Menu
• Indhold

Jambolan (Java plum)

Syzygium cumini eller Eugenia cuminii



mange hele frugter

Hvis man er så heldig at blive budt på en lille, lækker jambolan, bør man tage imod tilbuddet med det samme. De modne frugter er saftige og minder om vindruer. Jambolan-træer trives kun i fugtige og varme egne. De plantes ofte for at give skygge for den bagende sol. Frugterne dukker sjældent op i Europa. Selv i Sydøstasien, hvor de dyrkes, skal man være heldig for at få fat på dem, fordi høstsæsonen er meget kort. Frugterne er skrøbelige og holder sig kun kort tid, efter at de er plukket.

 

Generelt

Jambolan (Java plum) - mange hele …

Sandsynligheden for at støde på denne lille lækre frugt i Europa er meget lille. Hvis det skulle ske, så gælder det om at slå til med det samme og købe nogle stykker, da der måske ikke kommer nye forsyninger ugen efter. Det samme er tilfældet, selv hvis der er dynger af frugten på et rejsemål i Sydøstasien (Thailand, Indonesien eller Filippinerne). En enkelt uge ligger frugterne i hobetal på markedet og næste uge kan sæsonen være ovre.

Jambolan har form og størrelse som en oliven, det vil sige mere aflang og cylinderformet end oval.

Frugtens længde er som regel 1,5-2,5 cm, men variationen svinger fra 1-5 cm. Overfladen virker lidt ru. I spidsen sidder fligene fra bægeret tilbage. Farven varierer fra lys purpurrød til mørk violet eller helt sort. Der findes endda hvide frugter.

Jambolan (Java plum) - 3 hele + …

Indeni er frugtkødet gennemsigtigt grågult til violet. På langs af frugten ligger et stort aflangt frø på maksimalt 3,5 cm i længden (eller sjældnere 2 mindre i forlængelse af hinanden). Antallet af disse grønne til brune frø kan dog variere fra slet ingen frø til 5. Frøet farver alt, hvad det kommer i berøring med purpurrødt. Farven sidder på frøets overflade og kan let vaskes af tøj, hænder og så videre.

Umodne frugter er grønne og har en stram syrlig smag. Det skyldes et højt indhold af tannin (garvesyre).

Ikke desto mindre bliver disse umodne frugter spist lokalt efter at være drysset med salt og rystet i en beholder, til de er blødgjorte (især i Indien og på Filippinerne).

Andre steder gnides de umodne frugter i salt efter at skindet er blevet snittet. Derefter får frugterne lov til at ligge i en time.

De fleste vil dog foretrække at vente til frugterne er modne. Så har det saftige og vindrueagtige frugtkød en frisk syrlig og samtidig en anelse sød smag. På dette punkt spises frugten normalt umiddelbart efter plukning.

På grund af sin korte holdbarhed og sæson spises frugterne friske med det samme. Resten laves først og fremmest til saft og vin. Mindre velsmagende frugter laves til marmelade.

Frugten har et rimeligt højt indhold af C-vitamin (5-35 mg pr. 100 g), A-vitamin og B-vitaminer. Af mineraler findes jern, kalcium og fosfor.

 

Historisk

 

Historie

Jambolan (Java plum) - træ med …

Der hersker lidt tvivl om, hvor træet stammer fra. Det er enten Indien eller Java (Indonesien). Begge steder er der en lang tradition for dyrkning af planten, så muligvis stammer den fra begge steder. Andre påstår, at planten naturligt stammer fra Himalaya, Indien, Sri Lanka, Indonesien, Papua New Guinea og Australien.

Jambolan er nu udbredt fra Pakistan til Australien og det sydlige Kina. Samtidig findes den på mange af øerne i det Indiske Ocean.

Dens udbredelse er større end dette område. Det påstås, at man kan støde på jambolan overalt i det subtropiske og tropiske område, men antallet af træer er ringe og frugterne spiller ingen nævneværdig rolle udenfor plantens naturlige vokseområde.

Jambolan har alle steder en kort sæson, hvor frugterne er uhyre populære.

 

Historien bag navnet

Jambolan og Java plum er de to navne, der går oftest igen på de internationale sprog. Lokalt har den dog vidt forskellige navne.

 

Beskrivelse og produkter

 

Beskrivelse

Det stedsegrønne træ af jambolan bliver 10-20 m højt. Stammen når en diameter på 40-90 cm. Den deler sig hurtigt i mange hovedgrene. Barken er ru og mørkegrå nederst, men bliver glat og lysegrå længere oppe. Bladene er modsat stillede. De er omvendt ovale eller aflangt elliptiske i formen med en længde på 5-25 cm og 2-10 cm i bredden. Bladene er tykke og læderagtige, men tynde og gennemsigtige i kanten. De er skinnende mørkegrønne på oversiden og olivengrønne på undersiden. Den midterste bladrib er tydeligt lys, næsten hvid. Bladene dufter af terpentin, hvis man knuser dem. Unge blade er næsten lyserøde.

Jambolan (Java plum) - stamme og …
Jambolan (Java plum) - stamme og grene
Navn: Jambolan (Java plum) Latinsk navn: …
Jambolan (Java plum) - blade
Jambolan (Java plum) - blade
Navn: Jambolan (Java plum) Latinsk navn: …

Træet har en tæt krone og plantes ofte som skyggetræ for den bagende sol eller som læhegn. I Indien bruges træet f.eks. som skyggetræ i kaffeplantager. Som et ekstra plus, giver den så velsmagende frugter.

Blomster og frugter sidder i små klaser tæt ind til grenene. Da der er mange af dem, virker grenene helt oversåede. Andre træer har færre frugter, der hænger i længere klaser.

Jambolan (Java plum) - frugter …

Botanisk set er frugten et bær.

 

Produkt: Saft, vin og eddike

Frugtkødet minder meget om vindruens. Derfor anvendes saften især i Indien og på Filippinerne på nogenlunde samme måde.

På grund af syrligheden kan der fremstilles forfriskende saftdrikke. Saften kan også gæres videre til frugtvin. Jambolan vin er en betydelig salgsvare på Filippinerne.

Saft af umodne frugter bruges på samme måde som vineddike.

De utallige blomster giver tilsammen masser af nektar, som bierne indsamler til en fortræffelig honning.

 

Produkt: Medicin

Forskellige dele af planten anvendes som medicin. Mod sukkersyge og mavesmerter anvendes både udtræk af bark og blade, frugtsaft og pulveriserede frø. Især frøene i pulverform bruges til behandling af mavesår, sukkersyge, diarré, dysenteri og andre lidelser. Førhen var frøene derfor en handelsvare. Fra Caribien blev der eksporteret frø til Europa og landene i Polynesien samt Malaysia fik frøene fra Indien.

 

Produkt: Ved

Veddet fra jambolan bruges som brændsel af rimelig god kvalitet.

 

Klima og vækst

 

Klima

Planten stammer fra tropiske lande, hvor den vokser i lavlandet op til 600meters højde. godt nok kan man støde på træet helt op til 1.800 meters højde, men her bærer træerne ingen frugter.

Hvis planten skal trives, skal der både være en udpræget regntid og en tørtid. Nedbøren skal mindst være på 1.000 mm om året. Jambolan er ret tolerant overfor både blæst, oversvømmelse og tørke. Planten trives også i varmere subtropisk klima, men lider under selv en kortvarig frost.

 

Vækst

Jambolan (Java plum) - små planter …

Der er ingen problemer med at formere jambolan med frø. Det er nærmest for let. Fuglene spreder frøene via deres afføring og træet kan hurtigt blive en plage på åbne græsarealer. Frøene mister dog hurtigt deres spireevne. Til gengæld spirer de inden for 2 uger.

Variationen i kvalitet er stor, når der bruges frø. Ekstra gode sorter dyrkes og formeres ved podning og stiklinger.

Da træet udvikler en bred og tæt krone, bliver de små planter plantet ud i en afstand af 8-10 m. Jambolan kan plantes ud i mange forskellige jordbundstyper. De kan vokse i sump eller langs flodbredder og de trives i veldrænet jord højere oppe.

Frøplanter begynder at blomstre, når de er 7-8 år gamle, mens podede planter starter i en alder af 3-4 år. Træet af jambolan fortsætter med at vokse til det er ca. 40 år gammel.

 

Blomstring og pasning

 

Blomstring

Jambolan (Java plum) - knopper

De utallige blomsterstande med de små gråhvide til lyserøde blomster produceres hovedsageligt på 5-12 måneder gamle skud. Blomsterne sidder i toppe på 5-12 cm, der kan sidde enkeltvis eller i knipper. De dukker frem ved bladakser, langs bladløse grendele eller undertiden for enden af grenene. Det giver et indtryk af, at træet er oversået med blomster, der oven i købet har en behagelig duft.

Jambolan (Java plum) - afblomstret …

Hver lille blomst har et klokkeformet bæger med en længde på 4-6 mm. Det er de 4 kugleformede kronblade, der giver blomsten en svag gråhvid eller lyserød farve, men de utallige hvide støvdragere (4-7 mm) sørger for at blomsterne virker hvide.

Bier og fluer bestøver blomsterne, men vinden hjælper også med.

Hvis alle blomsterne udviklede sig til frugter, ville der ikke være kraft nok til dem alle. Derfor sørger træet selv for at luge ud i antallet. allerede 4 uger efter blomstring har træet smidt halvdelen af blomsterne og små frugter. Denne udlugning fortsætter helt frem til modning og høst. dette er en kæmpemæssig fordel for ejeren, da opgaven med lugning ellers ville være uoverkommelig.

Der går 2-3 måneder fra blomstring, til frugterne er modne.

 

Pasning

Træet er meget robust og behøver ikke megen pasning. Mange gange bliver træet brugt som læhegn for at beskytte andre afgrøder som f.eks. kaffe. Larver kan spise af bladene og nogle insekter som f.eks. frugtfluer kan spise af frugterne, men det er yderst sjældent, at det forårsager alvorlige skader.

Hvis træet ikke bærer tilstrækkeligt med frugt, kan man beskære rødderne eller skære en ring af bark væk omkring stammen. Det sidste er ikke for nybegyndere, da det kan slå træet ihjel, hvis det ikke gøres ordentligt.

I Indien tilsætter man gødning efter høst.

Der foreligger ingen oplysninger om pasningen af jambolan.

 

Høst og pakning

 

Høst

Høsten i et område foregår i starten af en regntid. I Indonesien modnes frugterne nogenlunde samtidigt og hele træet er høstet i løbet af et par dage. De foregår som regel ved at stilkene plukkes med de små 'klaser' på. En klase kan indeholde op til 40 frugter.

Nogle steder strækker høstperioden sig over 1-2 måneder (også i Indonesien). Så må man vente til de første modne frugter falder til jorden. Hvis frugterne skal sælges på markedet, må man klatre op i træet og plukke de modne frugter i mange omgange.

Et enkelt træ kan give enorme mængder af frugt. Ydelsen ligger på 60-100 kilo frugt pr. træ om året.

 

Pakning

Frugterne er skrøbelige og fragtes derfor sjældent ret langt. Pakning betyder derfor bare, at dårlige eksemplarer sorteres fra inden man skynder sig af sted til markedet.

 

Transport og opbevaring

 

Transport

Frugterne har en meget kort holdbarhed. Da de samtidig er skrøbelige, egner de sig ikke til eksport.

Hvis de skulle dukke op i Europa, ville de helt sikkert være kommet hertil med luftfragt (air cargo).

 

Opbevaring

Jambolan har en ekstrem kort holdbarhed. Samtidig er frugten meget skrøbelig.

Ved stuetemperatur er holdbarheden kun 3-5 dage efter plukning.