Stjerneæble
Chrysophyllum cainito
Selv om denne frugt er rund som en kugle, har den fået navnet stjerneæble. Forklaringen får man, når man skærer den igennem. Indeni ligger frø og frugtkød arrangeret i et meget smukt stjernemønster. Stjerneæblet stammer formentlig fra de caribiske øer. Frugten spises frisk eller bruges til marmelade, is og drinks. Den er sød, lidt syrlig og smagen minder om en pære. Det kræver en del arbejde at dyrke stjerneæbler, fordi de skal beskyttes mod insekter, der holder af frugterne.
Er man på jagt efter nye eksotiske frugter, så er der så absolut én her! Godt nok er frugten på ydersiden bare en rund kugle. Men, som det er med gaver: Det er det, der ligger inde i pakken, der tæller! (selvom nogle godt nok påstår, at det skulle være tanken, der tæller).

- Stjerneæble - 7 hele + 6 halve frugter
Navn: Stjerneæble Latinsk navn: Chrysophyllum …

- Stjerneæble - 9 hele frugter
Navn: Stjerneæble Latinsk navn: Chrysophyllum …
Frugtens form er oftest kuglerund, men kan også være svagt oval. Størrelsen ligger på 5-10 cm i diameter.
Det tynde skind er jævnt, skinnende og læderagtigt.
Der findes forskellige gode sorter af stjerneæble, men groft skelner man mellem to varianter, den grønne og den purpurfarvede. Umodne er de grønlige. Ved modenhed bliver den grønne variant blegt grøn eller gulligt grøn, hvorimod den purpurfarvede bliver fra lys til mørk purpurfarvet.
Skærer man frugten over, hvilket er bedst på tværs, sker der et mirakel. Indeni ligger de mørke frø smukt arrangeret i en stjerneform. I de 4-11 aflange rum, der danner stjernen, ligger der 3-10 næsten sorte frø, der ikke spises med. De er aflange og flade med en længde på op til 2 cm.
Frugtkødet er hvidt. Ved den purpurfarvede variant, som hyppigst bliver eksporteret, er det yderste lag af frugtkød endda smukt purpurfarvet. Den yderste del af frugtkødet samt 'overfladen' af frøene er klæbrig og bør ikke spises med.
Frugtkødet er blødt og saftigt. Ved modenhed er det halvt gennemsigtigt og geléagtigt. Frugtsmagen er tilpas sød og kun svagt syrlig. Den er blevet sammenlignet med pære.
Frugten nydes overvejende som frisk frugt. Den ser meget flot ud på bordet, når frugten er skåret over på tværs. Man skal dog være forsigtig med at få mælkesaften (latex) på hud og tøj, da den er meget klæbrig.
Mælkesaften findes også lige omkring frøene, der bør undgås, da saften klistrer sig fast på læberne. Dette undgår man i Latinamerika ved først at gnide læberne mod den blanke overside af et blad fra træet. Det ophæver klæbrigheden. Men det er jo ikke hver dag, at man står ved siden af træet og spiser frugten.
Der kan også laves marmelade. Pulpen kan puttes i flødeis, cocktails eller sorbet. På Jamaica kan man få en drink, der hedder 'marriage' (ægteskab). Den fås også i de omkringliggende lande under det spanske navn, 'matrimonio' (også ægteskab). Drikken laves ved at blande pulpen af stjerneæble med appelsinjuice.
Frugten har et acceptabelt indhold af C-vitamin (ca. 6-7 mg pr. 100 g). Indholdet af mineraler er heller ikke specielt højt, men den smager godt! Der er en tendens til, at frugter fra Latinamerika har et højere indhold af vitaminer og mineraler end i andre dyrkningsområder.
Om Generelt
Fakta
- Navn:
- Stjerneæble
- Latinsk navn:
- Chrysophyllum cainito
- Familie:
- sapotefamilien
- Form:
- Rund, oval
- Størrelse i cm:
- 5-10
- Farve:
- Ydre: Grøn, rød.
Indre: Hvid, rød, violet - Overflade:
- Tynd, ujævn
- Konsistens:
- Blød, saftig
- Smag:
- Sød, syrlig
- Forarbejdning:
- Frisk, kogt, pure
- Produkter:
- Marmelade, is, juice
- Andet:
- Tømmer
Højst sandsynligt har spanierne også tidligt bragt træet til Filippinerne, hvor det i dag vokser mange steder. Herfra er den i Asien ført videre til Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam.
Stjerneæble er udbredt over hele det tropiske område, men dyrkes stadig mest i den tropiske del af Latinamerika.
Historien bag navnet
Stjerneæble følger det engelske, starapple og det tyske, Sternapfel. Der er dog ikke tale om et æble, men frugten har størrelse omtrent som et æble. Man skal skære frugten over på tværs for at kunne se det logiske i, at frugten kaldes stjerneæble. Inde i frugten ligger frø og frugtkød nemlig arrangeret i et aldeles smukt stjernemønster.
På spanske hedder frugten de fleste steder caimito. Det er dog et navn, som indianerne i Mellemamerika har givet frugten. Navnet kan næsten genkendes i frugtens latinske navn.
Helt forunderligt for denne familie, så er der overraskende overensstemmelse i navnestoffet for denne frugt. Det skal så lige tilføjes, at både træ og frugt er let genkendelig i forhold til de andre arter.
De mange mindre grene vokser derimod skævt eller vandret. Når frugterne efterhånden er vokset store, kommer disse grene til at hænge nedad, tynget af frugterne.
De læderagtige blade er elegante og smukke. De er smukt skinnende på oversiden og mat grønne på undersiden. Et fint rustbrunt skær bryder den grønne farve, især på undersiden. Ofte er bladets markante nerver helt rustbrune. En rustbrun farve lyder måske ikke så smigrende. Måske var det bedre at kalde den guldbrun eller gyldent brun. Flot er den i hvert fald.
Bladenes form og størrelse varierer. Generelt kan de siges at være aflangt ovale.
De små blomster sidder i grupper på nye skud, hvilket får frugterne til at hænge overalt i træets krone.
På grund af sin skønhed, plantes træet ofte i tropiske haver og parker.
Botanisk set kaldes frugten for et bær.
Klima
Planten stammer fra tropiske egne, hvor den trives bedst i det varme og lettere fugtige lavland. Der er dog tale om en tolerant plante, der i Latinamerika kan vokse i ca. 1.000 meters højde, mens den kun trives i op til 400 meters højde i Sydøstasien.
Selvom den trives bedst, hvor regnen er jævnt fordelt over hele året, så klarer den også en længere tørtid.
Ved lang tids tørke er det dog nødvendigt at kunstvande.
Ved frøplanter kan man ikke være sikker på frugternes kvalitet. Vegetativ formering bruges derfor, når man vil have gode eksemplarer.
Som podeplante bruger man ofte frøplanter. Når de er 6-8 måneder gamle kan podekvisten eller 'øjet' podes over.
I en plantage plantes de små planter ud i en afstand af 10-12 meter. De små planter vokser bedst i veldrænet, frugtbar og lidt sur jord. Det bedste udplantningstidspunkt er lige i starten af en regntid.
Planten vokser rimeligt hurtigt og sætter frugt i en alder af 5-6 år, hvis der er tale om frøplanter. Træer, der er formeret vegetativt får frugterne meget tidligere, da plantens ungdomsperiode derved springes over.
I en plantage vælges ca. 3 af de grene ud, der vil danne stammen længere oppe. Derved kontrolleres træets vækst og form.
Pasning
Både træ og frugter har en del fjender. Det er lige fra små svampe til større insekter. Den største fjende for frugten er frugtfluer, der ofte kan gøre frugten uspiselig. Derfor tilrådes det især i Asien at pakke frugterne ind i papir eller plast som en beskyttelse mod insekterne. Det er dog ret arbejdskrævende.
På Samoa har man måttet beskytte træerne med net, fordi træer og planter blev angrebet af møl.
Træet har en hurtig og jævn vækst. Derfor skal der jævnligt luges og gødes i en ring omkring stammen. I en længere tørtid bør der også kunstvandes.
Frugterne høstes først, når de er blevet helt modne. Den grønne variant er moden når farven skifter fra grøn til lysegrøn eller gulbrun. Den røde variant skifter fra grønlig til blegt eller mørkt purpurrød. De nederste frugter kan klippes af med en tang, hvorimod de øverste ofte må høstes med en lang bambusstang på flere meter. Der kan sidde en kurv i enden af stangen, men som regel er stangen kløftet, så man kan få fat i frugtens stilk med denne kløft og så trække frugten ned.
Ved 3-6°C (og 90% RF) kan frugten holde sig i nogle få uger. Dette svarer omtrent til at opbevare frugterne i en plasticpose i køleskabet.
Ved stuetemperatur er holdbarheden kun ganske få dage.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
