Menu
 

Generelt

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 4 hele …

Den gule kiwi er en glædelig nyhed for alle, der elsker den almindelige grønne kiwifrugt. Hvis man ikke er særlig begejstret for den almindelige, så bør man give denne frugt en chance. Frugten synes nemlig at tiltale både folk, der elsker den grønne frugt og så dem, der har indvendinger imod den!

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 5 hele …

De fleste kender udmærket godt udseendet af en kiwi. Det er en lille afrundet cylinderformet frugt med små brunlige hår, der giver en filtet overflade. Den gule kiwi adskiller sig fra den grønne ved at have en lille 'tud' og så har den et glattere skind med færre hår. Den bliver 5-8 cm lang, hvorimod diameteren er ca. 4 cm. Frugten kan minde om en lysebrun snørrepung.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mange …

Farven på skindet under de lysebrune hår varierer. Hos nyhøstede frugter er farven gulgrøn til lysebrun. Jo længere frugten har været på lager, desto mørkere er skindet. Under lagring mister frugten også mange hår, hvorved frugten bliver endnu mere glatskindet. Det tynde, let seje skind har en tykkelse på 0,3-0,4 mm. Hvis man ønsker det, kan skindet på den gule kiwi spises med.

Skæres frugten over på tværs, møder man et smukt syn. Yderst er frugtkødet gyldent gul. I centrum er det cremehvidt til lysegult. Fra centrum og ud i det mørkere gule frugtkød går fine lyse samt geléagtigt klare strenge. På grænsen mellem den lyse midte og det mørkere gule ligger de mange rubinrøde frø. De ligger pænt pakket ind mellem strålerne i frugtkødet.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 2 halve …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 2 halve tæt på
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 4 hele …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 4 hele + 4 halve
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …

Frugtkødet er blødt og meget saftigt. På grund af et stort indhold af C-vitamin, bliver det ikke misfarvet, hvis frugten er skåret ud. Smagen er sød og syrlig med den specielle kiwiaroma. Den beskrives hos den gule kiwi som en blanding af melon, fersken og citrusfrugter. Der er cirka dobbelt så meget sukker i den gule kiwi sammenlignet med den grønne. Umodne frugter kan udmærket spises. De er en anelse mere syrlige. En moden frugt giver efter for et let tryk og mærker blødere end grøn kiwi.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - bakke

Gul kiwi bør først og fremmest nydes frisk. Den er et mellemmåltid i sig selv. Her halveres frugten på tværs, hvorefter frugtkødet kan graves ud med en ske. Hvis man køber en bakke med 3 eller 6 frugter, følger der undertiden en gul ske med. den er specielt udviklet til både at kunne skære og grave. Efter mange prototyper fandt man en skarphed, hvor børn sandsynligvis ikke kan komme til sakde under håndteringen. Den halve frugt kan eventuelt sættes i et æggebæger.

I en frugtsalat er kiwi og jordbær som skabt til hinanden, men kiwi passer fint sammen med en række af frugter som melon, banan, hindbær og kirsebær. Samtidig matcher den gule kiwi også med syrlige frugter på grund af den større sødme.

Hvis man skræller en frugt, hvilket ikke altid er let, så kan den hele frugt skæres ud i pyntelige skiver. Man kan med lidt besvær bruge en kartoffelskræller. Skiverne virker synsmæssigt som en appetitvækker på de fleste. Ved at bruge skiver af både gule og grønne frugter, kan man lave et fantastisk farvespil i pynten. Skiverne kan vedlægges alt fra søde sager til stærkt krydret mad.

Den rå frugt indeholder et proteinspaltende enzym kaldet actinidin ligesom papain i papaya og bromelin i ananas. Dette letter fordøjelsen af proteinholdigt mad som f.eks. kød. Man kan derfor mørne kød ved at gnide det med kiwiskiver inden tilberedning eller koge/stege kødet kortvarigt sammen med kiwistykker.

Det betyder dog også, at geleringsmidler som husblas ikke størkner ordentligt, hvis ikke kiwifrugten for en kort stund overhældes med varmt vand.

Røget mad og grillmad indebærer en vis risiko, fordi der ved tilberedningen dannes kræftfremkaldende stoffer. Hvis man spiser kiwi sammen med produkterne, neutraliseres denne skadelige effekt. Man kan eventuelt sætte kiwistykker ind på grillspyddet som et farverigt, sundt indslag.

Der findes masser af opskrifter med grøn kiwi, som med fordel kan bruges til denne nye frugt. Der kan laves is, sauce, chutney, marmelade, gelé, kompot osv. Sammen med citronsaft og honning kan disse opskrifter få nye dimensioner.

Kiwi har et højt indhold af C-vitamin (118 mg pr. 100 g) og E-vitamin. Der er også et pænt indhold af folinsyre. Gul kiwi er en god kilde til mineralerne jern, natrium og kalium, hvorimod fosfor, kobber, krom, zink og magnesium kun er til stede i mindre mængder. Frugten indeholder 1,4 g protein pr. 100 g og næsten det samme af pektin.

 

Historisk

 

Historie

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - dame …

Gul kiwi's historie følger i kølvandet på den almindelige grønne kiwi, nærmest som en konsekvens af udviklingen for denne frugt.

Kiwi stammer i naturen fra Kina, hvor den er nævnt i gamle historiebøger fra kejsertiden i 1500-tallet. Her findes en stor variation i vildtvoksende planter og her har planten været dyrket i over 1.200 år. Frugten havde i starten navnet Yang-tao, fordi den især fandtes i udkanten af skove langs Yangtze Dalen. Det betyder nogenlunde 'æselfersken fra Yangtze Dalen'. Indtil i dag er det dog ikke en plante, som kineserne har gjort noget forædlingsarbejde ud af. Man har bare dyrket planter med gode frugter.

Den berømte rejsende botaniker, Robert Fortune, beskrev planter fra familien i 1845 og franskmanden Emile Planchon fulgte efter i 1847. Det vakte dog ikke den store røre ude i verden.

Ernest Walson var en anden af disse rigtige mandfolk, som i dag må nøjes med betegnelsen botaniker. Han rejste i perioden 1898-1908 rundt i Kina med det formål, at registrere og indsamle plantemateriale fra samtlige planter i Kina! Materialet blev sendt til Royal Botanic Gardens i London. Den berømte botaniske have, der også er kendt som Kew Gardens, blev etableret i 1759.

En newzealandsk kvinde ved navn Isabel Frazer mødte Walson vist nok i Shanghai, hvor hen fik nogle frø af kiwifrugter fra denne indsamling. Hele verdens produktion af grønne kiwifrugter er baseret på disse frø, som Isabel Frazer i 1904 medbragte til New Zealand.

I 1903 blev planten vist på en udstilling i London. Et haveblad gav en omtale af plante og frugt på samme tid. Nogenlunde samtidig kom planter også til botaniske haver i Frankrig og Florida, men det vakte heller ikke nogen opsigt. Planterne fik lov til at vokse upåagtet i haverne.

Alexander Allison var den første, der omkring 1905 begyndte en systematisk dyrkning med disse frø i New Zealand. De første frugter dukkede op i 1910. Der var stor variation i i frugterne af disse frø og variationen fortsatte i de følgende år med de 'nyhøstede' frø. De første vellykkede frugter blev dyrket med sortsnavnet Allison, opkaldt efter denne mand.

I 1920'erne rykkede dyrkningen til Bay of Plenty på Nordøen. Det viste sig hurtigt at være det rette sted for planten. Bruno Just var den første, der arbejdede seriøst i dette nye område. Han har ved krydsninger leveret sorter under navnene Bruno (1930) og Monty (1957) samt muligvis Abbott (1920).

Det blev dog Hayward R. Wright, der indtil videre har leveret den mest udbredte kiwisort, Hayward. Han udvalgte den som frøplante i 1924 og sendte den i handelen i 1930.

I 1952 startede den første eksport fra New Zealand svagt op. Den var især rettet mod USA. Dengang havde frugten navnet chinese gooseberry (kinesisk stikkelsbær). På dette tidspunkt (ja og frem til murens fald!) så amerikanerne kommunister allevegne. Under ledelse af Mac-Carthy skulle alle tendenser i retning af en kommunistisk tankegang fjernes i USA. Amerikanerne havde derfor svært ved at interessere sig for et stikkelsbær, der kom fra det kommunistiske Kina selvom frugterne kom fra New Zealand. En forhandler i San Francisco fandt derefter på at give frugten handelsnavnet kiwifruit. Det var inspireret af den newzealandske nationalfugl, kiwi'en.

Derpå begyndte interessen hurtigt at vende. I 1953 kom de første frugter til Europa. Siden har frugten gået sin sejrsgang over hele verden. Der findes ingen anden frugt i nyere tid, der på så kort tid har erobret verden. I løbet af de første 20 år steg eksporten eksplosionsagtigt og plantageejere blev millionærer over en nat.

Tyskland, der altid har været den største importør, var involveret i, at Italien også kom i gang med dyrkningen. Derved kunne tyskerne få kiwifrugter året rundt, da Italien jo har modsatte årstider af den sydlige halvkugle. Denne produktion startede i 1960'erne, men kom først på banerne i 1970'erne. Mange lande er fulgt efter i kølvandet af frugtens succes. Det har bevirket en stor konkurrence og derved lavere priser for os forbrugere.

Kiwidyrkningen var indtil dette tidspunkt baseret på de frø, som Isabel Frazer bragte til New Zealand. Der har i mange år været skrevet om, at der helt sikkert ville dukke nye sorter frem af kiwi. Her regnede alle med, at det næste ville blive en frugt, der kunne dyrkes helt op til vore breddegrader. Derfor er det lidt overraskende, men også logisk, at det blev New Zealand, der kom først med et fint resultat.

Allerede i 1975 kunne dyrkerne af kiwi på New Zealand mærke den stigende konkurrence fra andre lande. I kølvandet af New Zealands succes er Italien nu den største producent i Verden af den grønne kiwi. Derfor besluttede newzealænderne at sende en delegation til Kina for at lede efter nye arter og varieteter af kiwi. Den første delegation drog afsted i 1977. Her bragte man frø hjem fra Beijing Botanical Gardens af Actinidia chinensis. De blev udplantet i forsøgshaverne ved Te Puke. I 1981 blev yderligere frø indsamlet i det sydlige og centrale Kina samt hos Guangxi Institute of Botany i Gulin.

En moder plante fra den første rejse blev senere valgt ud på grund af den fine gule farve og gode smag. Som hanplante til bestøvningen blev valgt en plante fra Gulin, fordi den producerede store saftige frugter. Af alle resultaterne fra denne bestøvning, blev en enkelt plante valgt ud i 1992, Hort 16A. Man havde mange frugttyper at vælge imellem. Denne sort havde en synsmæssigt 'irriterende' snude. Man valgte alligevel at satse på den, fordi den havde den bedste farve og smag som jo i den sidste ende er det afgørende.

I 1997 var 400 ha plantet ud med gul kiwi. Samme år eksporterede man 4.000 bakker med frugterne. Disse bakker nåede ikke ud til ret mange mennesker på kloden. Siden har mange dyrkere af grøn kiwi satset på dyrkning af begge slags. År 2000 var så det første år, hvor man kunne sende frugterne ud på hele det europæiske marked.

Det er muligt at dyrke den patenterede plante i andre lande. Derfor vil der sikkert finde en udplantning sted i mange lande fremover.

 

Historien bag navnet

Denne frugt er så ny på markedet. Organisationen af kiwidyrkere i New Zealand (ZESPRI™) har patenteret dyrkningen af denne frugt og lanceret den under det beskyttede handelsnavn ZESPRI™ gold Kiwifruit. De omtaler den i daglig tale som gold, kiwi gold og gold Kiwifruit. Herhjemme har den dog allerede fået navnet gul kiwi. Det er nemt at forstå. Det eneste forstyrrende heri er, at den frugt, vi førhen kaldte kiwi den hedder nu pludselig almindelig kiwi eller grøn kiwi. Men det lærer vi nok hurtigt at leve med.

Navnet kiwi blev af den oprindelige befolkning på New Zealand, maorierne, givet til en brun fugl med en rund og dunet overflade. Den er landets nationalfugl, fordi de i alt 3 arter af kiwi kun findes på New Zealand. En amerikansk frugtsælger kom på dette handelsnavn for frugten på grund af ligheden med fuglen. Førhen hed frugten nemlig chinese gooseberry (kinesisk stikkelsbær). Mange mennesker på New Zealand kalder stadig frugten for chinese gooseberry også selvom frugten slet ikke er et stikkelsbær. Resten kalder den for kiwi fruit. Kiwi er nemlig et nationalt symbol på New Zealand. Rugbyholdet kaldes kiwis, ja en newzealænder er en kiwi.

På verdensplan forstår folk handelsnavnet kiwi selv på fransk. På dansk staves navnet også kiwifrugt, kivifrugt og kivi.

Både gul kiwi og den almindelige grønne kiwi har det botaniske navn Actinidia chinensis. Der er dog botanikere, der skelner mellem frugter med glat skind under dette navn og så ruhårede frugter (de fleste af de almindelige grønne) under navnet Actinidia deliciosa.

Den gule kiwi findes i øjeblikket kun som én sort under navnet Hort 16A. Dette lidt besynderlige navne kommer af, at planten, der blev valgt ud, voksede i blok 37, række 1, bås 16 og position A.

 

Beskrivelse og produkter

 

Beskrivelse

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - planter …

Kiwiplanten er en løvfældende slyngende busk, der dyrkes i en eller anden form for espalier. Den opnår derfor en maksimal højde af 2-3 m. I naturen kan planten blive op til 9 m høj, hvis den har noget at vokse opad. Naturlige planter har dog ofte mere karakter af en busk end en klatreplante.Grenene beskæres ligesom vinplanter hvert år. En gren kan dog blive 5-8 m eller mere i løbet af en sæson. Som bønneplanter snor stamme og sidegrene sig omkring stænger og tråde. Kiwiplanten snor sig altid mod venstre. De dyrkede sorter i plantager består af hanplanter og hunplanter. Hanplanternes funktion er udelukkende at bestøve de frugtgivende hunplanter.

Unge grene og blade er fyldt med stive hår. De første blade på unge planter er ofte røde og behårede. Senere bliver bladene lysegrønne til olivengrønne. Undersiden er mere lys og hos hunplanterne findes der hår langs randen af undersiden. Planterne får store blade, der kan blive op til 20 cm lange og 25 cm brede. Formen skifter mellem nyre- og hjerteformet. For et trænet øje er bladene på den grønne kiwi mere tilspidsede. Hanplanter kan senere på året kendes på, at de rager højere op i plantagen end hunplanterne. Bladstilken er som regel 6-10 cm lang. Den har ofte et lysebrunt skær. Frugtstilken er kortere.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - blade …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - blade i sollys
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mange …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mange frugter
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - frugter …

Botanisk set er frugten et bær.

 

Produkt: Medicin

Gul kiwi har visse medicinske egenskaber. For det første er indholdet af C-vitamin så højt, at man mindst skal spise 2 appelsiner for at få den samme mængde som i en gul kiwi. Dette forhindrer skørbug og forebygger forkølelse. Sammenholdt med det høje niveau af E-vitamin plus andre kemiske stoffer, findes der mange antioxidanter i kiwi. Derved styrkes kredsløbet. Kolesteroltallet daler og hjertet styrkes.

Frugten fremmer fordøjelsen både ved, at protein i maden nedbrydes bedre og ved at frugten virker svagt afførende.

 

Klima og vækst

 

Klima

 

Vækst

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - podeplante

Ved formering af gul kiwi kan man godt bruge frø. Det er på denne måde de forskellige sorter er opstået. Men man må væbne sig med tålmodighed, for der kan gå op til 10 år, før de første frugter dukker op. Det tog næsten 20 år at udvilke den gule kiwi. Frøene vil sandsynligvis splitte sig op i forældrenes egenskaber. Man skal derfor slet ikke regne med, at arvematerialet er identisk med frugten, de er taget fra. De små frø pilles ud af frugten, skylles og lægges til tørre. Mens de er i frugtkødet er de bløde. Ved tørring bliver de hårde. Når frøene skal sås, er det klogt lige at lægge dem i fryseren for en kort stund. Det sætter gang i spiringen.

I plantager dyrker man planter med ens egenskaber. Her benytter man sig udelukkende af podning. Om vinteren benyttes i øjeblikket to små grene, der podes over på gamle planter af den grønne sort, Hayward.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 2 rækker

Der er stor variation i udplantningen. Man lader altid planten slynge sig af wirer i en eller anden form for espalier. Planterne sættes i rækker, der som regel går i retning fra nord til syd. Derved opnås maksimal udnyttelse af sollys og varme. Rækkerne kommer efterhånden til at ligne lange hække. Mellem rækkerne er der ofte 5-7 m. Planterne breder sig og det skal være muligt at køre med f.eks. en traktor mellem rækkerne.

Det er meget almindeligt, at man bruger stopler af metale eller træ, hvo man i en højde af 2 m eller mere har en tværbjælke, så stolpen kommer til at ligne et T. Her lader man så de fleste wirer gå oppe langs tværbjælken. Ofte lader man tværstangen bue nedad. derved kan man gå som under et halvtag og plukke frugterne. Når sidegrenene skyder udad og ikke har noget at slynge sig henad, kommer de til at bue nedad på grund af frugternes vægt. Afstanden mellem planterne i rækken er typisk 4-5 m. Med jævne mellem rum skal der være stolper til at støtte wirerne, da de med tiden skal bære en stor vægt.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - plantage

På New Zealand bruger man også et andet system. Her lader man wirer gå på tværs af planterækkerne. Afstanden mellem planterne i rækkerne er her 2-3 m, fordi sidegrenene i dette system skal vandre ud til siderne i stedet for på langs af rækkerne. Mellem rækkerne er afstanden større, så en traktor kan køre rundt derinde. Dette system minder lidt om en carport, hvor stolperne i carporten er stammerne af kiwiplanterne og taget er grene, blade og frugter. På denne måde kan man gå på kryds og tværs i plantagen og plukke frugterne i 'taget'.

Med jævne mellemrum plantes der en hanplante. Den giver ikke frugt, men skal bruges til bestøvningen.

Jordbunden i en plantage skal være sur. Det vil sige at pH-værdien skal være 7 eller derunder. Den optimale pH-værdi ligger på 4,5-5,5. Hvis værdien kommer derunder, må man tilsætte jorden lidt kalk. Hvis den kommer over 7, kan dette ses øjeblikkeligt på bladene, der bliver gullige. Så må jordbunden tilsættes f.eks sphagnum.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - stolpe …

Denne plante har vist sig at vokse ekstremt hurtigt i forhold til almindelig kiwi. Ydelsen er også meget højere. Derfor har man måttet udskifte tværbjælkerne mange steder med kraftige metalstænger. De gamle træstænger kunne simpelthen ikke holde til frugternes vægt.

Det første år får planten mere eller mindre lov til at vokse op uden beskæring. Nogle gange må man hjælpe grenene til at vokse i den retning man ønkser. Fra ca. det andet år må man i gang med to beskæringer om året. Ellers vil sidegrene og planter filtre sig ind i hinanden i et uoverskueligt virvar. Stammen og frugterne skal have lys og luft for at udvikle sig. Der skal dog være blade til at beskytte frugten mod solskolning, som kan ses på nogle frugter som mørke pletter.

Podeplanter begynder at blomstre og give frugt i en alder af 1-2 år. Planten giver dog først rigtig godt, når den er 3 år gammel. Derefter kan den sandsynligvis blive ved med at yde i 40-50 år som gamle typer af kiwi gør.

 

Blomstring og pasning

 

Blomstring

Blomstringen starter, når podeplanten er 1-2 år gammel. Hen på foråret skyder de første grene med blade ud fra stængelen. På disse grene vil der så komme små lyse knopper. Dette er blomsterknopperne, der tager hele 60-70 dage om at udvikle sig frem til blomstring. I 30-40 dage ser disse kugler ud til at ligge i dvale. Denne periode kaldes blomsternes ballonstadium. I denne fase udvikles alle blomstens funktioner.

Først når blomsterne er helt åbne, kan man se forskel på han- og hunblomster. Hanblomsterne hænger ofte i store grupper. De er ca. 4 cm i diameter. De 5-6 kronblade er kridhvide i starten, men bliver derefter gullige. Kronbladene er let krøllede i randen. I midten sidder utallige støvdragere og stråler ud i alle retninger. Støvkapperne er gule. Man kan undertiden se en forkrøblet griffel i centrum, men hanplanter i plantager giver ikke frugter. De er udelukkende plantet for at bestøve de frugtgivende hunplanter.

Hunblomsten har mindre krøllede kronblade, der også er kridhvide, men skifter til gullige efter 3-4 dage. De har en diameter på 5-6 cm. Hunblomsterne kan kendes på de bleghvide støvdragere i centrum, der meget smukt stråler ud til siderne som en propel. Der er 20-30 stråler som kan ses i den færdige frugt som hvide striber i det grønne frugtkød. Mellem strålerne i frugtkødet ligger så resultatet af bestøvningen, frøene. Bagved de hvide stråler på blomsten, sidder et mindre antal støvdragere. Man ved ikke helt om de eventuelt også deltager i bestøvningen.

I mange plantager plantes der 1 hanplante for hver 10 hunplanter. I et drivhus vil det dog være klogt at plante 1 for hver 5 hunplanter, da bestøvningen her er begrænset. Her står hanplanter tæt ved indgangen og udluftningsvinduer, så vinden kan føre pollen ind mod hunplanterne.

Den bedste bestøvning står humlebier for. I de fleste plantager har man dog opsat bistader ved rækkerne. Blomsterbier bliver dog ikke særlig tiltrukket af blomsterne på grund af en ringe udskillelse af nektar. Samtidig er det svært for bierne at indsamle pollen fra blomsterne. Man mener at vindbestøvning også er en faktor i bestøvningen. Bestøvningen er en meget vigtig faktor for frugtdannelsen. Jo bedre bestøvning, desto flere frø og derved større frugt.

Få dage efter bestøvningen er frugtknuden allerede begyndt at svulme op. Derefter udvikles frugten hurtigt i størrelse. Det betyder dog ikke, at frugten er klar til høst efter ca. 1 måned. Fra bestøvning går der nemlig 5-6 måneder, før frugterne er parate til at blive høstet. Frugtens vækst er bare kraftig i starten, hvorimod de fleste frugter har en jævn vækst frem mod modning.

 

Pasning

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 2 mænd …

På New Zealand er vinden et væsentligt problem. Planten er både følsom overfor blæst, men også overfor det salt som vinden eventuelt kan bringe med sig. Øerne er overalt tæt på havvand. Her bruges store summer på læhegn. Disse levende hegn bliver hvert år klippet, så planterne bliver så tætte som muligt uden at fylde for meget. Samtidig er en konstant mængde vand nødvendigt, hvorfor der i tørre perioder må kunstvandes.

Anlæg af espalier, hække og kunstvanding er blot nogle af elementerne i plantagedriften. Stammen kan let blive angrebet af svampe. Det sker ofte efter at den er blevet våd. Derfor sprøjtes der i almindelige plantager med fungicider omkring stammen. Der er også et stort beskæringsarbejde ligesom i vinmarker.

En vis udtynding blandt frugterne skal der også til. Hvis alle frugter i en ranke bliver til noget, kan det resultere i små frugter.

Når planterne er ca. 1 år gammel og har fået godt fat i espalieret, må man for eftertiden beskære planten både om sommeren og om vinteren.

 

Høst og pakning

 

Høst

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - flere …

Hvis man ser bort fra citrusfrugterne, så er kiwi en af de frugter, der høstes senest i subtroperne. Hvis man ser på frugterne midt på sommeren, ser de ud til at være spiseklare. Det skyldes den usædvanligt kraftige vækst i starten. Frugtmodningen tager derimod ganske lang tid. frugterne høstes endda før de er helt modne. På den måde kan man opbevare dem i lang tid. Samtidig med dette har de en rimelig lang holdbarhed, hvis de eksporteres med det samme.

Frugterne er høstmodne, når sukkerindholdet (BRIX) er ca. 14. Det måles med et kikkertagtigt apparat, hvor saft fra frugten hældes i den ene ende. I den anden kan man så aflæse sukkerindholdet akkurat som temperaturen på et termometer. Derfor er der en streng kontrol med frugternes sukkerindhold, inden høsten sættes i gang. Det sikrer en ensartet god kvalitet.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - dame …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - dame kigger
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mørkt …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mørkt billede
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …

Når høsten sættes i gang bliver der pludselig travlhed i plantagen. Nogle steder render høstarbejderne rundt inde i de overdækkede gange, som planterne på et T-stativ danner. Her høstes frugterne som regel i skuldersække. Frugterne bliver plukket i hånden. Andre steder går man ofte rundt og høster under et stort halvtag.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mand …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mand plukker
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mand …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mand plukker også
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …

Når sækken er fyldt op, hældes frugterne i en stor trækasse, hvor der kan være flere hundrede kilo frugt. En traktor kan så køre rundt med 3 kasser ad gangen mellem rækkerne eller under halvtaget. Når de er fyldt op, er de klar til at blive sendt til pakkeriet.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mand …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - mand hælder
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - frugter …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - frugter i kasse
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …

Der findes vist ingen offentliggjolte opgørelser endnu for det årlige høstudbytte af gul kiwi. Men udbyttet pr. ha er langt større end for grøn kiwi.

 

Pakning

I tiden, hvor kiwifrugterne høstes og pakkes, er der travlhed i plantageområderne. Pakningen foregår i store pakkehaller. Frugterne ankommer i de store trækasser og bliver som regel hældt ud på transportbånd ved hjælp af en maskine. Nu ruller frugterne langs transportbånd forbi damer, der sorterer dårlige frugter fra. Mange hår falder af under pakningen og flyver rundt i hallen som støv. Derfor har nogle pakkefolk et filter for næse og mund. Dårlige frugter hos kiwi er som regel frugter, der er blevet solskoldet. Det kan ses som en mørk plet på siden af frugten.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - pakkehal
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - pakkehal
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - frugter …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - frugter hældes
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - damer …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - damer sorterer
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - kalibrering

Dernæst skal frugterne kalibreres, det vil sige sorteres efter størrelse. Da størrelse og vægt hænger sammen, triller frugterne ud på hver sin vægtskål. Når frugten kommer ud for et transportbånd med netop dens størrelse, tipper vægtskålen frugten ned derpå.

Hos kiwi er der 2 muligheder på dette tidspunkt. Frugterne kan pakkes og eksporteres med det samme eller de kan komme på lager og eksporteres senere. Hvis frugterne sættes på lager, triller de ned i store trækasser igen. Dernæst sættes de ind i store lagerrum, hvor mange hundrede tons frugt kan opbevares. Mens lageret fyldes op, kan mennesker udmærket gå rundt derinde. Temperaturen er dog omkring 0°C, hvilket er ganske koldt for sydlændinge. Til sidst bliver rummet spærret af og luften omdannet til en såkaldt kontrolleret atmosfære. For kiwi betyder det, at alt etylen bliver trukket ud af luften. Denne gas vil nemlig sætte gang i modningsprocessen. Indholdet af CO2 sættes til omkring 5% samtidig med at iltindholdet (O2) kun er 0-2%. Dette rum er ikke et sted at lege gemmeleg. Et menneske vil dø meget hurtigt i denne atmosfære. For kiwi er det derimod som at sætte uret i stå. Frugten går i en dvaletilstand og kan opholde sig derinde stort set uændret i 6-8 måneder. Dette er tilfældet for den almindelige kiwi. Den gule kiwi anses ikke for at kunne holde i så lang tid. Den eksporteres derfor i starten af sæsonen, hvilket betyder i vore sommermåneder.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - kvinde …

Frugter, der pakkes med det samme, ruller ud på transportbånd. Her står mænd og kvinder og kommer frugterne i kasser. De forskellige størrelser og kvaliteter kommer i forskellige kasser.

Kiwifrugter fra New Zealand pakkes i papkasser, hvor langt de fleste frugter kun ligger i ét lag. Her vender frugterne på samme måde. Nogle lande forlanger, at hver frugt skal have en etiket på. Det har taget lang tid at udvikle en lim, der kan hæftes fast på de brune hår. Hos den gule kiwi er der dog ikke helt så mange hår på frugten.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 2 mænd …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - 2 mænd pakker
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - etikettemaskine
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - etikettemaskine
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …

Dernæst sættes de forskellige kasser på paller. Nu skal de spændes fast, så de ikke falder af under den lange transport. Så sættes de på et køligt lager, indtil de skal sendes afsted med køleskib.

Gul kiwi (Gold kiwifruit) - pige …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - pige stabler
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - lager
Gul kiwi (Gold kiwifruit) - lager
Navn: Gul kiwi (Gold kiwifruit) Latinsk navn: …
 

Transport og opbevaring

 

Transport

Frugterne kan ved korrekt opbevaring holde sig i ganske lang tid efter høst. Mange paller sendes sammen med grønne kiwier med køleskib.

På et køleskib, hvor temperaturen holdes på 0°C, kan skibet i ro og mag sejle frugterne til Europa. Et køleskib er opdelt i flere kølerum og lag. Når et lag er fyldt ud med paller, lægges der låg på. Derefter kan det næste lag fyldes op. Køleskibe har deres egne kraner ombord til at løfte pallerne på og af skibet.

Små bakker med kun 3 frugter i sendes også med luftfragt.

 

Opbevaring

Efter høst kan kiwifrugten holde sig i 6 måneder, hvis de høstes lige før modenhed og temperaturen er 0°C (95% RF).

Ved stuetemperatur (20°C og 60% RF) kan let modne frugter holde sig 7-10 dage. Disse oplysninger vedrører den grønne frugt. Man mener, at den gule kiwi er mere sart og derfor generelt har en kortere holdbarhed.

Nyhøstede frugter har næsten gult skind og brune hår. Jo længere tid, frugterne har været på lager, desto mørkere er de og desto færre hår.

Hvis man har umodne og syrlige frugter, skal man lægge dem ved æbler. De afgiver gassen etylen, der sætter gang i modningen og frugterne er modne i løbet af 24 timer.