Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
Del med…
Denne gule frugt er ikke ene om at blive kaldt pitahaya. Der findes også frugter med rødt skind og grønlige dækskæl med dette navn. Der er dog tale om forskellige arter. Derfor er de røde pitahaya'er omtalt under handelsnavnet dragon fruit.
Pitahaya kan minde om en gul kogle eller en lille ananas. Der er dog tale om en kaktusfrugt. Dette var lettere at se, da den blev høstet. Her sad der nemlig torne på hver af vorterne på overfladen. Disse bliver dog fjernet inden afrejsen, da de ville afskrække de fleste fra at købe denne spændende frugt.
Der er store forventninger til denne frugt. Dette er dog svært at måle, da efterspørgslen er større end produktionen. Frugten har en forfriskende aroma, som vist ikke kan sammenlignes med noget velkendt.
Frugten er oval eller elliptisk i formen og har en længde på indtil 12 cm. Den har en diameter på 4-6 cm. En umoden frugt er grøn. ved modenhed skifter farven til gul. Jævnt fordelt over hele frugten er overfladen betrukket med vortelignende udvækster. De peger alle fra stilkenden ud mod spidsen. Jo nærmere man kommer spidsen af frugten, desto færre, men længere strækker de sig. Skindet er blødt, fast og læderagtigt. Det spises ikke med, men slipper let frugtkødet. Der kan godt sidde et par torne tilbage på en enkelt vorte. Det må man tage som en oplevelse og så glæde sig over, at de andre heldigvis er fjernet.
Skæres frugten over, vil man første gang blive meget overrasket. Det gule skind har en tykkelse på 3-4 mm. Ved vorterne er det dobbelt så tykt. Det omgiver så et kridhvidt eller glasklart frugtkød fyldt med små sorte frø. Frugtkødet er mest hvidt nær skrællen.
Frugtkødet er blødt, lidt geléagtigt og meget saftigt. De utallige sorte frø spises med. Man skal dog lige være opmærksom på, at de virker afførende - især hvis man spiser flere frugter! Hvis man ønsker en kraftig effekt, skal man bare tygge grundigt på frøene. Indeni findes nemlig et stof der sætter gang i processen. Skal man holde en sammenkomst med mange mennesker og kun har et enkelt toilet, bør man nok overveje at begrænse antallet af frugter.
Smagen i pitahaya er noget neutral, men behagelig. Den er lettere sød og en anelse syrlig og så har den en speciel aroma. Sammenlignet med de andre kaktusfrugter - også røde pitahaya'er, så regnes frugten for at have langt den fineste smag.
Pitahaya bør først og fremmest nydes frisk. Frugten kan deles på tværs som pyntelige skiver. Frugtkødet kan derefter brækkes ud af ringen (af skræl). Man kan også skære et kors i spidsen af frugten (ofte en fordybning). Derefter kan skindet trækkes ned, så kuglen med frugtkød kan pilles ud eller man kan lade den sidde med skindet som en pyntelig skål. Endelig kan man dele frugten på langs i både, der kan vedlægges et utal af krydrede og ukrydrede retter. Bådene kan også lægges ved desserter og ovenpå frugtsalat som farverigt, men spiseligt pynt.
Frugtkødet med frø kan moses og serveres eventuelt med et drys citron, vanille og sukker eller overdækkes med chokoladesovs. Dessertvine og stærkere alkoholiske drikke kan også forfine smagen. Mosen kan også pynte kager og tærter eventuelt sammen med flødeskum.
Frugtkødet kan blendes og bruges i en lækker mælkedrik. Her virker drikken afførende, hvis frøene ikke sies fra, da mange frø vil være slået i stykker af blenderen.
Man kan eventuelt fryse skiverne et øjeblik og bruge dem som festlige isterninger.
Frugten egner sig fint som pynt på is (især vanilleis). Man kan også lave is af mosen blandet sammen med eksempelvis fløde og vanille plus evt. et drys citron. Dragon fruit og smeltet chokolade er også en herlig ting.
Pitahaya indeholder en del C-vitamin og lidt B-vitaminer samt E-vitamin. Mineralerne fosfor, jern, kalcium, kalium, natrium og jern er alle tilstede.
Om Generelt
Fakta
- Navn:
- Pitahaya
- Latinsk navn:
- Selenicereus grandiflorus og Hylocereus triangularis
- Familie:
- kaktusfamilien
Historie
Pitahaya'er stammer i naturen fra Colombia og Venezuela i Sydamerika over Mellemamerika og Caribien til Mexico og det sydlige USA i nord. Den største koncentration af arter findes i Mexico og Guatemala. Det er også i disse 2 lande, man længst har værdsat frugterne. Der findes mange arter indenfor udbredelsesområdet med titlen pitahaya. Det skyldes sikkert, at man i tidens løb har erfaret, at disse krybende kaktusser giver spiselige frugter. Man har så givet frugten navnet pitahaya uden at tænke over, at frugten andre steder måske ser helt anderledes ud.
Colombia startede for få år siden en dyrkning af den gule frugt med eksport for øje. Man anså frugten for at have ligeså store muligheder på verdensmarkedet som eksempelvis ananas, mango og papaya. Det store gennembrud er dog ikke sket endnu. Det kan dog skyldes, at efterspørgslen er større end udbuddet. I Colombia sælges der så mange af disse frugter, at det er begrænset, hvad der bliver tilbage til eksport. Vi ser derfor ikke så ofte frugten i Europa. Det betyder igen, at vi ikke har haft den store chance for at 'vænne' os til frugten og dens anvendelsesmuligheder.
Der finder også en mindre produktion sted i Israel. Det ville i hvert fald være en god indkomstkilde for de fattige lande i Nordafrika og andre steder, hvor opdyrkningen af halvørken er begrænset.
Historien bag navnet
Kaktusfrugter (bortset fra kaktusfigen) med både hvidt og rødt frugtkød benævnes ofte pitahaya. Det udtales pitaja, da h er stumt på spansk. Der findes derfor også en rød frugt med hvidt frugtkød, der hedder pitahaya. I handelen kaldes den undertiden for hvid pitahaya, hvorimod frugter med rødt skind benævnes rød eller pink pitahaya. Dette er dog ikke særlig hensigtsmæssigt, da mange rødskindede jo også har hvidt frugtkød. Hvilken frugt taler man så om, når man siger hvid pitahaya? Derfor lanceres rødskindede pitahaya'er ofte under navnet dragon fruit (se denne). Det ville samtidig være mere fornuftigt at kalde denne frugt for gul pitahaya på grund af frugtens gule skind.
Pitahaya kommer muligvis fra pita, der på spansk betyder agave. Agaven er en sukkulent ligesom kaktus. Den vokser i naturen i samme område.
Mange forhandlere af pitahaya udtaler navnet som pitahaja så denne udtale må vel anses for gyldig.
Beskrivelse
Planten af pitahaya er en klatreplante, der i naturen kan blive næsten lige så høj, som det træ, den vokser opad. Planter kaldes epifytter, hvis de vokser på en enden plante, men ikke snylter på værtsplanten. Pitahaya kaldes for halvepifyt, fordi den får vand og næring fra jordbunden.
Planten er en kaktus. Den har en grøn, kødet og saftfyldt stængel, der bruges som vandreservoir. Den kaldes derfor for en sukkulent. Planten har små stikkende torne i stedet for blade. Det gør plantens samlede overflade mindre og forsvarer planten imod fjender.
En lille plante vokser hele tiden i længden og udvikler rødder opefter. Når den har fået fast i en værtsplante med rødderne, skyder den opad, indtil den når sollyset. Derefter udvikler den en krone af talrige sidegrene. Dette udnyttes i plantager. Her lader man planten skyde op ad lave hegn. Derved når planten hurtigt op til sollyset og forgrener sig. Planter i en plantage er derfor 1,5-2,5 m høje. Til sammenligning kan en stængel under gunstige forhold skyde omkring 3 m om året og planten med krone kan tilsammen veje flere hundrede kilo!
Selve stængelen er kraftig ribbet. Et tværsnit af stængelen ligner en søstjerne med 3 vinger. Undertiden har stængelen områder, hvor der er op til 5 vinger. Stængelen bliver 3-8 cm bred. Ribberne (vingerne) er let bølgede yderst. I dalen af hver bølge sidder en gruppe af torne med en længde af 1-4 mm. De er stikkende, men ikke voldsomt. Alligevel hænger de fast i tøjet, som i et brombærkrat og resulterer som regel i et par stik ved berøring. Langs centrum af stængelen går 'rodsystemet'. Det kan med jævne mellemrum sende rødder ud med en lysebrun farve, som bruges til at fæstne planten med. Det sker dog sjældent, når kaktussen plantes i et hegn.
Pitahaya får nogle fantastisk smukke blomster, der kun er åbne om natten.
Botanisk set er frugten et bær.
Vækst
Det kan lade sig gøre at formere en pitahaya ved hjælp af frø. Men i plantager bruges stiklinger fra gamle planter.
Derved sikres, at de nye planter har de samme gode arveegenskaber. Disse stiklinger er omkring 15 cm lange. Ved denne pitahaya bruger man som regel gamle 'stammer'. Man lader dem som regel ligge og tørre et par dage i halvskygge for at fremprovokere roddannelse ved plantning. De kommes i potter eller små plantesække og stilles i halvskygge. Det 'opfordrer' planterne til at søge opad for at finde lys. Stængelen stikkes kun en anelse ned i jorden. Hvis alt for meget stængel kommer ned i jorden, er risikoen stor for, at stængeldelen i stedet rådner.
Når disse aflæggere har vokset sig 35-60 cm lange bliver de plantet ud. Planterne vokser langs et hegn som en hæk. Her plantes de små planter i en afstand af 50-100 cm. Hegnet, der ofte er omkring 2 meter højt, kan bestå af flere wirer spændt fast mellem solide stolper. Mellem hækkene er der 1,5-2 meter.
Tiden indtil stængelen har dannet en krone af grene i toppen af hækken eller stolpen kaldes for plantens ungdomsperiode. Herefter kan planten begynde at blomstre og sætte frugt. Det sker i Colombia, når planten er ca. 8 måneder gammel.
Pitahaya giver frugter i ca. 10 år, hvorefter planterne fældes og nyplantning finder sted.
Blomstring
Blomstringen starter, når planten er 1-1,5 år gammel i subtroperne, når der bruges stiklinger i formeringen. I troperne blomstrer planterne ofte, når de er 8 måneder gamle. Ved frøplanter ville der gå meget længere tid.
Blomsterne åbnes efter solnedgang og lukkes et par timer efter solopgang. Blomsterne kan beundres med en lommelygte om natten. Ellers er man nødt til at stå tidligt op. For blomsterne er uendeligt smukke. Fra samme familie kommer også den berømte stueplante 'nattens dronning', Selenicereus grandiflorus, hvis latinske slægtsnavn er opkaldt efter den græske månegudinde, Selene. Hun var berømt for sin skønhed.
Blomsterknoppen vokser ud som et 4-6 cm langt grønt rør. Dette bliver senere til selve frugten. Røret ligner en lille kaktus, der ikke har noget med resten af planten at gøre. Mange velkendte kaktusser fra vindueskarmen har en vortet overflade. De kaldes for areoler. På hver af disse knopdannelser sidder små torne. Ud fra røret fortsætter resten af blomsten som et tyndere tornløst rør med rødlige dækskæl og et hoved med blosterblade. En blomst kan derfor blive 30-50 cm lang. Den lukkede blomst kan godt minde om et slangehoved, der dukker ud af busken parat til hug.
- Pitahaya - 2 lukkede blomster
Navn: Pitahaya Latinsk navn: Selenicereus …
- Pitahaya - blomst fra siden
Navn: Pitahaya Latinsk navn: Selenicereus …
Blomsten åbner sig fra solnedgang til et par timer efter solopgang. Det tyder derfor på, at nataktive sommerfugle og flagermus er plantens naturlige bestøvere. I Israel foretages bestøvningen af dagaktive bier i morgentimerne.
Under blomstringen foldes en smuk hvid blomst ud med en diameter på 12-25 cm. Bag de mange hvide kronblade stråler lange lysegrønne bægerblade (evt. med et rødligt skær) som en sol. I centrum af blomsten rager støvfanget ud med mange 'horn'. Det kan være lysegrønt eller bleggult. Bagved sidder et hav af støvdragere i en krans. De har en bleggul til citrongul farve. Blomsten er kun åben denne ene nat. Allerede hen på formiddagen er blomsten begyndt at visne. Til sidst falder den visne blomst af, så kun den lille 'kaktus' i bunden bliver tilbage.
Pitahaya kan blomstre hele året. Der findes dog normalt 1 eller 2 hovedsæsoner. I subtropisk klima vil blomstringen normalt foregå om efteråret.
Afhængig af voksested går der 4,5-5 måneder fra blomstring til frugterne er modne.
Pasning
De forskellige frugter under navnet pitahaya kræver nogen pasning. Kronen har en tendens til at brede sig og sidegrenene søger hele tiden noget at hægte sig fast på. Hvis man derfor ikke jævnligt beskærer kronen, vil plantagen hurtigt ligne et tornekrat. Det gøres i Colombia med en machete.
Planterne skal have noget at vokse opad. Derfor skal der anlægges hegn eller stolper. De skal også have vand til vækst, blomstring og frugtdannelse, men kan ikke tåle alt for meget vand i længere tid.
Tornene beskytter planten imod større fjender. Kaktussens største fjender er små sugende insekter som skjoldlus og bladlus. Når de har boret sig ind gennem det beskyttende vokslag på planten, er der samtidig adgang for virus, bakterier og svampe. I Colombia er der ofte en høj luftfugtighed i plantagerne. Det giver gunstige betingelser for mange skadedyr. I plantagerne kan man derfor se nogle glasklokker hænge nær hækkene. De skal med sukkervand eller andet sødt prøve at lokke de bladsugende insekter til sig som en slags myrefælde for flyvende insekter. Alligevel bliver mange stængler angrebet. Man må derfor ofte sprøjte med bekæmpelsesmidler for at begrænse skaderne.
- Pitahaya - glasklokke
Navn: Pitahaya Latinsk navn: Selenicereus …
- Pitahaya - visne stængler
Navn: Pitahaya Latinsk navn: Selenicereus …
Høst
I Israel er der foreløbig ikke tale om særligt mange plantager med pitahaya. De fleste er på under 1 hektar. I Colombia kan plantagerne derimod være op til 100 hektar.
Umodne frugter er grønne. Det første tegn på modenhed viser sig, når frugterne får et svagt gulligt skær. Mange frugter til eksport høstes på dette tidspunkt. De vil så eftermodne under transporten eller måske først i hjemmene, hvor de gradvist får den gule farve. Det forlænger frugtens holdbarhed, hvis de høstes så tidligt.
Frugter på planten ligner små kaktusser. På hver vorte sidder skarpe torne og stråler ud til siderne. De kan blive over 1 cm lange og kan stikke ganske smertefuldt. Det er derfor tåbeligt at høste frugterne uden handsker. De klippes af med en speciel tang, der buer og kan gå ind bag frugten. Ofte fjernes alle tornene i forbindelse med høsten. som regel fjernes de også med en tang.
De høstede frugter lægges forsigtigt ned i en kurv. Derefter bringes de hen til pakning. Pakkeriet kan ligge flere hundrede kilometer væk fra plantagen.
Pakning
Den gule frugt dyrkes ofte så beskyttet, at det ikke er nødvendigt at rense frugten i stort omfang. Den modne frugt er dog fyldt med torne, der skal fjernes inden afsendelsen. Dette sker ofte inden frugten ankommer til pakkeriet. Ofte dyppes frugterne i lidt vand, hvorefter de tørres, så frugterne ikke er fugtige under transporten.
Først bliver frugterne sorteret efter størrelse og farve. Frugter til eksport skal helst have nogenlunde den samme holdbarhed. Derfor har man kasser til grønne frugter, gulgrønne frugter og gule frugter. Frugterne bliver også vejet, da størrelse og vægt ikke altid hænger sammen.
- Pitahaya - dame tager frugt
Navn: Pitahaya Latinsk navn: Selenicereus …
- Pitahaya - dame vejer
Navn: Pitahaya Latinsk navn: Selenicereus …
De pakkes i papkasser, der er beregnet til lufttransport. Kasserne er inddelt i flere rum, så frugterne ikke kan trille rundt under transporten. Nogle firmaer sætter en lille etikette på frugterne.
- Pitahaya - dame holder kasse
Navn: Pitahaya Latinsk navn: Selenicereus …
- Pitahaya - frugter i rum med etiketter på
Navn: Pitahaya Latinsk navn: Selenicereus …
En plante giver ikke så mange frugter i løbet af et år. Til gengæld får man en høj pris pr. frugt.
