Hvis man under en rejse især i Afrika eller Asien støder på en lille frugt med form som en lille fladtrykt appelsin, der ligner denne frugt, men ikke helt har samme farve, så er det højst sandsynligt en af ketembilla's mange slægtninge. Ketembilla er medtaget som et eksempel fra dens familie (Flacourtiaceae), som man kan støde på i haver, hække og på markeder.
Ketembilla er en lille rund frugt, der er en anelse fladtrykt, som en mandarin også kan være. Det lille bær har en diameter på 1-2,5 cm. Overfladen er fløjlsagtigt dunet med en rød til sortbrun farve.
Uden at det skal forstås som noget ubehageligt, så kan overfladen godt minde om muldvarpens skind.
Et kendetegn er de små grønne bægerblade, der sidder ved stilken. En umoden frugt er lysegrøn eller gulgrøn.
Indeni er frugtkødet blødt og saftigt. Farven er skiftevis purpurrød og orange. Man kan svagt ane, at de mange frø ligger i rum, der er arrangeret som i en stjerne (hvis frugten skæres over på tværs).
Mange frø i denne familie indeholder blåsyre, der er meget giftigt og udskilles, hvis frøene knuses.
Dette gælder muligvis også for ketembilla. Det er derfor yderst fornuftigt at spytte frøene ud.
Smagen er frisk syrlig med en aroma, der minder meget om solbær. Der er mange, der finder frugten for sur, men der findes også varianter med en anelse sødme i smagen. Dårlige varianter kan også virke snerpende.
Normalt bruges frugterne til at lave en fortræffelig marmelade, der måske ikke helt overraskende minder meget om solbærsyltetøj. Der kan også laves gelé og kompot af frugten. Det vil stadigvæk være klogest at presse pulpen gennem en si og fjerne frøene.
På Cuba laves der en fin frugtvin af den røde saft. Sandsynligvis vil man kunne erstatte alle opskrifter med solbær med denne frugt og få ligeså lækre, men mere eksotiske resultater.
Så vidt vides, er der ingen analyser af vitamin- og mineralindholdet, men familiemedlemmet rukam indeholder en del protein og fibre.
Om Generelt
Fakta
- Navn:
- Ketembilla (Ceylon gooseberry)
- Latinsk navn:
- Dovyalis hebecarpa
- Familie:
- flacourtiafamilien
Historie
I naturen stammer ketembilla fra Sri Lanka og Sydindien, hvor træet vokser i dale og bjergegne generelt.
Efterhånden er planten dog spredt ud i et større område af Afrika og Asien (især Filippinerne).
I mindre omfang dyrkes planten også i Mellemamerika, Caribien og det sydlige USA.
Historien bag navnet
Navnet ketembilla er frugtens singhalesiske og tamilske navn. Det udtales ket embilla. Navnet har frugten fået lov til at tage med sig ud i verden. Nogle steder staves det kitembilla.
Det andet navn, ceylon gooseberry, er engelsk og betyder: stikkelsbær fra Ceylon (Sri Lanka). Det er absolut ikke et stikkelsbær. Koloniherrerne havde det med at navngive frugter efter frugter, de kendte hjemmefra i dette tilfælde et stikkelsbær. Hvis det endelig skulle være, kunne de i det mindste have valgt solbær, som frugten minder om i farve og smag! Ceylon hentyder til frugtens hjemstavn, Sri Lanka og Sydindien.
Der findes en krydsning (hybrid) mellem Dovyalis hebecarpa og Dovyalis abyssinica, kaldet tropisk abrikos.
Klima
Planten stammer fra tropiske egne. Men her vokser den i bjergegne. Derfor kan planten også trives i varmere subtropiske lande.
Planten tåler ikke frost. Den er følsom overfor en længere tørtid. Derfor må der ofte kunstvandes, mens frugterne udvikler sig.
Vækst
Ketembilla kan formeres på mange måder. Der kan bruges frø. Det er en ganske almindelig metode.
De sås i små kasser, der er dækket til. Der findes dog en variation i frugternes kvalitet.
Derfor er stiklinger, air layering og forskellige former for podning en mere sikker form for formering.
Herved føres nøjagtig det samme arvemateriale videre til den nye plante. Det kaldes for vegetativ formering.
Blomstring
Det lille træ kan blomstre hele året rundt. I sit hjemland Sri Lanka sker det dog over et par måneder.
Træet er enkønnet, det vil sige, at det enten har hanblomster eller hunblomster. Blomsterne dukker op enkeltvis eller i små grupper i den yderste del af de tynde grene. De er cremehvide og sidder tæt ind til grenen, ofte ved foden af en bladstilk.
Høst
I plantens hjemland, Sri Lanka, har frugten en sæson, der går fra august til september. Andre steder kan der være høstmodne frugter samtidig med at træet blomstrer. Da frugterne ofte sidder tæt sammen på tynde grene, bliver frugterne undertiden høstet ved at grenen klippes af som en slags klase af frugter.
Under alle omstændigheder er det klogt at klippe frugterne af, da en del af frugten ellers kan blive siddende tilbage på grenen.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
