Malayæble

Hvis man tilfældigvis kommer forbi træet af malayæble, bør man unde sig selv den fornøjelse at stoppe op for at beundre de smukke, nærmest skingrende røde blomster.

Frugten har været dyrket så længe, at der er udviklet forskellige sorter. I et lokalt område er frugterne normalt ens i udseende. Men spredt ud i hele det tropiske område, virker det som om, man har forædlet videre på hver sin variation, så frugterne til sidst slet ikke minder om hinanden i udseende.

Frugtens form kan være kuglerund med udspilede bægerblade modsat stilkenden, aflange med æbleform eller pæreform. Som regel lukker de lidt kødede bægerblade frugten af som munden på en tandløs. Overfladen er blank og minder meget om skrællen på et æble.

Umodne frugter er som regel blegt gulgrønne. Ved stilkenden kan der være et lyserødt skær.

Nogle frugter beholder denne farve ved modenhed, mens andre bliver næsten gule. Den hyppigste farve er dog rød, fra en mellemting mellem lyserød og rød til kraftigt mørkerød.

Indeni er frugterne dog mere ens. Frugtkødet er kridhvidt, svampet og en anelse tørt. Frugtkødet har en tykkelse på 0,5-2,5 cm. I centrum ligger et stort vissenbrunt frø (2,5-3,5 cm i diameter) med flere kim (embryo). Frøet spises ikke med og skindet bør også undgås, da frugten kan være vasket i forurenet vand, med mindre der er tale om importeret frugt.

Ligesom mange af sine slægtninge, har malayæble en speciel aroma. Frugten dufter svagt som roser og smagen virker svagt parfumeret. Frugtkødet er på én gang både fast og blødt. Det virker tørt, men har et stort vandindhold. Alt dette lagt sammen giver fornemmelsen af at spise noget fornemt frugt.

Sødme, syrlighed og aroma er så svag, at det kun lige fornemmes.

Malayæble bliver først og fremmest spist rå. Den passer samtidig fint i frugtsalat, specielt sammen med kraftigt syrlige frugter.

Frugten koges ofte sammen med syrlige frugter for at dæmpe den sure smag i dem.

Frugten kan også syltes. Enten sammen med sukker og citron- eller limesaft, eller også sammen med frugter med en kraftigere smag.

Tidligt er den blevet bragt til Indien og Afrika, sandsynligvis af portugiserne.

Den berømte eller måske mere berygtede Kaptajn Bligh, kendt gennem filmen 'Mytteriet på Bounty' bragte frugten til Jamaica sammen med brødfrugt i 1792.

I dag er den udbredt i hele det tropiske område, hvor klimaet er regnskovsagtigt.

I Polynesien (specielt Fiji Øerne) betragtes træet som helligt.

Den største dyrkning finder sted i Sydasien og Sydøstasien samt øerne i det Indiske Ocean, men der er også en betragtelig mængde træer i Latinamerika.

På engelsk har frugten også navnet Otaheite Apple (otaheiteæble). Det hentyder til at frugten skulle stamme fra Tahiti, hvilket den ikke gør! Da der samtidig er andre frugter, der har dette navn, virker det ret misvisende.

Ligesom nogle af sine slægtninge bliver den, meget forvirrende! også kaldt for vandæble på forskellige lokaliteter og sprog. Det skyldes, at variationen i udseende er stor blandt arterne og hos arterne indbyrdes. I det hele taget er det svært at skelne mellem disse frugter men skidt med det! De er alle forfriskende at sætte tænderne i.

I hele Latinamerika kaldes frugten for Manzana de agua (vandæble).

Bladene er meget store og lancetformede. De kan blive 15-38 cm lange (endda en halv meter!) og 7-20 cm brede. Bladene er mørkegrønne på oversiden og lysegrønne på undersiden. De er tykke og læderagtige.

Træet har elegante og smukke røde blomster og senere frugter, der hænger i små klaser, der sidder tæt ind til stammen og ældre grene.

Det plantes også på grund af sin skønhed samt sin anvendelighed som læhegnsplante.

Træet trives bedst i regnskovszoner, hvor der samtidig er adgang til vand i de øverste jordlag. Malayæble plantes derfor ofte nær vandløb og damme.

Til formeringen kan man bruge frø. Et frø har ofte flere kim. Det kaldes polyembryoni og resulterer i flere planter ud af ét frø, men ofte formeres planterne vegetativt. Det skyldes at ungdomsperioden for frøplanter er op til 7 år, hvorimod vegetativt formerede planter får frugter i løbet af ca. 5 år. Air layering er en hyppig brugt metode til at formere planten på. Man binder en plastpose med jord omkring en gren. Når grenen har slået rod i posen, klippes den af og plantes ud. Man kan dog også pode en kvist over på en podeplante fra slægten Syzygium.

De små planter skal have rigeligt med vand og gødning under opvæksten. De plantes ud i en afstand af 6-8 m. Omkring planterne læges halm eller strå. Derved holdes ukrudt ned samtidig med at fugtigheden bevares.

For at forhindre insekter og andre skadedyr i at ødelægge frugterne, bindes en plasticpose eller papirpose ofte omkring frugterne, mens de vokser.

I bunden sidder det 1,5-2 cm lange bæger og 4 røde kronblade, der også bliver ca. 2 cm lange.

De højrøde blomster har mange og lange støvdragere (op til 3,5 cm), der stråler ud som nåle i en nålepude. Efter bestøvning drysser støvdragerne ned og danner et smukt tæppe under træet.

Træet blomstrer og sætter frugt i en længere periode. I løbet af perioden kan der sidde grupper af modne frugter tæt ved en gruppe med nyudsprungne blomster. Man ved ikke rigtigt, hvad der sætter blomstringen i gang hos malayæble. Muligvis skyldes det en regnfuld periode, der kommer efter en længere tør periode.

Det gøres for at beskytte frugterne imod insektangreb. Samtidig fjernes nogle af frugterne i en gruppe, så de resterende frugter får bedre muligheder for at vokse sig store. Dette gør dyrkningen noget arbejdskrævende.

Frugterne plukkes normalt med hænderne. De er noget skrøbelige og bliver behandlet forsigtigt.

Den årlige ydelse ligger på 20-85 kilo pr. træ.

Thailand omkring juletid. De pakkes ofte i små bakker pakket ind i plastfolie, så frugterne ikke beskadiges under transporten.