Menu
• Indhold

Vrietornfamilien

Rhamnaceae



Vrietornfamilien

Jujube (Brystbær) - frugter i solen

Denne familie består af 58 slægter og ca. 900 arter.

Planterne i denne familie er udbredt over hele kloden bortset fra de arktiske egne. De fleste arter er klatrende og træerne i familien er ikke særligt høje.

På vore egne kan man kun støde på 2 arter i naturen. Det er to mindre buske, der vokser i skovbryn, krat og hegn, vrietorn eller korsved (Rhamnus cathartica) og tørstetræ (Frangula alnus). Begge buske har små stenfrugter, der til sidst bliver sorte.

Både frugter og bark fra disse buske indeholder stoffer, der har en afførende virkning. Dette har været kendt i lang tid. Midlet skal dog bruges i små doser, da for meget giver opkastning og blodig afføring.

I værste fald kan man risikere at 'stille træskoene' ved toilettet.

En enkelt begivenhed for små 2.000 år siden har gjort, at denne plantefamilie har trængt sig ind i folks bevidsthed dog uden at der er skabt det store postyr eller opmærksomhed omkring plantefamilien.

Den tornekrone, som Jesus havde på under korsfæstelsen, stammer nemlig fra denne familie. De fleste mener, at kransen blev flettet af grene fra kristtorn-korsved eller kristustorn (Paliurus spinacristi), mens andre mener, det drejer sig om grene fra frugttræet jujube. Men det var sikkert både romerne og Jesus ligeglade med, for det væsentlige er nemlig tornene, som mange af familiens medlemmer har.

Forskellige plantedele fra familien bliver lokalt brugt som plantemedicin til mange formål og nogle er blevet videreført i medicinalindustrien. Det væsentligste er nok de afførende stoffer. En enkelt plante (Rhamnus purshiana) har en bark, med en meget kraftig virkning. I kolonitiden blev spanierne så glade for denne virkning, at de gav barken navnet 'hellig bark' (cascara sagrada).

Det er dog kun slægten Ziziphus, der leverer rigtig føde fra denne familie. Indianerne i Sydamerika spiser barken af træet (Ziziphus mistos) på grund af dets høje indhold af stivelse og sukker. Ellers er det frugten jujube, der leverer mad.

Der er dog hele 4 arter, der kaldes jujube og forskerne er i tvivl om, hvorvidt der er tale om arter eller blot varianter.

I omtalen er de inddelt i to grupper. Badara eller indisk jujube (Ziziphus mauritiana) har bl.a. større frugter. Den anden gruppe hedder så jujube eller brystbær (Ziziphus jujuba). Herunder regnes (Ziziphus vulgaris) og (Ziziphus lotus) som værende jujube. Fremtiden vil dog med stor sandsynlighed vise, at der er tale om selvstændige arter i sidstnævnte gruppe. Planternes udseende varierer for meget og udbredelsesområdet er ganske enkelt for stort.

I Asien findes mindst 2 slægtninge med spiselige frugter:

Dawai-dawai (Ziziphus calophylla) er en oval til rund stenfrugt med en diameter på ca. 1 cm. Den orange frugt har meget små hår på overfladen og siges at have en sødlig smag. Denne livlige klatreplante har krogede torne. Planten vokser i skovene i Indonesien (Sumatra), Malaysia og Thailand.

Kottai elandai (Ziziphus xylopyrus) er en rund håret stenfrugt med en diameter på 2 cm. Frugten indeholder 2-3 frø. Træet bliver op til 12 m højt og er meget almindelig i Indiens skove op til 1.200 meters højde. Træet vokser også på Sri Lanka og dyrkes i mindre omfang i Sydøstasien.