Menu
 

Generelt

Cherimoya - 2 hele frugter

En person har engang udtalt, at én enkelt god pære er ligeså meget værd som alle cherimoya'erne i Peru. Det må være sagt på en meget, meget dårlig dag for vedkommende. I hvert fald så er det svært at finde andre, der er enige i denne betragtning.

Cherimoya regnes af mange for at høre blandt de 3 fineste eksotiske frugter. De to andre er ananas og mangostan. Nogle regner endda frugten som den allerfineste. Dette er nok også lidt overdrevet for der findes en lang række af eksotiske frugter, der også kunne nomineres til denne titel. Det piller dog ikke ved det faktum, at cherimoya er en meget lækker frugt for de flestes smagsløg.

Denne frugt ligner mest af alt en grøn kogle eller en artiskok. Med dette ydre kan det godt være lidt svært at forstå, at det drejer sig om en uhyre velsmagende frugt.

Cherimoya er som regel oval eller hjerteformet med en diameter på 10-15 cm. Jævnt fordelt over hele frugten er overfladen delt ind i felter, der kan beskrives som U-formede skæl, der lapper over hinanden og virker som ujævne fem-kanter. Hvert felt er i virkeligheden en frugt i sig selv. Det vi opfatter som én frugt, er nemlig mange småfrugter, der er smeltet sammen til det, der botanisk kaldes en flerfoldsfrugt.

Dette skællede udseende gælder for de fleste eksportfrugter. Rundt omkring på kloden er der dog forædlet videre på forskellige sorter, så overfladen også kan være lidt vortet eller næsten jævn og glat.

En umoden frugt er grøn med et dækkende lyst lag, der gør den blågrøn eller hvidgrøn. Ved modenhed skifter farven mere til gulgrøn. På dette tidspunkt får frugten ofte mørke pletter selv ved lette tryk. Ved modenhed farves hvert skæl ofte brunt langs randen, hvilket gør nettegningen mere markant.

Cherimoya - 1 hel + 2 halve frugter

Indeni er frugtkødet hvidt eller blåligt hvidt. Hvis frugten skæres over i 2 halvdele på langs, kan man tydeligere se frugtens hjerteform. Frugtkødet omgiver 10-15 sorte frø (eller flere), der let slipper frugtkødet. Der findes også frugter uden frø. Skind og frø bør ikke spises med, da de indeholder et alkaloid, der kan forårsage opkastninger.

Cherimoya - 4 halve frugter

I centrum af frugten fra stilkenden til midten ligger et trævlet lag (blomsterstandsaksen), der nok bør undgås.

Frugtkødet har en aroma, der er svær at beskrive, men kan minde lidt om kanel, hindbær, jordbær og pære. Nogle har beskrevet den som jordbær med fløde. Samtidig med aromaen er frugten let syrlig og sød. Man kan også komme til at tænke på en kombination af banan og ananas, hvor der er blandet pære i, fordi frugtkødet er en anelse 'grumset' i frugtkødet, som pærer ofte kan være og det er jo slet ikke så dårlig en smagskombination!

Cherimoya - hele frugter + 1 åben

Frugten kan spises frisk som en dessertfrugt. Der går nogen tid med at spytte frøene ud, men det er uden tvivl en herlig beskæftigelse. Frugten halveres og frugtkødet graves ud med en teske. Det er klogt at drysse lidt lime- eller citronsaft på, da frugtkødet ellers hurtigt misfarves. Det syrlige justerer samtidig den, til tider, lidt for søde smag.

Næst efter frugten som dessertfrugt, presses den ofte gennem en si til saft. Hvis frugtkødet blendes, skal frøene fjernes først. Saften kan bruges som aroma i alskens desserter, især flødeis (icecream). Der kan laves fine mælkedrikke sammen med sukker og citron- eller limesaft.

Smagsmæssigt passer cherimoya fortræffeligt sammen med appelsin, fløde, mandel, valnød, vanille og karamel. Lidt likør eller cognac gør absolut heller ingen skade.

To frugter er nok til at give fornemmelsen af, at man har spist et helt måltid mad.

Frugten har et flot indhold af C-vitamin (25-50 mg pr. 100 g) og ligger i den fine ende blandt frugter med hensyn til B-vitaminer. Desuden et pænt indhold af mineralerne kalium og fosfor samt kostfibre.

 

Historisk

 

Historie

Cherimoya - træ i Spanien

Cherimoya har en historie, der går langt tilbage i tiden. Frugten stammer fra bjergegnene i Peru og Ecuador, hvor den er fundet af arkæologerne i indianernes grave. Da frugterne har form som et hjerte, kan frøene fra et 'hjerte' let have haft en symbolsk eller religiøs betydning på 'den lange rejse'.

Efter opdagelsen af Amerika er det gået stærkt med spredningen af frugten. Eksempelvis kom planten til Sri Lanka omkring 1880. I dag vokser træet i de fleste bjergegne i troperne.

Da cherimoya vokser i højderne i troperne, kan den også vokse i subtroperne.

Cherimoya - landskab med cherimoyatræer

Den største produktion finder sted i Bolivia, Brasilien, Chile, New Zealand og USA (Californien). Ved Middelhavet er det især Israel og Spanien. Forsøget med at udplante cherimoya i Spanien har været så stor en succes, at man nu kigger sig om efter andre eksotiske frugter at plante ud i landet. Madeira og de Kanariske Øer kan dog også forsyne os med frugten.

 

Historien bag navnet

Cherimoya er et ganske internationalt navn. Det er det gamle indianske navn for frugten og betyder: kolde frø. Navnet hentyder til, at frugten stammer fra højtliggende områder i Andesbjergene, hvor der er så køligt, at frøene altså let virker kolde især hvis man lige er kommet op fra den dampende varme regnskov ved foden af bjerget. På spansk hedder den ligeså ofte anona eller chirimoya.

Cherimoya udtales nogenlunde tjerimoija.

 

Beskrivelse og produkter

 

Beskrivelse

Planten af cherimoya er et træ på 3-10 meter. Træet bliver dog sjældent højere end 7 m. Cherimoya er løvfældende en del af året. I subtroperne er det stedets forår. I denne tid er træet i en slags dvale, hvor det kommer til kræfter efter produktionen af frugt.

Cherimoya - træ
Cherimoya - træ
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - træer i solskin
Cherimoya - træer i solskin
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - frugt på gren

Bladene er store, aflangt ovale eller elliptiske. De opnår en længde på 12-20 cm og en bredde på ca. 8 cm.

De grønne til mørkegrønne blade er brunlige og fløjlsagtigt dunede på undersiden.

Cherimoya - 3 frugter på gren

Botanisk set kaldes frugten for en flerfoldsfrugt.

 

Produkt: Pulp, is og yoghurt

I Chile laves der pulp af frugtkødet. Den hvide pulp fryses ned med det samme. Den danner en basis for fødevareindustrien, der bl.a. fremstiller is med cherimoya. Man kan også købe yoghurt med frugten. Chile har en eksport til Europa af den frosne pulp. Vi får håbe, at den snart dukker op i Danmark for alvor smagen er ganske enkelt fantastisk.

Cherimoya - is
Cherimoya - is
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - hvid pose
Cherimoya - hvid pose
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - yoghurt
Cherimoya - yoghurt
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - Papkasser
Cherimoya - Papkasser
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
 

Klima og vækst

 

Klima

Planten stammer fra tropiske egne, hvor den dog vokser i 1.000-2.000 meter over havets overflade, hvor der helst skal være en tørtid. Derfor kan den også trives i subtropiske lande.

Træet tåler kulde i en kortere periode. Voksne træer kan klare temperaturer ned til -3°C og vækst samt frugtdannelse påvirkes ikke væsentligt af køligere perioder. Til gengæld kan for høj varme forårsage for tidlig modning eller gæring hos frugterne. I højderne dyrkes træerne ofte i drivhuse.

Det beskytter træerne og sikrer en højere luftfugtighed.

Planten kræver en del vand (ca. 1.200 mm om året).

I områder med en længere tørtid skal planten vokse i læ for at begrænse fordampning fra jorden.

 

Vækst

Cherimoya - gren med 2 frugter

Alle former for formering kan bruges hos cherimoya. Frøene leverer en plante, der er nogenlunde identisk med moderplanten. Stiklinger, air layering og forskellige former for podning benyttes, hvis man vil være helt sikker på at få en bestemt type frugt. Vegetativ formering, især podning, bliver dog brugt mere end formering via frø. Podeplanterne er ofte små frøplanter af cherimoya.

Afstanden mellem planterne i en plantage er som regel 6-8 meter. Planterne kan vokse i mange typer af jord som sandet jord eller sandet lermuld. Cherimoya trives bedst, hvis jorden er let sur (pH 6).

Det er vigtigt, at de små planter får skygge under opvæksten. Erfaringen har vist, at det kan betale sig at holde jordbunden fugtig i hele vækstperioden fra blomstring til frugterne er modne.

 

Blomstring og pasning

 

Blomstring

Blomstringen falder i forbindelse med, at vækstperioden for træet genoptages. I regntiden kan der komme 1-2 ekstra vækstperioder, hvor der så kommer nye blomster. Det er dog yderst sjældent, at disse blomster ender som frugter. Det tager ca. 30 dage for den lille blomst at udvikle sig frem til blomstring. Alligevel er den kun modtagelig for bestøvning i ganske få timer.

Cherimoya - blomst
Cherimoya - blomst
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - frugt ved siden af …
Cherimoya - frugt ved siden af blomst
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …

Blomsterne, der er hvidgule, sidder enkeltvis eller 2-3 stykker sammen.

Ofte sidder de på unge grenstykker modsat et blad. Blomster, der sidder på grenstykker i kraftig vækst, udvikler sig sjældent til frugter.

Det er de 3 ydre af i alt 6 kronblade, der kan ses. Hvert af de blegt gule ydre kronblade er aflange, op til 3 cm lange. De 3 rødlige indre kronblade er meget mindre.

Cherimoya - lille frugt

Støvfanget kan ikke modtage pollen mens støvdragerne har pollen. Inde bag kronbladene sidder talrige støvdragere og frugtknuder. Der er derfor ikke tale om én frugt, men derimod mange frugter, der efter bestøvning smelter sammen til det, vi opfatter som én frugt. Det kaldes en flerfoldsfrugt. Hver enkelt frugt kan til sidst kun kendes på ydersiden af 'frugten' som et skæl.

Hvis man vil være nogenlunde sikker på at få mange og jævne frugter, så må man håndbestøve og krydsbestøve.

Der findes en lille bille (Nitidulida), der efter 2-3 besøg i blomsten kan bestøve frugten effektivt.

Noget tyder på, at luftfugtigheden også spiller en rolle for bestøvningens succes.

I princippet kan cherimoya blomstre og sætte frugt hele året. Derfor kan man fremprovokere blomstringen ved at fjerne bladene 1-2 måneder før, de selv ville falde af. Dette kræver dog næsten dyrkning i drivhus.

 

Pasning

I en plantage kræver cherimoya nogen pasning. Træet har et rodnet, der ligger tæt ved overfladen. Det er meget sårbart overfor fordampning. Ved små planter lægger man derfor et beskyttende lag halm eller andet for at forhindre alt for meget fordampning i tørre perioder.

I princippet kan træet blomstre hele året. Dette kan derved kontrolleres ved at tilpasse træets vækst til en regntid. Det gøres ved at beskære træet eller pille bladene af.

Det er også nødvendigt at kunstvande i en længere regnløs tid især mens træ eller frugter er i vækst.

Samtidig bliver der ofte kunstgødet.

Både træ og frugt har forskellige fjender. Det skal dog understreges, at de fleste ikke kan bekæmpes med sprøjtegifte. I nogle områder kan det være nødvendigt at pakke hver frugt ind i en plastik- eller papirpose.

Det er dog noget arbejdskrævende.

 

Høst og pakning

 

Høst

Cherimoya - kasser med frugt i …

Efter bestøvning går der 4-5 måneder, før frugterne er klar til at blive høstet. En lavere temperatur forlænger dog denne periode.

Frugterne høstes før de er helt modne og stadig faste. En frugt betragtes som moden, når farven mellem felterne (småfrugterne) bliver en anelse flødefarvet og farven generelt skifter fra grøn til en mere mat grøn eller gullig grøn. Samtidig bliver hver småfrugt mindre markant, da den jævnes noget ud.

Da frugterne ikke modnes på samme tid, bliver de høstmodne frugter valgt ud. Høstperioden kan godt strække sig over 3 måneder, hvor man med jævne mellemrum må gå en runde og høste de modne frugter. De skæres som regel af træet med en kniv eller klippes af med en tang, men kan også plukkes forsigtigt. De fleste cherimoya'er hænger inde mellem grenene og kan være svære at få øje på. De øverste frugter høstes med en speciel stang, hvor der i enden er et net, der ligner et piskeris samt en kniv. Med snoretræk griber dette net omkring frugten, hvorefter arbejderen trækker frugten ned imod sig. Derved skærer kniven frugten fra stilken.

Cherimoya - 2 frugter i hånd
Cherimoya - 2 frugter i hånd
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - mand plukker
Cherimoya - mand plukker
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - hoved mellem blade
Cherimoya - hoved mellem blade
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - mand med stang
Cherimoya - mand med stang
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - mand med stang og spand
Cherimoya - mand med stang og spand
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …

Desværre smager frugterne bedst, hvis de får lov til at modne færdig på træet. Omvendt bliver frugter, der er høstet for tidligt, aldrig rigtigt gode.

Frugterne høstes i bløde spande og hældes derefter forsigtigt over i en kurv eller andet, der ofte er foret i bunden. I plantagen bliver frugterne nogenlunde sorteret efter størrelse. Derefter køres frugterne hurtigt videre til pakkehallen, så frugterne hurtigt kan eksporteres videre.

Cherimoya - mand hælder i kasse
Cherimoya - mand hælder i kasse
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - frugter i spand
Cherimoya - frugter i spand
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - mand sorterer
Cherimoya - mand sorterer
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - 2 kasser med frugt

I plantager ligger ydelsen omkring 5-20 tons pr. ha om året afhængig af voksestedet.

 

Pakning

Man mener, at frugtens færdigmodning sættes i gang, ligeså snart frugten fjernes fra træet. Frugten er moden og blød allerede efter 2-5 dage. Frugterne er meget skrøbelige, når de er modne. De skal derfor behandles meget varsomt. De bliver altid kun lagt i ét lag. Frugterne bliver undertiden lagt i hver sit net for at beskytte dem mod stød fra de andre frugter. Andre steder fores kassen med papir.

Cherimoya - blå dame smider frugt
Cherimoya - blå dame smider frugt
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - 2 damer pakker
Cherimoya - 2 damer pakker
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …

Frugterne bliver sjældent vasket under pakningen. De er som regel blevet beskyttet imod støv af de store blade på træet.

I pakkehallen sørger damerne for at frugterne hurtigst muligt kan sendes af sted. Frugterne pakkes, så frugterne har nogenlunde den samme størrelse i en kasse. Til sidst læsses de på paller.

Cherimoya - lyshåret dame i forgrunden
Cherimoya - lyshåret dame i forgrunden
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …
Cherimoya - mand læsser på paller
Cherimoya - mand læsser på paller
Navn: Cherimoya Latinsk navn: Annona cherimola …

Blandt annonerne egner cherimoya sig bedst til transport, selvom de har så kort en holdbarhed.

 

Transport og opbevaring

 

Transport

Cherimoya - forskellige kasser

Da cherimoya har en meget kort holdbarhed, kan den kun komme hertil fra fjerntliggende lande med luftfragt (air cargo). Dette gælder også Israel. Fra Spanien kommer de som regel hertil med lastbil.

Frugterne høstes før de er helt modne og eftermodner under transporten. Derfor skal de sælges straks efter ankomsten. Det er desværre ikke de store mængder, der kommer hertil. Importørerne kan derfor have få kasser fra flere forskellige eksportører.

 

Opbevaring

Cherimoya har en meget kort holdbarhed.

Fra høst til modenhed går der kun 2-5 dage. Frugten er moden, når den mærkes blød.

En moden frugt kan opbevares i 2-3 uger ved 12-15°C (od 85-90% RF)

Cherimoya må aldrig lægges i køleskabet. Saften kan til gengæld nedfryses.