Menu
 

Generelt

Lucuma (Egg-fruit) - 1 hel + 2 …

Hvis mennesker ikke ligefrem er kønne, plejer man at sige, det ikke er udseendet, der tæller, men derimod det indre væsen. Dette siger vi til trods for, at tusindvis af reklamer fortæller os, at deres produkter vil forbedre vort udseende og det lykkes dem at tjene styrtende med penge.

Lucuma (Egg-fruit) - kvart frugt …

Dette ordsprog passer dog fint på lucuma. Der er næppe mange, der synes, at denne frugt er pæn. Den er nærmest grim. Men det er absolut det indre, der tæller ved frugten. Her findes en lækker smag, der kan fremkalde et smil af velbehag hos mænd og kvinder, smukke såvel som grimme.

Lucuma (Egg-fruit) - mange frugter

Frugten er næsten kuglerund, men har i spidsen en lille 'næsetip'. Størrelsen ligger på 4-17 cm i diameter. Frugterne i butikken har dog en diameter på 5-8 cm. Lucumas grundfarve er grøn. Den kan dog være oversået med milimeterstore gule pletter. Fra spidsen og et stykke mod midten ser frugten ud til at være belagt med rust eller rødbrunt bark. Ofte ser det ud til, at denne 'rust' er løbet ned langs frugten i baner. Dette lag føles ru, hvorimod resten af skindet er jævnt og glat. En moden frugt er grøn eller gulgrøn, men hos nogle sorter næsten orange.

Lucuma (Egg-fruit) - 2 hele frugter

En lucuma har et tyndt, nærmest plastfolieagtigt skind, der ved modenhed kan blive rynket. Skindet går let i stykker.

Lucuma (Egg-fruit) - 4 halve frugter

Indeni findes det gule (som æggeblomme) frugtkød. Derfor kaldes den på engelsk også egg-fruit ligesom slægtningen canistel. Det har en tør, men alligevel let saftig og melet konsistens.

Smagen eller aromaen hos lucuma sammenlignes med en blanding af vanille, mango, kaffe og valnød (der kan man bare se!). Sandt er det i hvert fald, at der er en blød eftersmag af kaffe. Men den er blød og rund, så selv børn finder den behagelig. Lidt valnød kan der også være over smagen, men igen er den så afdæmpet, at alle skulle kunne acceptere den. Man plejer at sige, at nogle mennesker skal tilvænnes smagen, hvorefter de betingelsesløst elsker frugten. Frugtkødet omgiver 1-5 store frø, der ikke spises med. De er elliptiske i formen og minder om kastanjer i både farve og udseende. Frøene kan blive 2-3 cm lange.

I Sydamerika spises frugten frisk. Skind og frø bør ikke spises med. Der er mange måder at nyde denne næringsrige frugt på. Frisk frugtkød kan nydes alene eller sammen med is og creme. Man kan også purere eller blende frugtkødet og blande det sammen med mælk, sukker og vanille eller et drys citron til en pragtfuld mælkedrik (milkshake).

Lucuma (Egg-fruit) - krus med is

Den mest udbredte anvendelse er at blande frugtmosen sammen med flødeskum, sukker og vanille. Blandingen fryses og man har den herligste lucuma-is. Isen kan med fordel drysses med eller iblandes hakkede nødder (hasselnødder, pistacienødder eller valnødder). Chokolade er heller ikke så tosset i og på isen.

Mosen kan træde ind som en næringsrig del af kage-, vaffel- eller pandekagedej. Endelig skulle man kunne lave en helt fantastisk marmelade af frugterne. Mosen kan også kommes i tærte, kage og budding.

Frugten udsender en kraftig duft. Denne forstærkes under opvarmning. Ved opvarmning har frugten en tendens til at misfarves, men smagen kan man ikke klage over.

Man kan også gå en anden vej og betragte frugten lidt som en grøntsag. Her passer salt, peber, citronsaft og mere pikante krydderier fint. Lucuma kan også erstatte squash i bageopskrifter. Der kan laves en spændende kølig drik af lucuma, mælk og muskatnød.

Så vidt vides er der ikke offentliggjort en analyse af næringsindholdet, men næringsværdien i denne frugt er meget høj. Frugten har et højt indhold af A-vitamin og B5-vitamin. Indholdet minder sandsynligvis nogenlunde om slægtningen canistel.

 

Historisk

 

Historie

Lucuma (Egg-fruit) - frugtgrene …

Lucuma stammer i naturen fra Sydamerikas vestkyst. Man kan støde på træet fra det nordlige Chile over Peru og Ecuador til Colombia. Det er ikke let at vide, om der i nogle tilfælde er tale om forvildede træer. Den spillede nemlig allerede en stor rolle i det præcolumbianske Peru, hvor frugten er fundet i talrige grave fra tiden før inkariget opstod.

Man kan derfor antage, at plantens naturlige vokseområde er blevet udvidet yderligere under inkatiden.

Dyrkning af lucuma er stadig vigtigst i Peru og Chile. Her er frugten til gengæld uhyre populær. Lucuma er Chiles nationalfrugt. I dag findes der eksport af den friske frugt både fra Chile og Peru. I Peru startede man så en industriel produktion af især frossen pulp. Denne produktion foregår nu også i Chile, endda i større omfang.

I lang tid har der faktisk været mangel på frugter til produktion og eksport. Det skyldes naturligvis populariteten på hjemmemarkedet, men træets lange vækstperiode, før den giver frugt, har også været en vigtig faktor. En plantageejers ønske er naturligvis at tjene penge så hurtigt som muligt på sin investering. Derfor er langsomt voksende planter en langtidsinvestering. Nye metoder har dog forkortet denne periode, så træerne giver frugt allerede efter 4 år. Derfor er interessen og produktionen steget meget de sidste år især i Chile.

New Zealand er et land, der konstant er på udkig efter nye produkter. I løbet af 1900-tallet er mange især sydamerikanske frugter bragt til landet, deriblandt også lucuma. Lucuma findes og dyrkes nu i New Zealand, men frugten er endnu ikke blevet en succes.

Lucuma findes også i Mexico og Australien samt muligvis Indien og Afrika. Oplysninger fra de to sidstnævnte kan dog vedrøre slægtningen canistel. I Spanien har man i en årrække haft stor succes med eksotiske frugter som avocado, mango og cherimoya. Derfor foregår der i øjeblikket diskussioner om, hvorvidt man skal forsøge også at dyrke lucuma i det sydlige Spanien ud mod Middelhavet, da frugten jo har så stor en succes på sin hjemegn.

 

Historien bag navnet

Navnet stammer fra frugtens latinamerikanske navn, lúcuma. Trykket ligger på første stavelse og giver udtalen lukkuma. Det hedder frugten også som handelsnavn, men udover dette har frugten utallige andre navne. Det værste er, at mange af de andre navne også dækker nogle af frugtens slægtninge, canistel og abiú (Pouteria caimito).

Navnestof omkring denne frugt og disse nærmeste slægtninge er en sand rodekasse. Udover slægtsnavnene Pouteria og Lucuma, er Richardella, Radlkoferella og Vitellaria knyttet til slægten i tidens løb. En kombination af to slægtsnavne, Pouteria lucuma er også set.

At frugten har gult frugtkød, har igen bevirket, at frugten har fået tilnavnet egg-fruit (æg-frugt), ligesom slægtningen canistel, fordi frugtkødet kan minde om æggeblommens gule farve.

Canistel og egg-fruit omhandler ligeså meget lucuma (Pouteria obovata) som canistel (Pouteria campechiana). Heldigvis så minder disse to frugter så meget om hinanden, at det ikke gør den store skade, om man står med den ene eller den anden i hånden. De anvendes på nogenlunde samme måde og smager fortræffeligt i is. Canistel har sin egen omtale.

 

Beskrivelse og produkter

 

Beskrivelse

Lucuma (Egg-fruit) - træer i ørkenlandskab

Lucuma er et pænt træ, der normalt bliver 8-12 m højt. Det stedsegrønne træ har en rund og tæt krone. I plantager holdes træet ned ved beskæring i en højde af 3-4 m. Derved kommer træet mere til at ligne en kuglerund busk, hvor træets stamme nærmest forsvinder.

Barken har en gråbrun farve. Bladene er arrangeret pænt i en roset, der snor sig som en spiral, for enden af grenene. De bliver 6-25 cm lange og 2,5-10 cm i bredden (lige over midten og ud mod spidsen). Unge blade er lyst grønne og blanke. Ældre blade kan være halvblanke og olivengrønne eller matte og nærmest støvgrå. Formen kan være elliptisk, lancetformet eller omvendt lancetformet (d.v.s. mest spids ved stilkenden). Når en ny gruppe af blade kommer frem, falder de gamle undertiden af og efterlader grenen bladløs bagved. Bladstilk og unge grene er behårede.

Lucuma (Egg-fruit) - roset af blade
Lucuma (Egg-fruit) - roset af blade
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - lyse blade
Lucuma (Egg-fruit) - lyse blade
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - grå blade
Lucuma (Egg-fruit) - grå blade
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …

Blomsterne sidder på stilke ved bladenes basis, hvorved frugterne ofte rager ud bag en 'krave' af blade.

Lucuma (Egg-fruit) - frugter på …

Botanisk set kaldes frugten for et bær selvom den undertiden bliver kaldt en stenfrugt på trods af flere frø i frugtkødet.

 

Produkt: Puré, pulp og tørstof

Basismaterialet til al industriel produktion med lucuma er frugtkødet, moset som puré. På fabrikker i Chile står damer og skræller skindet af frugterne. Forinden er frugterne blevet vasket, så snavs og bakterier ikke kommer ind i frugtkødet. Det gøres med en skarp kniv. Derefter halveres frugterne, så frøene kan pilles ud.

Lucuma (Egg-fruit) - dame skræller
Lucuma (Egg-fruit) - dame skræller
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - 2 damer
Lucuma (Egg-fruit) - 2 damer
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …

Nu kommes frugtkødet i en kværn, der kan minde om en kæmpestor kødhakkemaskine. Så er frugtkødet blevet til mos (puré), der hurtigt vakuumpakkes i fryseposer. Derefter skal puréen indfryses i et frostrum.

Den frosne puré sælges til lokale industrier og eksporteres i stigende omfang til store dele af verden. Den frosne puré sejles afsted i tromler, der ligner olietønder.

Lucuma (Egg-fruit) - papkasser
Lucuma (Egg-fruit) - papkasser
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - tromler
Lucuma (Egg-fruit) - tromler
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …

På grund af frugtens høje næringsværdi, fremstilles der i frugtens hjemlande (især Peru) også et tørstof af frugtkødet. Det tilsættes forskellige fødevarer for at berige næringsværdien samt smagen.

 

Produkt: Marmelade

Lucuma (Egg-fruit) - dåse

Marmelade af lucuma skulle efter sigende være aldeles fantastisk. Produktet som konserves har dog en kort holdbarhed og er dyrt. Frugten har det med at misfarves under kogning. I Chile fremstilles et produkt kaldet salsa de lucuma (lucumasovs). Dette skal ikke forstås som sovs i den forstand. Produktet er konserveret lucumapuré, der kan bruges til mange slags desserter og selvfølgelig også til en eksotisk sovs …

 

Produkt: Is

Langt det vigtigste produkt af lucuma er flødeis. Frugten er som skabt til denne produktion. Smagen af lucuma kombineret med sukker, vanille og eventuelt nødder er en sand himmerigsmundfuld i de fleste ganer. Det er utroligt, at lucuma-is ikke har været at finde i isboder i flere årtier. Det skyldes sandsynligvis bare mangel på markedsføring og mangel på frugt generelt. Lucuma-is fås også med nøddestykker.

Lucuma (Egg-fruit) - lucumais
Lucuma (Egg-fruit) - lucumais
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - is med nødder
Lucuma (Egg-fruit) - is med nødder
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
 

Produkt: Pulver

Lucuma bliver på sin hjemegn dehydreret og pulveriseret. Dette frugtpulver tilsættes fødevarer som en slags næringsberigelse.

 

Klima og vækst

 

Klima

Planten stammer fra tropiske og subtropiske egne langs Stillehavskysten i Sydamerika. Her vokser træet nederst i Andesbjergene samt lavere forbjerge og kystsletter.

Træet trives bedst, hvor regnmængden ikke er for høj. Temperaturen kan både være kølig og varm i udbredelses området, så det kan være lidt svært at finde ud af plantens krav til voksestedet. I Chile vokser træet godt, hvor der også kan dyrkes figen, citrusfrugter, oliven og loquat. Sandsynligheden er derfor stor for, at træet kan vokse i Middelhavsområdet.

Man ved dog, at lucuma stiller strenge krav om dræn, da træet går ud, hvis det står i vand i en kort periode.

 

Vækst

Lucuma kan formeres ved frø, men træet er meget langsomtvoksende. Frøet bruges dog alligevel i formeringen som podeplante. Frøene sås ofte straks efter de er taget ud af frugten. I Peru gemmes de dog og bringes til spiring i vådt sand eller efter afkøling. Mange frø er dog allerede begyndt at spire inde i frugten, så der er i princippet ingen grund til at udskyde spiringen.

Lucuma (Egg-fruit) - små træer …
Lucuma (Egg-fruit) - små træer i sol
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - 6 frø
Lucuma (Egg-fruit) - 6 frø
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - frøplante

Man har efterhånden udvalgt nogle varianter med god frugtkvalitet og ydeevne. Skud og knopper herfra bruges til podning på frøplanterne. Det sker, når stammen på frøplanterne er ca. 1 cm. Træet, man tager podematerialet fra, holdes tørt i ca. 3 uger forinden. Få dage før podematerialet tages, bliver træet så vandet, så træet gør klar til start af en ny periode med vækst. Det gør podematerialet mere virilt og villigt til at starte en vækst selv på det fremmedlegeme, som en frøplante vil være.

Der anvendes to former for podning. Frøplantens stamme kan skæres over, hvorefter toppen kløves i to. En podekvist, hvor bunden er skåret til som en kile, sættes så ned i 'kløften'. Derefter omvikles podestedet med snor eller podevoks, så kontakten bliver så stor som muligt.

Den anden metode går ud på at bruge en knop, der vil udvikle sig til en sidegren, i stedet. Den kaldes undertiden en kimknop. Så skæres der et kors i podeplanten, så knoppen kan komme i kontakt med veddet under barken. Når knoppen er ført ind, omvikles stedet med bånd, så 'såret' lukkes. Der er dog reserveret plads til, at knoppen kan begynde at skyde.

De podede planter hos lucuma kræver megen pleje indtil foreningen mellem de to planter er lykkedes.

De små træer plantes ud i en afstand af 4-6 m. I starten skal de jævnligt vandes, men planterne klarer derefter hurtigt perioder med tørke.

Mens planterne vokser, bliver de jævnligt beskåret. Det gør man for at give træet en jævn form og for at forhindre, at træet bliver for højt.

Podede planter giver frugt i en alder af 4 år. Et lucumatræ kan blive over 100 år gammel.

 

Blomstring og pasning

 

Blomstring

Man kan finde blomster på træet det meste af året og derved også frugter. Blomsten er 2 cm lang og 1 cm i diameter. Bægerbladene er brune og de 5 kronblade lysegrønne. Blomsterne er tvekønnede.

Lucuma (Egg-fruit) - blomster og …
Lucuma (Egg-fruit) - blomster og frugt
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - blomster i …
Lucuma (Egg-fruit) - blomster i sol
Navn: Lucuma (Egg-fruit) Latinsk navn: Pouteria …
Lucuma (Egg-fruit) - blomster i …

Efter bestøvning falder de lysegrønne kronblade af, hvorefter de brune bægerblade dækker frugtanlægget, så kun støvfanget stikker ud. Blomsterne sidder enkeltvis på en ca. 1 cm lang stilk, men tæt ved hinanden på grenen lige under en krans af blade.

 

Pasning

Træet er ganske modstandsdygtigt overfor angreb af skadedyr. Veddet er hårdt og mælkesaften i barken beskytter træet. I en plantage skal der dog luges omkring unge træer, så træerne ikke skal konkurrere med ukrudtet om vand og næring. der skal også gødes med jævnlige mellemrum. I plantager beskæres træet i en tidlig alder, så træet får den ønskede form og lav højde.

 

Høst og pakning

 

Høst

Lucuma (Egg-fruit) - dame høster

Efter blomstring går der mindst 1 år, før frugterne er modne.

Lucuma (Egg-fruit) - frugter i …

Man skal være lidt af en ekspert for at kende høsttidspunktet. Størrelsen spiller selvfølgelig en rolle, men farveskiftet er ikke særlig tydelig ved modenhed. Samtidig høstes frugter til eksport lidt før de er helt modne. Ellers vil frugterne gå til under transporten.

Frugter til industrien kan plukkes ved at dreje frugten, mens frugter til eksport ofte klippes af med en tang. da der findes frugter af forskellig alder på træet, findes der sjældent en speciel høstsæson. Træet skal jævnligt efterses.

Frugterne lægges blidt i kasser og transporteres hurtigt hen til pakkestationen.

 

Pakning

Lucuma (Egg-fruit) - dame ved kasser

Når frugterne ankommer til pakkestationen, bliver de gjort rene. De kan vaskes og tørres, men bliver ofte pudset med en fugtig klud.

Lucuma til eksport bliver ofte pakket i små kasser og beskyttes af et lag paiprstrimler eller andet for at frugterne ikke triller rundt og støder imod hinanden.

 

Transport og opbevaring

 

Transport

De få frugter, der kommer til Europa, er kommet med fly (air cargo). Frugterne høstes før de er helt modne og eftermodner under transporten. Derfor skal de sælges ret hurtigt efter ankomsten.

 

Opbevaring

Efter høst går der 6-10 dage, før frugterne er helt modne. Det passer lige nøjagtig til lufttransport.

Når frugterne er helt modne, kan de kun holde sig i 2-3 dage.