Menu
 

Generelt

For omkring 30 år siden var blodappelsin en velkendt og højt elsket frugt på grund af sit udseende og sin velsmag. Desværre har mange af disse træer måttet vige til fordel for især mandariner og navel-appelsiner. Disse smager absolut også godt, men har især vundet terræn, fordi de er lette at pille. Heldigvis er udviklingen ved at vende, så vi igen kan få lækre blodappelsiner. Nye arealer er blevet plantet til med forskellige gode sorter.

Det skal med det samme slås fast, at blodappelsiner ikke indeholder blod. Man behøver overhovedet ikke være bange for at blive smittet med HIV-virus eller malaria. Folk med blodmangel kan heller ikke få en optankning af blod ved at spise blodappelsiner men det kan kraftigt anbefales, at de spiser frugterne alligevel.

Den røde 'blodfarve' i blodappelsin kommer fra farvestoffet anthocyanin, der findes i mange planters plantedele. Under indflydelse af frugtsyrer, dukker denne røde farve op i segmenterne indeni og hos nogle sorter af blodappelsin også på ydersiden af skrællen. Den røde farve kommer kun frem, hvis frugten på træet i længere tid har været udsat for kølige nattetemperaturer. Derfor ligner blodappelsiner fra varmere subtropiske og tropiske egne ganske almindelige appelsiner. Blodappelsin er bare en appelsin med en lidt speciel farve og en lidt anderledes smag. Den har dog fået sin egen omtale, da nogle kunne fristes til at tro, at der er tale om en anden slags frugt.

Blodappelsiner kan have forskellige former, farver og smag. Forskellen ligger i de mange forskellige sorter af blodappelsin, der findes samt hvorhenne på kloden, de er blevet dyrket.

Formen kan variere fra oval (æggeformet) over aflangt rund til kuglerund. En enkelt varietet, Tarocco, har endda pæreform og kan derfor i udseende forveksles med en anden citrusfrugt, minneola. Farven af en umoden frugt er mørkegrøn. Ved modenhed skifter frugten i troperne til mat lysegrøn, gulgrøn eller gul. De frugter, vi normalt køber herhjemme, bliver til gengæld fra orangegul til mørk orange i grundfarven. Dele af overfladen kan så være 'spættet' med en rød pigmentering. I sjældne tilfælde kan hele overfladen være dækket med disse røde pigmenter, så frugten bliver mørkerød eller blodrød. Men frugten kan også ligne en almindelig appelsin. En frugt kan variere fra 5 cm til 10 cm i diameteren. Generelt vil man sige, at blodappelsin hører til blandt de mindre appelsiner.

Overfladen er jævn, men svagt nopret. Overfladen er fra naturens side halvblank, men frugterne skinner ofte flot på grund af overfladebehandling i pakkeriet (citrashine). Skrællen kan have en tykkelse på op til 5 mm, men er tyndere end de almindeligste appelsiner.

Indeni ligger frugtkødet i 6-13 segmenter med en gul til orange farve som basisfarve og så den blodrøde farve i mere eller mindre omfang. Mellem skræl og frugtkød ligger et svampet hvidt væv, kaldet albedo. Denne albedo går også som en hvid streng i centrum på langs af frugten. Hvis frugten skæres over på tværs, kommer en halvdel til at ligne et cykelhjul. Hos kraftigt farvede blodappelsiner vil denne albedo dog suge noget af den røde saft til sig og blive rød, når der skæres. Hvert segment holdes sammen af et gennemsigtigt fast væv. Den røde farve er altid kraftigst langs ydersiden af segmentet. Indeni segmentet (en appelsinbåd) ligger appelsinsaften i aflange 'sække' af et ligeledes gennemsigtigt væv. Hvert segment kan indeholde et til flere frø eller slet ingen.

Nogle blodappelsiner skiller sig lidt ud ved, ligesom navel-appelsiner, at have en ekstra 'frugt' i spidsen af frugten, der har fået folk til at tænke på en navle. Den ekstra frugt er blevet skubbet ud i spidsen af 'hovedfrugten'.

Smagen af blodappelsin er som regel både syrlig og sød med en aroma, der er velkendt hos citrusfrugter. Hos blodappelsin er den samlede smag dog blevet sammenlignet med hindbær og kirsebær. Denne helt specielle smag blandt andre appelsiner er mest udbredt i blodappelsiner med en kraftig rød pigmentering.

Blodappelsin er først og fremmest en fortræffelig frisk frugt. Den kan nydes alene eller blandes i frugtsalat. Segmenterne (appelsinbådene) er den spiselige del af frugten. Skrællen er som hovedregel overfladebehandlet som forebyggelse imod råd. Når appelsinen skal skrælles, er det derfor bedre at skære hul i skrællen eller bruge neglene fremfor at bide i skrællen. Det hvide svampede væv mellem skræl og både bør også undgås, da det forringer smagen en del. Når blodappelsinen skrælles, punkteres små lommer i skrællen, hvorved den dejlige duft af appelsin hurtigt fylder rummet.

Frugterne kan også halveres og presses til saft i en citronpresse. Derved får man sin egen herlige blodappelsinjuice. Til dette formål kan man endda købe særlige presseappelsiner, selvom alle blodappelsiner kan bruges, hvis saften nydes indenfor kort tid. Saften kan blandes med mælk til en lækker mælkedrik eller vodka, hvis man ønsker en mere 'heftig' drink, der ligner drinken, Bloody Mary (hvor der dog i originalopskriften bruges tomatjuice).

Reven appelsinskal kan bruges som krydderi i bagværk og varme retter. Her skal man dog først fjerne det yderste lag eller bedre, bruge ubehandlede økologiske blodappelsiner. Dette gælder også, hvis man får lyst til at lave sin egen blodappelsinmarmelade.

Frugten har et højt indhold af C-vitamin (40-80 mg pr. 100 g) plus ca. 13 andre vitaminer i mindre omfang. Desuden et betydeligt indhold af mineralerne fosfor, jern og kalium.

Den søde smag stammer fra rørsukker, druesukker og frugtsukker. Det syrlige kommer fra vinsyre, citronsyre og æblesyre. Der findes mindst 11 biokemiske bestanddele (med lange indviklede navne), der udgør den specielle appelsinaroma.

Frugter, der modnes i december måned har et højt syreindhold og virker meget sure. Det bedste tidspunkt at købe frugterne på, er derfor sidst i januar til marts måned. Blodappelsiner fra Sydafrika er gode i juli måned. Købes frugterne i dette tidsrum, vil man opleve en smag, der er fuldt ud på højde med de allermest lækre appelsiner!

 

Historisk

 

Historie

Blodappelsin - træer med Etna i …

Man skulle tro, at appelsinen har en lang og glorværdig historie, hvor frugten er blevet nævnt i alt det tidligste litteratur. Men det er slet ikke tilfældet. Frugten er sandsynligvis en krydsning mellem andre citrusfrugter, muligvis mellem mandarin og pomelo. Hvor og hvornår blodappelsinen så dukker op på scenen, er der endnu større uvished om.

Nogle forskere hælder til den opfattelse, at appelsinen stammer fra området mellem det sydvestlige Kina og det nordøstlige Indien, mens andre holder på området mellem det sydlige Kina og Vietnam. I den lange version af appelsinens historie, er der sandsynligvis tale om de såkaldte sure eller bitre appelsiner (Citrus aurantium) helt frem til 1400-tallet. Eksempler på sådanne appelsiner er pomerans og bergamotorange, der begge er nærmest uspiselige, men bruges til æteriske olier, sukat, marmelade og som podeplanter for andre citrusfrugter (se også under rudefamilien).

Man støder første gang på appelsinen i gamle kinesiske tekster fra ca. år 2.400 f.Kr. Omkring år 1.500 f.Kr. roser minister I Ying (korrekt, han er fra Kina!) de bitre appelsiner fra Chiang-Pu. Det antyder, at der også må findes andre typer af appelsiner, men sikkert af en anden kvalitet end nutidens lækre appelsiner for ellers ville han vel ikke rose noget, vi ikke kunne drømme om at spise.

Oldtidens grækere kendte sandsynligvis ikke noget til appelsinen. Romerne stiftede for en kort tid bekendtskab med frugten. Martial har nemlig beskrevet, hvorledes man skal beskytte planten mod kulde. Romerne fik appelsiner fra østen via Egypten. Ruten gik til Egyptens rødehavskyst og gennem ørkenen til Nilen med kamelkaravaner. Herfra sejledes frugterne til Alexandria og havnede til sidst i romernes havneby Ostia. Det tog 3-4 måneder.

På dette tidspunkt blev de første træer sandsynligvis plantet i Nordafrika.

Romerne har sikkert haft træerne lige så meget på grund af de pæne orange frugter som for smagens skyld. I hvert fald så forsvandt appelsinerne med Romerrigets fald. De dukkede først op igen, da maurerne begyndte at erobre store dele af Spanien i 700-tallet. Maurerne var spaniernes navn for araberne, der efter deres erobringstogt henover Nordafrika nu fortsatte op i Spanien. Det hellige formål var sammen med omvendte berbere at udbrede islam. At de så samtidig erobrede nyt land, er en helt anden sag …

Udover islam medbragte maurerne to andre ting, der kom til at påvirke os europæere. De byggede huse, der var arkitektoniske mesterværker med indviklede geometriske mønstre og så prydede de omgivelserne med noget helt nyt, smukke haver. Et godt eksempel herpå er Alhambra i Granada (Spanien). Her bruges stadig 'appelsintræer' som pynt i de små haver. Alhambra regnes for at være den prydhave, der mest har påvirket eftertiden.

I 1000-tallet blev der også dyrket appelsiner på Sicilien. Det skyldtes også muslimerne, som her blev kaldt saracenere. Derfor var der i det sydlige Spanien og Italien store appelsinplantager og andre citrusfrugter allerede i 1200-tallet.

Nu blev interessen for appelsiner efterhånden vakt i Europa. I gamle toldpapirer fra Frankrig kan man se, at der blev eksporteret appelsiner fra Nice i 1332.

Det var dog noget helt andet, der fik betydning for appelsinens berømmelse. Det blev nemlig højeste mode blandt konger og adelsfolk at have et orangeri. Det betyder at dyrke citrusfrugter under glas i det mindste om vinteren. Jo længere mod nord, man havde et orangeri, desto mere måtte man opvarme i vintertiden. Det mest berømte orangeri i verden må være orangeriet i Versailles (Frankrig), der blev bygget til Ludvig 14. omkring 1674 og anses for smukkere end selve slottet. I sin storhedstid var der 1.200 appelsintræer i baljer af sølv plus 300 forskellige eksotiske træer. Et andet eksempel er orangeriet til kurfyrsten Frederik August af Sachsen's lystslot. Det blev bygget så fornemt, at der slet ikke blev råd til at bygge slottet. Det fortæller meget om orangeriets betydning for éns anseelse på den tid.

I flere århundreder havde fine folk et orangeri med appelsiner, som de sjældent spiste af (og så gik de med paryk uden at være skaldede). Appelsiner til at spise fik man derimod fra Portugal. Portugiserne regnes som ansvarlige for at have bragt de gode sorter, der dyrkes i dag, til Europa fra Kina. Det skete i 1500-tallet. Omkring 1.450 var de første søde appelsiner dog nået frem til Italien via Mellemøsten. Man mener, at den 'rigtige' appelsin dukkede op i Kina omkring år 0, men det ligger stadig hen i det uvisse.

Allerede i 1493 bragte Columbus appelsintræer fra de Kanariske øer til Cuba i Caribien. I de næste årtier plantede spanierne appelsiner mange steder på det amerikanske fastland. Indianerne modtog appelsinerne med langt større begejstring end den, de udviste overfor spanierne. Klimaet passede godt til dyrkning af appelsiner og træerne blev hurtigt spredt.

I 1587 voksede der også appelsintræer i Brasilien, som portugiserne havde plantet. I de næste ca. 300 år steg appelsinens popularitet gradvist. Mange forskellige steder i den tropiske og subtropiske verden udviklede man lokale sorter, der passede til voksestedets klima og jordbundsforhold samt befolkningens smag.

I 1800-tallet begyndte man så bl.a. i England og USA at indsamle nogle af disse sorter. Appelsinens berømmelse fik igen et ordentligt skub, da man begyndte en intensiv dyrkning i USA. Det var her, man for alvor startede en produktion af appelsinjuice.

I 1900-tallet er produktionen af appelsiner blevet mangedoblet. Friske frugter har været en populær spise i vintermånederne (især juletiden). Det høje indhold af C-vitamin har hjulpet os gennem vinterens depressioner, svækkelse og til dels også forkølelser. Produktionen af appelsin er dog blevet fordoblet siden 1970'erne, næsten udelukkende på grund af et stigende forbrug af appelsinjuice.

Selvom appelsinen har haft en stigende popularitet, så har den på det seneste måttet vige lidt på grund af hård konkurrence fra mandariner og andre citrusfrugter. For blodappelsin har nedgangen været kraftigere, fordi den også har måttet vige til fordel for andre sorter af appelsin (især navel-appelsiner).

Man har længe regnet med, at varieteten blodappelsin må have opstået på Malta, Sicilien eller i det mindste i Middelhavsområdet. Men det er for nylig blevet foreslået, at blodappelsinerne også må have været bragt til Middelhavsområdet fra Kina. Blodappelsiner har dog været dyrket især i del vestlige del af Middelhavet i flere århundreder. De traditionelle dyrkningslande er Algeriet, Italien, Marokko, Spanien og Tunesien.

Dyrkningen af appelsiner foregår i stort set alle tropiske og subtropiske områder. For blodappelsiner er dyrkningen dog meget begrænset udenfor ovennævnte område. Der dyrkes en del blodappelsin i Sydafrika, men her foregår dyrkningen i varmere egne, hvor den røde pigmentering kun svagt eller slet ikke udvikles. I Californien (USA) dyrkes en mindre del blodappelsin (med fin pigmentering). Hist og her i troperne dyrkes en sort af blodappelsin kaldet ruby. Der er dog for varmt i troperne til, at sorten udvikler den røde farve. Disse blodappelsiner er derfor umulige at skelne fra andre appelsiner.

Blodappelsinens popularitet steg kraftigt i løbet af 1950'erne og 1960'erne og store arealer blev tilplantet specielt i Italien. Disse arealer er dog skrumpet gradvist ind. Blodappelsinjuice har altid været populært i Italien. Det har længe været svært at lave en ordentlig juice, der kunne eksporteres. Mange sorter giver nemlig en brun 'plumret' juice under fremstillingen. De sidste ca. 10 år har man dog lanceret en flot blodrød juice herhjemme, baseret på koncentrat fra Sicilien. Det har hjulpet til med at sætte fokus på denne fantastiske frugt, der sandsynligvis snart bliver populær igen. Vi har ikke købt de store mængder juice af blodappelsin, men man støder nu hyppigt på net med bloappelsiner i starten af året.

 

Historien bag navnet

Blodappelsin er blot en varietet af almindelig appelsin og har derfor det samme artsnavn.

Det kommer nok bag på mange, at navnet appelsin betyder kinesisk æble. Det kommer af det tyske navn, Apfelsine, hvor Apfel betyder æble og sinensis er det latinske ord for kinesisk. På hollandsk har man nærmest byttet rundt i dette sammensatte ord, så frugten her er kommet til at hedde sinasappel.

Grunden til, at man blander Kina ind i navnet, skyldes at frugten sandsynligvis stammer herfra. Det skal dog kraftigt understreges, at der ikke er tale om et æble, men derimod en citrusfrugt. Blodappelsiner har heller ikke noget med blod at gøre, andet end den røde farve. På engelsk hedder blodappelsin, blood orange eller pigmented orange og på tysk hedder den Blutorange.

Botanisk set deles den søde appelsin normalt ind i 4 grupper:

Navel eller navleappelsiner.

Almindelige eller hvide appelsiner.

Sukkerappelsiner eller syrefri appelsiner og så:

Blodappelsiner eller pigmenterede appelsiner. Disse har så fået deres egen omtale her, da mange måske opfatter dem som noget andet end appelsin.

Blodappelsinerne deles undertiden yderligere op i halvblod og fuldblod, afhængig af især skrællen på frugternes evne til at blive farvet rød.

Til de svagt farvede hører sorter som Washington Sanguine, Tomango, Maltaise Sanguine, Sanguinello og Doble Fina.

Sorterne Moro, Tarocco og Sanguinelli regnes normalt som kraftigere farvet, men forskellen i farvens intensitet udviskes ofte på grund af forskellige dyrkningssteder.

 

Beskrivelse og produkter

 

Beskrivelse

Planten af appelsin er et 6-15 m højt, stedsegrønt træ. Blodappelsintræer bliver dog kun middelhøje i forhold til mange andre sorter af appelsin. I plantager bliver det dog sjældent mere end 5-6 m højt, da det ellers ville være svært at plukke de øverste frugter. De spredte blade er mørkt olivengrønne og svagt skinnende, hvorimod unge blade er lysere og blanke. Bladenes størrelse varierer fra 5-15 cm i længden og 2-8 cm i bredden. De kan være krøllede eller svagt takkede i kanten. Formen er elliptisk eller oval. Hos citrusfrugterne er der 2 vinger på bladstilken og torne på grenene (især på de nederste grene). Hos appelsin er vingerne på den 1-3 cm lange bladstilk smalle. Tornene er fåtallige og som regel bløde.

Blodappelsin - træer
Blodappelsin - træer
Navn: Blodappelsin Latinsk navn: Citrus sinensis …
Blodappelsin - blade og grønne …
Blodappelsin - blade og grønne 2 frugter
Navn: Blodappelsin Latinsk navn: Citrus sinensis …
Blodappelsin - lyse blade
Blodappelsin - lyse blade
Navn: Blodappelsin Latinsk navn: Citrus sinensis …
Blodappelsin - vinger
Blodappelsin - vinger
Navn: Blodappelsin Latinsk navn: Citrus sinensis …

Frøplanter udvikler en meget lang pælerod, der gør planten velegnet til at vokse på tørre steder med vand i undergrunden. Pæleroden kan blive hele 4 m lang, men stopper, når den når et vandholdigt lag. Undervejs deler pæleroden sig. Herpå dannes et rodnet med få rodhår. Næringsoptagelsen (især fosfor) foregår i symbiose med svampe (mycorrhiza), der vokser inde i rødderne og sender tråde ud. Men appelsintræer er oftest podet over på en anden citrusplante. Podede træer har som regel et rodnet, der går nærmere overfladen.

De smukke og velduftende hvide blomster sidder enkeltvis eller i små klaser på grenene.

Blodappelsin - 3 grønne frugter

Botanisk set er frugten et bær. Hos nogle blodappelsiner sidder der ligesom hos navel-appelsiner en ekstra 'frugt' i spidsen. I virkeligheden er det en ekstra krans af frugtblade.

 

Produkt: Juice

Blodappelsin - glas med rød saft

På verdensplan er appelsinjuice et uhyre vigtigt produkt. Det får man slet ikke indtrykket af i Middelhavslandene, hvor næsten alle frugterne eksporteres som friske frugter. Alligevel stammer stort set alt juice af blodappelsin fra Sicilien i Italien.

Koncentratet laves på samme måde som almindelig appelsinjuice, men har en anden farve. Det færdige produkt ligner til forveksling tomatjuice, men smager hverken af tomatjuice eller appelsinjuice.

 

Produkt: Medicin

På grund af appelsiners høje indhold af C-vitamin, kombineret med en rimelig lang holdbarhed, har appelsiner i tidens løb været medbragt på sørejser som forebyggelse imod skørbug.

Appelsinskaller siges at fremme fordøjelsen og virker vanddrivende.

 

Produkt: Ved

Det citrongule ved af appelsintræ er middelhårdt og en anelse tungt. Det bruges til finér.

 

Klima og vækst

 

Klima

I tidens løb er der udviklet mange forskellige sorter af appelsiner. De er tilpasset forskellige klimatyper, således at der vokser appelsiner i både subtropisk og tropisk klima. Generelt vokser appelsiner dog bedst i subtropisk klima, hvor der er udprægede årstider.

Der findes kun få sorter, der kan trives i det fugtige tropiske lavland. Afhængig af sort trives de dog fint i højder op til 1.600-2.100 meter over havet.

Forvildede citrustræer trives fint i lysninger og langs floder i regnskove, hvor jordbunden er fugtig, men luften ikke alt for fugtig. træer, der vokser i skygge får dog næsten ingen frugter. Derfor dyrkes appelsiner i plantager altid i fuld sol.

Appelsintræer kan tåle let frost, men træets vækst stopper ved temperaturer under 13°C. Det samme sker, når temperaturen overstiger 38°C. De optimale dagtemperaturer ligger på 25-30°C.

Alle citrustræer kræver 120-160 mm regn i de varme måneder. Kunstvanding er derfor næsten altid nødvendigt i plantager.

Hvis blodappelsin overhovedet skal udvikle sin velkendte røde farve, skal træet udsættes for kølige nattetemperaturer. Det er derfor kun i subtroperne, at frugterne er pigmenterede og den røde farve dukker først op sent på efteråret eller i løbet af vinteren.

Frugterne på det samme træ kan variere meget i graden af pigmentering. Hvor andre frugter kan få 'røde kinder' på den side, der har fået mest sol, er det lige omvendt hos blodappelsin. Her er det skyggesiden. Træer, der vokser i delvis skygge får derfor rødere frugter.

 

Vækst

Blodappelsin - plantage

Blodappelsin kan både formeres ved frø og podning, men frøplanter skal først gennemgå en ungdomsperiode på op til 8 år, før planterne blomstrer. Podede planter blomstrer derimod i en alder af 2-3 år.

Blodappelsin - potteplante

I en appelsinkerne vil der ofte være flere kim. Det kaldes for polyembryoni og betyder for appelsin, at der ofte dukker 2-3 planter op, hver gang man sår ét frø. To af planterne vil ofte have samme arvemateriale som moderplanten og vil derfor kunne give den samme sort appelsin. Den tredje vil så være et resultat af bestøvningen, hvorved man ikke kan vide, hvordan frugten til sin tid bliver. Men denne, kaldet zygoten, vil ofte være undertrykt af de to andre kim og bliver sjældent til noget. Frøene skal helst sås direkte fra frugten, da de ikke må tørre ud.

Der er dog utallige plantesygdomme, der hærger appelsintræer. Derfor podes appelsiner næsten altid over på en modstandsdygtig citrusplante, der samtidig passer til stedets klima og jordbundsforhold. Ydermere behøver man ikke at vente 8-10 år, før de første frugter dukker op. Frøformering bruges derfor næsten udelukkende, når en sort skal 'renses' for plantesygdomme. Det er især virus, der ved podning bliver ført fra moderplanten over i den nye plante.

Podeplanten kan udover at beskytte imod visse plantesygdomme også påvirke plantens og frugtens form samt frugtens smag.

Blodappelsin - stængel med podning

Den mest anvendte form for podning kaldes for okulering. Ved blodappelsiner poder man dog ofte en hel lille kvist over på podeplanten.

Ved appelsin er podeplanten ofte sure eller bitre appelsiner (Citrus aurantium), der er formeret ved frø. Mange steder må man dog bruge andre citrusplanter på grund af manglende modstand overfor specielle plantesygdomme. En podeplante skal være ca. 8 mm tyk og have brun bark, hvis podningen skal lykkes.

Appelsintræer plantes ud i en afstand af 5-6 m. Det giver normalt 200-400 planter pr. ha. De kommes i et hul, der er 30-50 cm på alle led. I bunden lægges en god portion gødning. Hullet fyldes op med jord, der rager ca. 10 cm over jordens overflade. Det gøres for at være sikker på, at rødderne er dækket, når jorden synker sammen. Hver plante skal have ca. 10 l vand om ugen.

Blodappelsin - frugter og blade

Hver frugt har brug for 45-50 blade for at kunne vokse ud til normal størrelse.

 

Blomstring og pasning

 

Blomstring

I princippet kan citrustræer blomstre ca. 5 gange om året, fordi træet har vækstperioder af 4-6 ugers varighed. Dette sker dog kun i tropernes lavland. Herved kan blomster hænge i nærheden af frugter med forskellig størrelse. I subtroperne sker blomstringen om foråret, hvor den er sat i gang af store mængder regne samt kulde. Her kan man til gengæld opleve et meget smukt syn, når de hvide blomster hænger ved siden af orange frugter, der endnu ikke er høstet.

De smukke hvide blomster sidder enkeltvis eller i klaser på nye skud. Når blomsterne sidder i klaser, er den øverste blomst størst. Den åbner sig også først. Derefter åbner den nederste blomst sig, hvorefter blomstringen foregår nedefra og opefter.

En appelsinblomst bliver 2-3 cm i diameter. Blomsten er 5-tallig, det vil sige at antallet af støvdragere og bæger- og kronblade er delelige med 5. Som hos de andre citrusfrugter er de 5 kronblade hvide. de 20-25 støvdragere er også hvide, men ender ligesom frugtanlægget i en orange kugle. Blomsten er tvekønnet og udsender en behagelig duft (for de fleste) af appelsin. Der er ingen forskel på blomsten af blodappelsin og almindelig appelsin.

Efter bestøvning går der 6-9 måneder, før frugterne er klar til høst afhængig af sort og voksested.

 

Pasning

Appelsintræer kræver megen pasning. Planten kræver meget vand og der må jævnligt kunstvandes. Plantagerne ligger derfor ofte i nærheden af et vandløb eller en dæmning, hvorfra der kan pumpes vand hen til plantagen (ofte via store rørledninger). Alle citrustræer har også brug for store mængder af kunstgødning. Det afsløres lynhurtigt som farveskift på bladene, hvis bare et enkelt mineral mangler. Til gengæld går der lang tid, før bladet får sin normale farve igen, efter tilsætning af gødning.

Under hele opvæksten og efter høst bliver træet beskåret. Derved får træet solide grene til at bære frugterne på, træet bliver holdt i en højde, der er nem at høste i og så får træet en jævn og afrundet form.

 

Høst og pakning

 

Høst

Blodappelsin - træer og kasser

Når en podet plante er mellem 2,5 og 3,5 år gammel kan de første frugter høstes. Derefter giver planten frugt i ca. 30 år, hvorefter arealet normalt plantes om. Et appelsintræ kan dog godt blive 100 år gammelt.

En appelsin eftermodner ikke, da den ikke indeholder stivelse som så mange andre frugter. Frugten er derfor allerbedst, lige når den bliver høstet. Det kan dog være svært at finde det korrekte tidspunkt at høste frugten på. Man skulle tro at farveskiftet fra grøn til orange var indikatoren for høst, men det holder ikke helt stik. Dette skift er nemlig temperaturbestemt. Den orange farve dukker frem, når temperaturen har været under 13°C i flere timer. Frugterne kan endda blive grønne igen, mens de hænger på træet, hvis der kommer et par dage med høje temperaturer igen. Først langt senere udvikles den røde farve i frugtkødet. Det er ikke alle sorter af blodappelsin, der også får en rød pigmentering på skrællen.

Modenhed bestemmes bl.a. ud fra saftens indhold af sukker og syre. Syreindholdet begynder at dale kraftigt lige før modning. Hvis man lader frugterne hænge for længe og blive overmodne, forsvinder syrligheden, hvorved frugterne bliver alt for søde i smagen. Blodappelsiner kan dog generelt tåle at blive hængende længere tid på træet efter modning i forhold til de fleste andre sorter af appelsin. Erfarne appelsinavlere kender dog høsttidspunktet fra tidligere år. Blodappelsiner, der er modne i december måned (ved Middelhavet) har et højere syreindhold end frugter, der modnes i januar og februar. Frugterne ved juletid er derfor ofte meget sure.

Man høster normalt appelsiner med en speciel tang. De kan også plukkes, men det skal gøres med en speciel håndbevægelse, da skrællen ellers kan blive rykket i stykker. I de fleste plantager med appelsiner til frisk frugt har høstarbejderen en spand med. Når spanden er fyldt op, må han bære den hen til et samlingssted, hvor frugterne hældes over i kasser.

Frugterne på træet høstes på samme tid. På træet kan der være stor forskel på, hvor meget frugterne har af den røde farve (både udenpå og indeni) selv i samme klase af frugter. Den røde farve udvikles bedre i skygge end i fuld sol.

Se også under appelsin.

 

Pakning

Blodappelsin - net med frugter

Pakningen af appelsiner foregår ofte i kæmpemæssige pakkehaller. Mange steder har appelsinavlerne slået sig sammen i et kooperativ om pakning og eksport. Ellers er der tale om store firmaer, der opkøber frugter fra forskellige avlere, for derefter at sælge dem videre under deres navn.

Inden selve pakningen begynder, bliver høsten vejet. Kasserne bliver forsynet med navnet på avleren, vægten af appelsinerne og kvaliteten af frugterne.

Pakningen af appelsiner er i det store og hele den samme som for alle citrusfrugter. mange pakkehaller er da også beregnet til at kunne pakke forskellige citrusfrugter. I Sydeuropa går udviklingen klart i retning af, at maskiner hele tiden overtager flere og flere funktioner i pakningen. I de mest moderne pakkehaller er der masser af maskiner og næsten ingen mennesker.

I første omgang skal appelsinerne hældes ud på transportbånd, der fører dem hen til et bassin. I varmt vand og sæbe bliver appelsinerne nu vaskede. Nogle steder spules frugterne bare med vand fra dyser. Derefter skal frugterne poleres.

Det foregår ved, at frugterne ruller over et ujævnt lag (ofte skumgummi), hvorved frugterne hele tiden triller rundt. På dette tidspunkt får størstedelen af alle citrusfrugter sprøjtet et beskyttende lag på sig. Dette består som regel af et lag voks, der indeholder en svag gift (thiabendazol). Laget skal beskytte imod rådangreb.

Undervejs passerer appelsinerne et hold damer, der kontrollerer frugterne og sorterer de dårlige eksemplarer fra.

Derefter skal frugterne kalibreres, det vil sige sorteres efter størrelse. Det sker ved, at frugterne ruller ud på hver sin vægtskål, da størrelse og vægt hænger sammen. Vægtskålene passerer hen over flere transportbånd, der hver for sig er beregnet til en bestemt størrelse af appelsiner. Når en appelsin er ud for transportbåndet med netop dens størrelse, tipper vægtskålen, så frugten ruller ud på dette bånd.

Ved disse transportbånd kan der stå damer (yderst sjældent herrer!) og komme især store appelsiner i fine kasser. De fleste appelsiner kommer dog i net. Dette styres også af en vægt. En bestemt mængde frugt triller ind i et rør, der er omgivet af plastnet. Her sørger maskiner for at lukke nettet og sætte etiketter på. For blodappelsiner har der længe været tradition for at fine eksemplarer bliver pakket ind i sit eget stykke papir og sendes af sted i fine trækasser.

Se også under appelsin.

 

Transport og opbevaring

 

Transport

Størstedelen af blodappelsinerne kommer hertil fra Middelhavsområdet med lastbil. I øjeblikket er det næsten udelukkende Italien, der forsyner os med frugterne. Blodappelsiner kan ved korrekt opbevaring holde sig i lang tid. Fra landene i Nordafrika sejles frugterne det første stykke over Middelhavet i køleskibe eller containerskibe til de store havne som f.eks. Marseille. de kan dog også blive sejlet længere mod nord, eller endda helt til Danmark.

 

Opbevaring

Appelsiner indeholder ikke stivelse i frugtkødet og kan derfor ikke eftermodne. Det betyder, at frugten er allermest frisk (moden) på det tidspunkt, hvor den bliver høstet.

Ved 2-5°C (og 90-95% RF) kan frugten holde sig i 2-3 uger efter ankomsten. Fra plukning er holdbarheden dog lidt længere og varierer mellem sorterne fra 4 til 14 uger ved korrekt opbevaring.

Ved stuetemperatur er holdbarheden kun 1-2 uger.