrligere. Her gæres saften også til en slags frugtvin eller alkohol. I Indonesien blandes saften med kokosmælk og sukker. I det hele taget bruges frugten i

Sydøstasien meget til at give en god smag til is og mælkedrikke.

 

Klima og vækst

 

Klima

Planten stammer fra tropiske egne, hvor den vokser i op til 1.200 meter over havets overflade. Den har det allerbedst i 500-1.000 meters højde.

Sukkeræble trives bedst i varme og høj fugtighed, men er ikke så lidt hårdfør. Planten kan lige nøjagtig vokse i et varmere subtropisk klima.

Planten kræver ikke så meget vand (ca. 800 mm om året) som sine familiemedlemmer.

I områder med en længere tørtid skal planten vokse i læ for at begrænse fordampning fra jorden.

 

Vækst

Alle former for formering kan bruges hos sukkeræble. Frøene leverer en plante, der er nogenlunde identisk med moderplanten. Stiklinger, air layering og forskellige former for podning benyttes, hvis man vil være helt sikker på at få en bestemt type frugt. Vegetativ formering bliver dog brugt mere end formering via frø. Podeplanterne er ofte små frøplanter af sukkeræble. Dette gælder også tit for andre annoner, fordi træet derved holdes lav.

Afstanden mellem planterne i en plantage er som regel 3-4 meter. Planterne kan vokse i mange typer af jord. I Indien kan planterne vokse i udpint, sandet eller stenet jord, endda klippegrund. Men udbyttet er også derefter. I Florida vokser planterne på kalkholdig grund. Den bedste jordtype er sandsynligvis en sandet lermuld med en neutral pH-værdi (7-8).

Det er vigtigt, at de små planter får skygge under opvæksten. Erfaringen har vist, at det kan betale sig at holde jordbunden fugtig i hele vækstperioden fra blomstring til frugterne er modne.

 

Blomstring og pasning

 

Blomstring

Blomstringen falder i forbindelse med at vækstperioden for træet genoptages. I regntiden kan der komme 1-2 ekstra vækstperioder, hvor der så kommer nye blomster. Det er dog yderst sjældent, at disse blomster ender som frugter. Det tager ca. 30 dage for den lille blomst at udvikle sig frem til blomstring. Alligevel er den kun modtagelig for bestøvning i ganske få timer.

Blomsterne, der kan minde meget om en lille grøn chilipeber, sidder enkeltvis eller 2-4 stykker sammen. Ofte sidder de på unge grenstykker.

Det er de 3 ydre af i alt 6 kronblade, der får blomsten til at minde om en peberfrugt. Hvert af de ydre kronblade er aflange, op til 2,5 cm lange. De 3 indre kronblade er meget mindre.

Støvfanget kan ikke modtage pollen mens støvdragerne har pollen. Inde bag kronbladene sidder talrige støvdragere og frugtknuder. Der er derfor ikke tale om én frugt, men derimod mange frugter, der efter bestøvning smelter sammen til det, vi opfatter som én frugt. Det kaldes en flerfoldsfrugt. Hver enkelt frugt kan til sidst kun kendes på ydersiden af 'frugten' som et bulet felt.

Hvis man vil være nogenlunde sikker på at få mange og jævne frugter, så må man håndbestøve og krydsbestøve.

Der findes en lille bille (Nitidulida), der efter 2-3 besøg i blomsten kan bestøve frugten effektivt.

Noget tyder på, at luftfugtigheden også spiller en rolle for bestøvningens succes.

 

Pasning

I en plantage kræver sukkeræble nogen pasning. Træet har et rodnet, der ligger tæt ved overfladen. Det er meget sårbart overfor fordampning. Ved små planter lægger man derfor et beskyttende lag halm eller andet for at forhindre alt for meget fordampning i tørre perioder.

I Thailand, hvorfra mange eksportfrugter kommer, skæres træerne kraftigt tilbage hvert år, så de nærmest bliver fornyet. Det sker lige før, at bladene naturligt ville falde af selv. Det gøres for at vedligeholde frugt- kvaliteten, men fremskynder også en fornyet vækst.

I princippet kan træet blomstre hele året. Dette kan derved kontrolleres ved at tilpasse træets vækst til en regntid. Det gøres ved at beskære træet eller pille bladene af.

Det er også nødvendigt at kunstvande i en længere regnløs tid især mens træ eller frugter er i vækst. Samtidig bliver der ofte kunstgødet.

Både træ og frugt har forskellige fjender. Det skal dog understreges, at de fleste ikke kan bekæmpes med sprøjtegifte. I nogle områder kan det være nødvendigt at pakke hver frugt ind i en plastik- eller papirpose.

Det er dog noget arbejdskrævende.

 

Høst og pakning

 

Høst

Efter bestøvning går der 4-5 måneder, før frugterne er klar til at blive høstet. En lavere temperatur forlænger dog denne periode.

Frugterne høstes før de er helt modne og stadig faste. En frugt betragtes som moden, når farven mellem felterne (småfrugterne) bliver en anelse flødefarvet og farven generelt skifter fra grøn til en mere mat grøn eller gullig grøn. Samtidig bliver bulen fra hver småfrugt mindre markant, da den jævnes noget ud.

Da frugterne ikke modnes på samme tid, bliver de høstmodne frugter valgt ud. Høstperioden kan godt strække sig over 3 måneder, hvor man med jævne mellemrum må gå en runde og høste de modne frugter. De skæres som regel af træet med en kniv eller klippes af med en tang.

Hvis frugterne først bliver høstet, når de er modnet helt færdig på træet, kan frugten godt flække langs småfrugterne, da de ikke er helt så sammensmeltede som hos slægtningene. Overmodne frugter har en tendens til at blive noget melede. Omvendt bliver frugter, der er høstet for tidligt, aldrig rigtig gode.

Frugterne lægges forsigtigt i en kurv eller andet, der er foret i bunden. Et godt træ giver 60-70 frugter om året.

I plantager ligger ydelsen omkring 10-15 tons pr. ha om året. I bedste fald er ydelsen 20 tons.

 

Pakning

Man mener, at frugtens færdigmodning sættes i gang, ligeså snart frugten fjernes fra træet. Frugten er moden og blød allerede efter 2-5 dage. Frugterne er meget skrøbelige, når de er modne. De skal derfor behandles meget varsomt. De bliver altid kun lagt i ét lag. Frugterne bliver undertiden lagt i hver sit net for at beskytte dem mod stød fra de andre frugter.

 

Transport og opbevaring

 

Transport

Da sukkeræble har en meget kort holdbarhed, kan den kun komme hertil med luftfragt (air cargo).

Frugterne høstes før de er helt modne og eftermodner under transporten. Derfor skal de sælges straks efter ankomsten.

 

Opbevaring

Sukkeræble har en meget kort holdbarhed.

Fra høst til modenhed går der kun 2-5 dage. Frugten er moden, når den mærkes blød.

En moden frugt kan opbevares i 2-3 uger ved 12-15°C (og 85-90% RF)

Sukkeræble må aldrig lægges i køleskabet. Saften kan til gengæld nedfryses.