Menu
• Indhold

Bananfamilien

Musaceae



Bananfamilien

Bananfamilien - vifte af blade

Denne familie består af ca. 115 arter fordelt på 6 slægter. Bananfamilien kaldes undertiden også for pisangfamilien. Pisang er indonesisk og betyder banan, så det er da ikke så tosset et navn. Nogle botanikere har dog trukket 4 slægter ud og givet dem deres egen familie, Strelitziaceae. Det er ikke alle, der er enige i denne betragtning, men bananfamilien kan derved ende med kun at rumme 2 slægter med ca. 60 arter.

Det vil dog være lidt synd for bananfamilien, da den anden 'familie' rummer nogle meget flotte planter. Slægten Strelitzia har nemlig en meget berømt blomst, der minder om en smuk trane eller hejre. Paradisfugl, som blomsten hedder på mange sprog, kan jævnligt købes som afskåren blomst herhjemme i blomsterbutikker. Ravenala madagascariensis bliver fejlagtigt kaldt for viftepalme, da der er tale om en urt og ikke en palme. Det kaldes også for de rejsendes træ, fordi den rejsende har kunnet drikke det ophobede vand i bladskederne. Det er en stor fætter til paradisfugl, som pryder mange pladser på eksotiske steder med sine vifteformede, bananlignende blade. Det kan blive indtil 30 m højt. Slægten Heliconia har også særegne og fantastisk smukke prydplanter. De dukker ved sjældne lejligheder op herhjemme, ligeledes som afskårne blomster. Heliconia'er har som regel nogle skarpe røde og gule farver.

Banan - lyst bjerg i baggrunden
Banan - lyst bjerg i baggrunden
Navn: Banan Latinsk navn: Musa spp. Familie: …
Bananfamilien - rødgule blomster
Bananfamilien - rødgule blomster
Navn: Bananfamilien Latinsk navn: Musaceae

De tiloversblevne planter i bananfamilien kan dog stadig pryde med deres flotte blade i troperne. Musa ensete sender sine flotte bananblade ud i en flot krans. De mange banansorter plantes ofte i haver som en frugtgivende prydplante.

Det første produkt vi lærte at kende herhjemme fra denne familie, var slet ikke banan. Det var abaca eller Manilahamp, der er 2 arter med navnene Musa textilis og Musa livingstonia. Her benyttes de stærke taver, der går på langs af badene til fletning af hampereb. Reb og tov af dette blev i mange år benyttet til skibe, fordi det var så stærkt og kunne tåle saltvand. Først ved nylonrebets fremkomst gik det ned ad bakke med produktionen af hampereb, men mange lystsejlere sværger stadig til det gode gamle reb.

Bananfamilien - røde frugter

Nogle af slægten Musa's medlemmer får bananlignende frugter, der er meget pyntelige i tropiske haver. De spises ikke og indeholder ofte dynger af frø. Musaceae stammer fra tropisk Afrika, tropisk Asien og Madagascar. Blomsterne bestøves hovesageligt af flagermus. Udbrydergruppen Strelitziaceae vokser i tropisk Amerika og det sydlige Afrika. De bestøves af fugle.

Stort set alle planter betragtes som urter. De har karakteristiske bananblade, der på grund af vindens rusken får bladene til at ligne fjer.

Bananfamilien - dame, barn og bananer

Når vi tænker på banan, ser vi den aflange gule frugt, der smager dejlig sødt. Det er først de senere år, vi har erfaret, at der i de varme lande dyrkes mange forskellige bananer. Nogle skal endda koges eller steges, før de er spiselige. Der findes over 300 forskellige slags bananer, men den botaniske navngivning af dem er en sand rodebutik.

Førhen skelnede man mellem forskellige arter af bananer. De havde navne som Musa Cavendishii, M. corniculata, M. nana og M. sinensis. Man har dog fundet ud af, at alle de spiselige bananer, bortset fra en enkelt (Musa troglodytarum), kan henledes til to arter, Musa acuminata og Musa balbisiana. Næsten alle bananer er hybrider mellem disse og derfor ikke selvstændige arter.

I handelen skelner man dog mellem banan, melbanan (pisang-, koge- eller stegebanan), æblebanan, babybanan og rød banan. Der er dog mange sorter, der kan gå ind under disse betegnelser. for handelsfolk er dette ligegyldigt, da det drejer sig om at adskille de forskellige typer fra hinanden. I omtalen er de alle slået sammen under banan, med det lidt utydelige botaniske navn, Musa.