Menu
• Indhold

Myrtefamilien

Myrtaceae



Myrtefamilien

Myrtefamilien - træ

Myrtefamilien er ganske stor og består af ca. 100 slægter og omkring 3.000 arter.

Familien består af træer og buske, der vokser i troperne og subtroperne. Nogle af træerne kan blive helt op til 100 meter høje.

Myrte (Myrtus communis), som familien er opkaldt efter, er den eneste art, der vokser i Europa.

Det er en 4 meter høj busk med små blanke blade og store lyserøde eller hvide blomster. Planten kan fås herhjemme som potteplante. Den er kendt fra det gamle Athen, hvor dommere og vindere ved sportskampe bar en myrtekrans. Da myrte samtidig er et symbol på frugtbarhed, er kransen baggrunden for nutidens brug af brudekrans.

Af størst økonomisk betydning er slægten Eucalyptus, hvis træer er plantet ud overalt i varme lande.

Eukalyptus dyrkes først og fremmest for tømmerets skyld. Træet danner også basis for en stor produktion af papir. Bladene indeholder en olie, der er giftig for mennesket. Til gengæld lever koalaen udelukkende af disse blade. Eukalyptus er nemlig det hyppigste træ i Australiens løvskove.

De fleste kender nok også eukalyptussmagen. den stammer fra eukalyptusolie, der udvindes ved at presse de modne frugter af eukalyptusarterne. Olien fås både som bolsjer, pastiller og dråber, der bruges når halsen eller næsen er stoppet på grund af forkølelse osv.

Alle er vist enige om, at eukalyptussmagen er ret kraftig. Det samme gælder de to krydderier, som familien leverer.

Myrtefamilien - blomster i sol

Fra allehånde (Pimenta dioica) laves et kraftigt krydderi af de umodne frugter, der tørres og knuses.

Myrtefamilien - soltørring af nelliker …

Nelliker eller kryddernelliker (Syzygium aromaticum) er de tørrede blomsterknopper fra dette træ, der stammer fra Indonesien.

Krydderierne bruges især til bagning og syltning. Herhjemme er det specielt ved juletid, at vi støder på smagen i f.eks. brunkager.

Fra samme slægt som nellike, Syzygium, kommer der en lang række af spiselige frugter. De asiatiske frugter fra slægten kaldes undertiden fælles for jambos efter deres malajiske navn jambu.

Der hersker en sand forvirring blandt de forskellige arter herfra. Frugterne fra Asien er i tidens løb blevet spredt i mange tropiske lande. Navne som vandæble og rosenæble dækker på forskellige sprog over flere forskellige arter. Frugterne ligner også hinanden meget, så forvirringen er forståelig.

Men botanikerne har også lidt svært ved at bestemme sig til, hvilken slægt de hører under. Derfor kan det videnskabelige navn for de asiatiske frugter variere mellem Syzygium, Eugenia og Jambosa. De fleste hælder dog til Syzygium nu om dage.

Myrtefamilien - forskellige frugter

Botanikere, fagfolk og frugtinteresserede skribenter roder mildt sagt rundt i beskrivelsen af frugterne i slægten Syzygium især med hensyn til illustrationer. Derfor kan der let have sneget sig fejl ind under beskrivelserne 'selv' i dette 'storværk' for: Hvem kan man egentlig stole på.

Vigtigt er det derfor at gøre opmærksom på, at frøene hos rosenæble er giftige. Man bør derfor lade være med at spise frøene hos alle arterne i slægten Syzygium for en sikkerheds skyld!

Af asiatiske arter er nævnt: Jambolan (Syzygium cuminii), javaæble (Syzygium javanicum), Malayæble (Syzygium malaccensis), rosenæble (Syzygium jambos) og vandæble (Syzygium aqueum).

Til samme 'slægt' hører også 3 sydamerikanske arter, der alle kaldes for jaboticaba (Myrciaria cauliflora), (Myrciaria trunciflora) og (Myrciaria jaboticaba). Disse frugter benævnes af nogle botanikere undertiden som tilhørende slægten Eugenia ligesom de asiatiske frugter. Men som en absolut herlig ting, så har de tre frugter det samme navn: jaboticaba!

Guava - marked

Guava (Psidium guajava) er den frugt fra familien, der har opnået størst udbredelse og har den største økonomiske betydning. Udover denne frugt fra slægten Psidium er der omtale af cas (Psidium friedrichsthalianum) og jordbærguava (Psidium cattleyanum/littorale). Der findes faktisk omkring 150 arter fra denne slægt med spiselige frugter og som regel med en helt speciel aroma.

Feijoa (Feijoa sellowiana) kommer fra en slægt, der ligger meget nær slægten Psidium.

De to eneste frugter, der stadig tilhører slægten Eugenia og har en omtale er arazá (Eugenia stipitata) og pitanga (Eugenia uniflora).

Der findes dog flere frugter fra familien, der lige fortjener at blive nævnt.

Stikkelsbærguave eller vild guava (Psidium guineense) får små gule bær på 3-4 cm, der i formen ligner guava. Frugterne har en syrlig smag. Det lille træ eller busk bliver normalt 3-4 m højt, men kan i naturen blive op til 7 m. Det får store hvide blomster med en diameter på 2-3 cm, der minder meget om guavaens blomster. Træet anses af nogle for at være vildformen af guava, men der er mange om budet til den titel. Frugten er især populær i Brasilien, men dyrkes i hele den nordlige del af Sydamerika, Mellemamerika, Caribien, Vestafrika, Indien, Indonesien (Java) og nogle af øerne i Polynesien. Det latinske navn guineense skyldes, at planten allerede i 1500-tallet blev bragt til Vestafrika. Derved troede navngiverne fejlagtigt, at den stammede derfra.

Stikkelsbærguava - frugter på gren
Stikkelsbærguava - frugter på gren
Navn: Stikkelsbærguava Latinsk navn: Psidium …
Stikkelsbærguava - træer på række
Stikkelsbærguava - træer på række
Navn: Stikkelsbærguava Latinsk navn: Psidium …
Stikkelsbærguava - blomst og små …
Stikkelsbærguava - blomst og små frugter
Navn: Stikkelsbærguava Latinsk navn: Psidium …

Jambu tjina (Psidium cujavillus) betragtes af nogle for at være en lille varietet af den almindelige guava. Den stammer fra Caribien, men blev tidligt bragt til Indonesien og dyrkes nu også på Filippinerne og Malaysia. Busken eller det lille træ bliver 1-4 m højt. Det lille bær bliver 2-3 cm i diameter.

Bjerg-guava (Psidium montanum) vokser næsten udelukkende på Jamaica, hvor frugten spises lokalt.

Frugterne er små og busken bliver kun et par meter højt.

Myrtefamilien - 12 hele og 4 halve

Murtilla (Myrtus ugni) vokser i Andesbjergene og har især i Chile lokal betydning. Den eksporteres i mindre omfang. Der findes to varianter, med hvidt eller rødt frugtkød. Frugterne er kun ca. 1 cm i diameteren. De har en syrlig og lidt snerpende smag, der dog er aldeles fantastisk! Frugterne spises rå eller laves til kompot. Busken bliver højst 3-4 m høj.

Coronilla (Psidium acutangulum) vokser i Bolivia og Brasilien. De brungule frugter med lyst frugtkød vokser på mindre buske. Frugterne er syrlige og bliver 3-5 cm i diameteren.

Eugenia glomerata er et pænt træ med pyntelige frugter. Selvom det er svært at forstå, så spises frugten lokalt, hvor der er en indisk befolkning. Lige før modenhed er frugten meget bitter.

Myrtefamilien - træ

Grumichama (Eugenia brasiliensis) er en frugt fra det sydlige Brasilien, der i form og smag minder om kirsebær. Derfor har den også navnet, brasiliansk kirsebær. Frugterne er gule eller mørkerøde og har en diameter på 1,5-2 cm. Træet bliver op til 6 m højt med en tæt og symmetrisk krone. Bladene er mørke- grønne og blanke.

Pitanga-tuba (Eugenia selloi) er en meget nær slægtning til pitanga. Den får gule frugter, der smager og dufter af ananas. Planten stammer fra kystegnene i Brasilien og dyrkes nu også i andre tropiske kystegne.

Tulanan (Jossinia tulanan) er et familiemedlem, der kun findes på Filippinerne. Det lille træ med modsatte ovale blade (6-12 cm lange) får hvide blomster. Frugten er et lille gult og rundt bær på 2,5 cm i diameter, der spises rå. Træet vokser i lavlandets skove.

På Filippinerne findes endnu en frugt ved navn tulanan (Eugenia aherniana). Frugten har samme størrelse og farve, men træet bliver op til 20 m højt.

Jambu ayer hutan eller kelat jambu (Eugenia scortechinii) hører sandsynligvis ligesom sidstnævnte tulanan til slægten Syzygium. Træet bliver op til 10 m højt og har aflangt ovale blade med en længde på 10-15 cm og 3-6 cm i bredden. Frugten er et lille bær (12 mm lang) med et indadgående bæger i spidsen.

De omtalte frugter fra slægten Syzygium er svære at skelne fra hinanden. Ikke desto mindre findes der langt flere end de omtalte:

Kalubkob (Syzygium calubcob) findes kun på Filippinerne, hvor den sjældent dyrkes. Træet bliver op til 25 m højt med en stammediameter på op til 90 cm. Det gulgrønne bær er næsten rundt med en diameter på 3-5 cm. Træet vokser fra lavlandet og et stykke op (over hele landet). Frugten siges at være meget smagsfyldt.

På Filippinerne har man det med at give forskellige frugter det samme navn bare de ligner hinanden. Kalubkob er nemlig også navnet på Syzygium crassipes, der ligeledes kun findes i dette land. De lilla eller purpurblå bær er runde. Træet eller busken bliver 3-15 m høj og vokser i lavlandets skove.

Kara (Syzygium cordatilimbum) findes ligeledes kun på Filippinerne (endemisk). Det middelhøje træ får røde eller purpurrøde bær.

Lipote (Syzygium curranii) er ligeledes endemisk på Filippinerne. Træet kan blive 15 m højt og får aflange blade med en længde på 20-25 cm (6-8 cm brede). Det mørkerøde til sorte bær har en diameter på 1-2,5 cm. Det er syrligt og anvendes især til vin og gelé.

Samme sted kalder man også Syzygium polycephaloises for lipote. Det er et 15 m højt træ med en tyk stamme (90 cm).

De aflange blade bliver 15 cm i længden og 5 cm i bredden. frugten spises rå eller laves til en fortræffelig gelé. Det næsten runde røde bær bliver kun 1 cm i diameter. Træet vokser og dyrkes i lavlandet.

Også malaruhat (Syzygium simile) kommer derfra. Det mellemstore træ får næsten runde bær med en purpurrød til sort farve, der spises rå. Træet vokser ligeledes i lavlandets skove.

Sikkert ikke helt overraskende er malatampoi (Syzygium xanthophyllum) endemisk på Filippinerne. Træet bliver op til 20 m og har en stammediameter på op til 50 cm. De aflange blade bliver 7-15 cm lange. Det spiselige røde og runde bær har en diameter på 2-3 cm. Det har et blivende bæger.

Nærmest som en lettelse stammer gowok (Syzygium polycephalum) fra Indonesien. Træet bliver 8-20 m højt og har aflange blade med en længde på 17-25 cm og en bredde på 6-7 cm. De mørkt violette bær vokser i klynger. Frugten er næsten rund og har en diameter på 2-3 cm. Den er tilpas syrlig og spises rå, men bliver også kandiseret eller lavet til gelé. Træet trives bedst i højden 200-1.800 m.

Downy myrtle eller Rose myrtle (Rhodomyrtus tomentosa) er en stedsegrøn busk eller lille træ, der bliver op til 4 m højt med blade på 4,5-8 cm i længden og 2-4 cm i bredden. Frugten er et aflangt bær på 10-15 mm i længden og 9-13 mm i bredden. Det røde eller lyserøde bær har et purpurrødt saftigt og sødt frugtkød, der er meget populært. Der kan også laves marmelade og gelé af frugten. Planten vokser i det sydlige Kina, Sydøstasien, Indien og Sri Lanka. Der findes 2 varianter, hvorved planten kan findes fra lavlandet og op til 2.700 meters højde.

Selvom remsen af frugter i denne familie nærmest virker uendelig, skal det da lige nævnes, at der findes minimum 75 spiselige arter fra Amerika (sandsynligvis over 160), der ikke er nævnt her plus 15 fra Afrika, 11 fra Australien og Sydøstasien samt 7 fra Indien. Der ligger altså et ganske solidt materiale for fremtidens frugtavlere at arbejde med!