Menu
• Indhold

Malpighiafamilien

Malpighiaceae



Malpighiafamilien

Malpighiafamilien - gule blomster

Denne familie består af 60 slægter og ca. 800 arter.

Den hører hjemme i troperne med vægten lagt på Latinamerika. Størstedelen af arterne er buske, hvoraf enkelte er klatrende. der findes dog også træer.

Selvom mange arter får smukke blomster (også de frugtbærende), så er det ikke en familie, der leverer stueplanter. Til gengæld kommer mange haveplanter til de tropiske haver fra familien.

Nogle arter har plantedele, der bruges som fiskegift, mens andre har garvestof i barken. Det bruges til garvning af læder.

Marcello Malpighi levede i Italien fra 1628 til 1694. Som læge og anatom var han en af de første, der brugte mikroskopet til sin forskning. Det gjorde, at han var den første til at opdage en række detaljer, som ikke kan ses med det blotte øje. Derfor er han blevet kaldt for grundlæggeren af mikroskopien i videnskabelig sammenhæng.

Ser man på frugterne fra denne familie, så passer sammenkoblingen med Malpighi fint. De er nemlig ikke særligt store. Antallet af frugtbærende buske er heller ikke stort. Man behøver dog ikke mikroskop for at få øje på dem.

Den eneste frugt fra denne familie, der har opnået verdensberømmelse, er acerola. Det skyldes dens vanvittigt høje indhold af C-vitamin. En enkelt lille frugt kan dække det daglige behov for 5 personer! Frugten er da også plantet ud i alle tropiske egne.

Udover acerola (Malpighia punicifolia) er der nævnt endnu en frugt, nanche eller nanzi (Byrsonima crassifolia).

Det er en frugt, man ofte vil kunne støde på i Latinamerika.

Nanche (Nanzi) - 2 frugter i hånd

Det skal dog lige nævnes, at der findes talrige små frugter i dette område, der også kaldes nanche. Som eksempel findes der bare i Mexico:

Nanche de coyote, 'coyote nanche' (Bunchosia lanceolata), der har gule blomster i klaser.

Nanche de perro, 'hunde nanche' (Bunchosia biocellata), der også har gule blomster.

Nanche de monte, 'bjerg nanche' (Malpighia mexicana) med røde blomster.

Nanche de monte, (samme navn) (Malpighia galeottiana) med røde eller hvide blomster.

Dette er frugterne fra familien med navnet nanche, men navnet rækker også ind i andre familier!

En slægtning til nanche er locust berry (Byrsonima coriacea), der har en udbredelse over hele Latinamerika og samtidig dyrkes på Java i Indonesien. Der er stadig tale om en lille gul stenfrugt på 1-2 cm i diameteren med en sten, der fylder mindst det halve. Frugten spises rå, syltes eller bruges til at give smag i grød. Det er et rigtigt regnskovstræ, der vokser i det tropiske lavland og når en højde på 12-15 m.

Malpighiafamilien - træ mod blå …
Malpighiafamilien - træ mod blå himmel
Navn: Malpighiafamilien Latinsk navn: Malpighiaceae
Malpighiafamilien - klase
Malpighiafamilien - klase
Navn: Malpighiafamilien Latinsk navn: Malpighiaceae
Malpighiafamilien - rødt bær

Cowitch cherry eller stinging cherry (Malpighia urens) er nært beslægtet med acerola. Den lille røde eller hvide stenfrugt er næsten rund. Den har en diameter på 1-1,5 cm og indeholder 3 frø. Pulpen fra frugten er spiselig. Busken bliver 1,5-4,5 m høj og vokser vild i Caribien, hvor den også dyrkes. Busken er også plantet ud i Indien og Sydøstasien.