Menu
• Indhold

Kaktusfamilien

Cactaceae



Kaktusfamilien

Cubo - mange kaktusser

Denne familie er stor og rummer mange arter. Præcist hvor mange, varierer fra opslagsværk til opsalgsværk. Antallet af arter svinger fra 1.800 til 2.700, men anses for at ligge omkring 2.100. Arterne er så igen fordelt på 87-210 slægter, hvor man må regne med, at tallet nok er 120.

Usikkerheden skyldes nok især, at så mange samlere af kaktus har været ivrige efter at have frembragt en helt ny art. Den kaktusinteresserede, W. Barthlott, satte sig engang for at optælle alle de botaniske navne, der i tidens løb er blevet givet til kaktusser og kom til 14.000!

Vi ved alle hvad en kaktus er. Det er blevet til ganske mange planter, som John Wayne og andre cowboys har redet forbi i de amerikanske westernfilm. De fleste har da også haft et par stykker stående i vindueskarmen som barn og for nogle er det fortsat som en lidenskabelig hobby i voksenalderen. Det virker på en måde lidt ulogisk, for de fleste af disse potteplanter har jo utallige stikkende torne. Men kaktus er som grundregel lette at passe i vindueskarmen. De går ikke ud, hvis man (en enkelt gang) glemmer at vande dem. Kimen til interessen ligger nok i succesen med pasningen, men der er også noget fascinerende over disse 'stikkende bæster', som ikke er så enkelt at forklare.

Der er mange, der i tidens løb har berettet om vildtvoksende kaktusser efter en tur til Middelhavsområdet og specielt de Kanariske Øer. de kan da også nemt have stødt på kaktus i området, for der er i tidens løb blevet ført kaktusarter dertil, som pynt i haven eller hegnsplanter med spiselige frugter. Men vildtvoksende kaktuslignende planter i dette område tilhører Vortemælkfamilien, Euphorbiaceae (se denne). Ligheden skyldes, at flere plantefamilier har arter, der er tilpasset de barske leveforhold i ørkenagtige områder.

Søjlekaktus i bjergene

Medlemmerne i kaktusfamilien stammer fra Amerika, det vil sige fra Ildlandet i Sydamerika nær Sydpolen til Canada i Nordamerika nær Nordpolen. Man taler desuden om et par arter fra Vestafrika, som så må have vokset i udkanten af familiens udbredelsesområde, da Afrika skiltes fra det sydamerikanske kontinent for temmelig mange millioner af år siden.

Kaktusplanterne kaldes for sukkulenter, fordi de har en kødfulde stammer, stilke eller stængler. Når planter er sukkulente, betyder det, at de har opbygget et vandreservoir i blade eller stilke. De gør planterne, fordi de vokser på steder, hvor der er vandmangel en stor del af året. Sukkulente planter kommer fra forskellige plantefamilier (eks. orkidéer, agaver, ananas og vortemælkfamilien), men kaktusfamilien er nærmest et symbol for denne type af planter.

Kaktus er tilpasset livet på tørre steder. Den største koncentration af arter findes i halvørkner fra det sydlige USA og ned gennem Mellemamerika. Der findes alt fra små minikaktus til store søjlekaktus med en højde på op til 20 m. Nogle har kugleform med en diameter på op til 2 m, mens andre har flade plader.

Man inddeler normalt kaktus i 3 hovedgrupper:

Pereskia-gruppen består af træer eller buske uden torne, men med saftfyldte blade. Der dannes også spiselige frugter fra denne gruppe.

Kaktusfigen (Figenkaktus) - runde …

Opuntia-gruppen har runde eller flade stilke med eller uden torne. Hertil hører den mest kendte kaktusfrugt, kaktusfigen.

Cubo - rød frugt

Cereus-gruppen rummer f.eks. julekaktus med flade bladlignende stilke, men dækker også over store søjlekaktusser. hertil hører et hav af frugter med navnet pitahaya.

I Latinamerika har man anvendt plantedelene af kaktus længe før, vi i Europa vidste, at planterne kunne stikke. Saften er blevet anvendt medicinsk og euforiserende. Saft fra både stængel og frugt er blevet brugt til fremstilling af alkoholiske drikke med forskellig styrke. Frugter og frø er blevet spist i umindelige tider. Derfor kan man godt undre sig over, at frugterne fra denne familie stadig er forholdsvis ukendte i Nordeuropa.

Plante med torne
Plante med torne
Navn: Latinsk navn: Familie: kaktusfamilien
Forskellige frugter
Forskellige frugter
Navn: Latinsk navn: Familie: kaktusfamilien

Kaktusfigen, der kommer fra planten figenkaktus! er nok den mest kendte (eller mindst ukendte). Den benævnes ofte Opuntia ficus-indica. Men der findes et hav af Opuntia-arter, der leverer denne frugt. De er i tidens løb blevet spredt ud i verden og det er nærmest umuligt at vide, hvilken Opuntia-frugt, man har i hånden. For at give en fornemmelse af, hvor forvirrende det kan være, remses hermed nogle af de frugtgivende Opuntia'er op:

Opuntia azurea, Opuntia bonplandii, Opuntia chlorotica, Opuntia dillenii, Opuntia dobbieana, Opuntia fulgida, Opuntia imbricata, Opuntia leucotricha, Opuntia megacantha, Opuntia phaecantha, Opuntia soederstromiana og

Opuntia versicolor.

Udseendet af disse frugter er dog temmelig ens. Dette er ikke tilfældet med frugterne, der kaldes pitahaya. Frugten omtales undertiden i litteraturen som Hylocereus triangularis. Her bejler i virkeligheden mindst følgende arter om at hedde pitahaya:

Acanthocereus pentagonos, Acanthocereus pitajaya, Echinocereus conglomeratus, Hylocereus costaricensis, Hylocereus guatemalensis, Hylocereus ocamponis, Hylocereus polyrhizus, Hylocereus trigonus, Hylocereus undatus, Lemaireocereus queretaroensis, Lemaireocereus thurberi og Machaerocereus gummosus.

I handelen kan man støde på 2 tydelige forskelle under frugten pitahaya, en gul frugt og en rød eller pink. Begge har handelsnavnet pitahaya, selvom der helt sikkert er tale om to forskellige arter. Den røde har dog også handelsnavnet dragon fruit. Derfor får røde pitahaya'er en omtale under dragon fruit, hvorimod den gule frugt omtales under pitahaya.

Frugten cubo (Cereus peruvianus) er også en Cereus-frugt ligesom pitahaya og anvendes på samme måde. Den har fået sin omtale fordi den nu dyrkes i Israel med salg for øje.

Udover disse findes der mindst 58 spiselige arter fra familien. Der burde derfor være en mulighed for, at vi får flere kaktusfrugter at se i fremtiden. Godt nok har de ikke den store smagsoplevelse i sig, men de er sunde og de pynter gevaldigt op i drinks og på bordet.