Menu
• Indhold

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin)

Passiflora quadrangularis



lysegrøn frugt på blad

Bliver man budt på en kæmpegrenadil, bør man se efter, om den er moden. I frugtens indre finder man nemlig nogle flade frø. Dem bør man undgå, hvis frugten er umoden. Frøene er giftige og udskiller blåsyre, hvis de knuses. Kæmpegrenadil dyrkes især i plantager i Venezuela. Men det kræver hårdt arbejde. Det er en klatrende plante og derfor skal der bygges store stativer, den kan vokse op ad. Frugten bruges især til juice, men den er sjælden i Danmark. Det kan skyldes, at de andre frugter i familien anses for at være mere delikate.

 

Generelt

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …

Kæmpegrenadil eller badea, som den også kaldes, er en meget stor oval (ægformet) frugt. Den kan blive hele 10-30 cm lang og 10-18 cm i diameteren. Den kan veje op til 5 kilo! Størrelsen varierer dog meget og frugter til salg er som regel væsentligt mindre. Normalstørrelsen i butikkerne (i troperne) ligger omkring 15 cm i længden og 7-10 cm i diameteren.

Formen får en til at tænke på papaya eller græskar. Et tværsnit viser, at frugten ikke er helt rund. Den er i stedet svagt firkantet. En umoden frugt er lys grøn. Ved modenhed skifter farven til gulgrøn (sjældnere rødlig).

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …

Skæres frugten over i to halvdele, findes der en tyk kødet og saftig hinde med hvidt væv under skallen, der er 1,5-4 cm i tykkelsen.

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …

Inderst findes så selve frugtkødet i et hulrum. Det er lyserødt og geléagtigt, men saftigt. I denne pulp ligger de flade frø, der kan spises med, når frugten er moden og ikke før! Knuses frøene mens frugten er umoden, udskiller frøene nemlig blåsyre! Frøene er mørkebrune og op til 1 cm lange.

Kæmpegrenadil er både sød og lidt syrlig i smagen. Den har dog ikke helt de andre passionsfrugters fantastiske aroma.

Det er dog mest almindeligt at blende bærrene til saft. Her sies frøene fra, da de ellers virker som en forstyrrende grums i drikken. Den lyserøde saft kan så nydes afkølet eller blandet sammen med andre frugtsafter af f.eks. ananas, guava, papaya og appelsin. Saften kan koges videre med sukker til sirup.

I modsætning til de andre passionsfrugter, så kan det tykke skind spises. Hos en moden frugt, kan skindet koges til kompot.

Hos en umoden frugt koges skindet som en grøntsag. Her skal man dog skrabe pulp og frø ud i midten, da det kan være giftigt. Det kan derfor være klogt at rådføre sig med forhandleren, inden man sætter tænderne i denne ellers så lækre frugt.

Kæmpegrenadil er ganske næringsrig. Den er rig på A-vitamin, B-vitamin (niacin) og C-vitamin (20 mg. pr 100 g). Indholdet af jern, fosfor og kalcium er også pænt. Desuden indeholder kæmpegrenadil 0,9 g protein i denne pulp.

 

Historisk

 

Historie

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …

Kæmpegrenadil stammer i naturen fra Andesbjergene i området Ecuador, Colombia og Venezuela.

Herfra har den bredt sig op i Mellemamerika og ud på de Caribiske Øer.

Ret sent er den blevet ført ud i den øvrige tropiske verden, således at man også kan støde på den i Indonesien (samt i mindre omfang resten af Sydøstasien), USA (Hawaii) og Australien.

Det vigtigste dyrkningsområde er Venezuela, hvor frugten er meget populær.

 

Historien bag navnet

I ældre dansk litteratur benævnes denne frugt barbadin. Det stammer fra det franske navn barbadine.

Navnet kæmpegrenadil går igen i mange landes betegnelse for frugten (engelsk: giant granadilla og Riesengranadilla på tysk). Det hentyder naturligvis til størrelsen på frugten.

Frugten hedder dog samtidig badea på mange sprog som en slags ekstra navn.

Det latinske navn quadrangularis hentyder til, at grene, lianer og delvist også frugten er firkantet.

 

Beskrivelse og produkter

 

Beskrivelse

Kæmpegrenadil er en flerårig klatreplante (urt), ligesom vi kender fra klematis og kaprifolie, eller i frugtverdenen fra vinplanten. Fra selve 'stammen', der kan blive lidt træagtig, skyder der sidegrene eller lianer ud til siden. Disse lianer kan blive helt op til 15 m lange (normalt 3-10 m). Lianerne hægter sig fast til omgivelserne ved hjælp af klatretråde, der kan ses på planten som små spiraler. Dette udnyttes i plantagerne ved at lade lianerne vokse langs wirer. Mange planter dyrkes i haver, hvor planten får lov til at vokse op ad et træ. Hvis man ser frugterne hænge og dingle, kan man ikke altid se plantens blade, men derimod træets.

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) - hånd holder frugt
Navn: Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) Latinsk …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) - spiral
Navn: Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) Latinsk …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) - 2 frugter
Navn: Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) Latinsk …

De mørkegrønne blade er ovale eller hjerteformede. På den 3-8 cm lange bladstilk sidder 3 par dækblade. Selve bladet bliver 10-25 cm lang og 8-18 cm bred. Kendetegnende for denne plante er de fire 'vinger', der går ud fra de firkantede stængler og blade. Selv frugten er svagt firkantet, men dog så afrundet, at man kun lige kan ane det.

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) - blad
Navn: Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) Latinsk …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) - stængel
Navn: Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) Latinsk …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …

Botanisk set er frugten et bær.

 

Produkt: Juice/saft

Det siges, at der i Indonesien er en mindre produktion af saft fra kæmpegrenadil. Saften er ganske velsmagende, men mangler den kraftige aroma fra f.eks. maracuja. Der fremstilles også frossen sorbet (drik).

I Sydøstasien bruges saften også i sodavand.

 

Produkt: Gift

Hvis frøene af en umoden kæmpegrenadil knuses, udskiller de blåsyre, der er meget farligt.

Rødder og blade indeholder også et stof, passiflorin, der anses for farligt. Det siges at påvirke psyken.

 

Klima og vækst

 

Klima

Planten trives kun i varmt tropisk klima, hvor der skal være en del fugt i luften.

Selvom den stammer fra bjergområder, så trives den fra nær havets overflade og op til omkring 1.000 meters højde. Planten trives ikke så godt i havniveau. Højden 200-500 m siges at være bedst. Over denne højde er væksten langsom.

 

Vækst

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …

Kæmpegrenadil kan formeres på to forskellige måder. Man bruger ofte frøene, der normalt sås i små polyesterposer (polybags). I hver 'sæk' kommes 2 eller 3 frø. Frøene spirer efter 2-4 uger. Når de er omkring 4 måneder gamle eller mellem 15 og 25 cm høje, er de klar til udplantning. Der plantes normalt ud i starten af en regntid.

De små planter tages ud af poserne og kommes i et hul, der er ca. 30 cm både i dybden og bredden. Hullet fyldes godt ud med muldjord iblandet organisk gødning eller ½ kilo superfosfat.

Da planterne er lianer, skal de have noget at kravle op og hen ad. Det gøres med pæle, hvor imellem der spændes galvaniserede wirer. Der er mange forskellige systemer at spænde trådene ud på. En almindelig måde er, at sætte pælene på rækker, der er ca. 100 m lange. Ved hver pæl plantes der 2-3 små planter. Mellem rækkerne er der en afstand på ca. 3 m.

Når man planter passionsfrugter i rækker, går rækkerne som regel i øst-vestlig retning. Så sikres en maksimal indstråling fra solen.

De steder, hvor man sår to frø i hver pose, fjerner man den svageste af planterne og binder den anden op langs pælen. Hvis man sår tre eller flere frø, fjernes stadig de svageste. De to bedste kan man så flette rundt om hinanden, så stænglerne kommer til at ligne et reb. I hvert fald flettes rankerne omkring wiren, så de to planter kommer til at vokse i modsat retning.

Det er dog ikke kun frøene, der bruges til formering. Selve lianen kan også skæres i mindre stykker (stiklinger), der kan kommes i små polybags, hvor de slår rødder.

Passionsfrugter vokser bedst i jord, der har en pH-værdi på 6.0 eller lidt højere. Den kan kaldes en surbundsplante, der dog behøver en del kalk.

Der går 9 måneder fra udplantning til planten begynder at blomstre.

 

Blomstring og pasning

 

Blomstring

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …

Planten giver frugt allerede når den er ca. et år gammel. Blomsten minder om passionsblomsten i vindueskarmen.

De fleste mener dog, at den er endnu smukkere. Den er 10-12 cm i diameter.

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …

Bæger- og kronblade er smukt violette. Men i centrum er blomsten skiftevis violet/mørkerød og hvid. Det gør de hængende trævler lidt tigerstribede.

Blomsterne bliver bestøvet af store insekter. Insektbestøvning er mest succesrig i plantens naturlige vokseområde. Det er dog højst 5% af blomsterne, der på denne måde giver frugt.

Ved håndbestøvning giver derimod op til 90% af blomsterne frugt.

Det meste af dagen er blomsterne tillukkede. De åbner sig først sidst på eftermiddagen omkring skumringstid.

Når en lian har blomstret og givet frugt, bliver den klippet af ved grundstammen, da den ikke vil yde mere. Ret hurtigt skyder der dog en ny lian ud og giver den næste omgang frugt. Blomstring og høst foregår hele året rundt. De fleste steder falder blomstringen dog i slutningen af en regntid, hvor planten har haft sin største vækst. Blomsterne sidder som regel et stykke fra enden af en lian.

Der går 60-80 dage fra blomstring, til frugter er modne.

 

Pasning

Det siger sig selv, at en plante, der skal føres ud ad pæle og wirer, kræver megen pasning. Oven i købet skal lianer, der har båret frugt skæres af bagefter og den nye lian føres ud af en wire.

Sandsynligheden for at man får planten at se er størst i tropiske haver. Her lader haveejerne tit planten vokse op ad et andet træ. Derved slipper man for meget af arbejdet.

Hvis man vil have frugter efter høst, skal frugtbærende lianer dog skæres af ved grundstammen eller hovedgrene.

Der vil så hurtigt skyde nye lianer ud.

I plantager skal planterne gødes ca. hver fjerde månes. Her beskæres planterne ofte for at stimulere dem til at sende flere sideskud ud.

Af skadedyr nævnes kun en virus, der gør planten træagtig i sit ved.

 

Høst og pakning

 

Høst

Frugterne høstes ved, at stilken skæres af et stykke over frugten. Frugterne modnes ikke samtidigt. Planten skal derfor jævnligt efterses for modne frugter. Mange frugter sidder i haverne så højt oppe, at det er nærmest umuligt at komme op til dem. Her bruges en lang bambusstang til at vriste frugten fri. Hvis stangen er kløftet, er det lettere at gribe fat omkring den solide stængel. Ellers må man dreje stangen rundt, indtil frugten kan rykkes ned.

Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) - dame holder stang
Navn: Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) Latinsk …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) …
Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) - stang ved frugt
Navn: Kæmpegrenadil (Badea/barbadin) Latinsk …

En god plante giver 16-50 frugter om året.

 

Pakning

Det er yderst sjældent, at frugten overhovedet kommer til Europa.

 

Transport og opbevaring

 

Transport

Da kæmpegrenadil har en kort holdbarhed, vil den kun kunne komme hertil med luftfragt (air cargo).

 

Opbevaring

Der foreligger ingen oplysninger om opbevaringen.

Det tilrådes derfor at opbevare frugten som en anden passionsfrugt.